Jeg har allerede i en postering på Facebook skrevet, at jeg betragter den nylige ”deal” mellem Israel og Hamas med betydelig skepsis. Nu ser jeg, at den prominente israelske analytiker Caroline Glick også er stærkt kritisk.

Som hun bemærker på Jewish News Syndicate (24.1.): ”Den palæstinensiske krig mod Israel er et nulsumsspil – enten vinder Israel, og sikrer sin overlevelse, og palæstinenserne bliver besejret; eller palæstinenserne vinder og nedtællingen til Israels ødelæggelse begynder.”

Som Glick ser det, er det ikke en krig, som Israel er ved at vinde, og hvis Israel taber, viste Hamas’s overfald og massakre den 7. oktober 2023, hvad der er i vente for israelerne.

Caroline Glick efterlader ingen tvivl om, hvem der stod bag den barbariske bloddåd: Ikke Hamas, men hele Gazas befolkning, der jublede, mens israelske gidsler blev slæbt over grænsen. ”Ja, Hamas planlagde det sadistiske folkemord. Ja, Hamas anførte angrebet. Men det var en handling, som hele samfundet stod bag.”

Donald Trumps mægler, Steve Witkoff, og hans israelske støtter præsenterer aftalen som et skridt på vejen mod fred. Ifølge Witkoff vil en permanent våbenhvile animere flere arabiske stater til at slutte fred med Israel. Han ville tilmed byde Hamas velkommen ved bordet, og Trump ville få Nobels fredspris.

Det ville i så fald blive en dyrekøbt pris. For at få frigivet 33 gidsler (en tredjedel af de levende og døde), har Israel accepteret at løslade næsten 2.000 terrorister, hvoraf mange er dømt for massemord, samt opgive mange af deres militære gevinster i Gaza.

Så spørgsmålet bliver, hvem der overhovedet står som sejrherre.

Men det er kun begyndelsen. Aftalens næste fase bliver endnu mere skæbnesvanger for Israel. Den jødiske stat skal nemlig trække alle sine styrker tilbage fra Gaza, tilmed fra grænsen mellem Egypten og Gaza, således at Hamas kan genoptage indsmuglingen af våben.

Som Caroline Glick bemærker, indebærer fase 2, at Hamas har vundet krigen. Terrororganisationen vil ikke bare overleve, men beholde den fulde kontrol med Gaza og vil, som hun bittert bemærker, blive globalt respekteret som den jihadistiske styrke, der begik folkemord og overlevede for at kunne gøre det igen og igen.

I virkeligheden, skriver hun, er Witkoff-handelen ikke andet, end hvad Biden-regimet længe prøvede at presse Israel til at acceptere.

Trump kan, må jeg konkludere, nok så mange gange bedyre, at han står last og brast med Israel, men hvad gavn har Israel af det?

Han er allerede kravlet ned fra den trætop, hvorfra han proklamerede, at han ville slippe helvede løs, hvis alle gidslerne ikke var sat fri, inden har tiltrådte som præsident den 20. januar.

Han hævder ved enhver given lejlighed, at USA under hans lederskab atter bliver frygtet og respekteret. Men hvor længe vil det vare, hvis han bliver ved med at forr