Palæstinakomiteen mobiliserer for jødefri zoner i Oslo. De kalder dem ikke jødefri zoner, men “apartheidfri zoner”, som de definerer som “zoner, der erklærer sig fri for israelske varer og tjenester”. Jeg går ud fra, at “israelsk” her betyder jødisk-israelsk og ikke arabisk-israelsk. Formålet er blandt andet at få “Israel til at afslutte sit apartheidregime”.

For et par år siden tilbragte jeg en kort periode på Vestbredden og i Israel. Det første, jeg lagde mærke til, var skilte, der proklamerede, at områder var lukket for enten jøder eller arabere. Men det var faktisk mere kompliceret, end det så ud til, for i praksis var der undtagelser, f.eks. for arabiske israelere, der ville handle i områder, som faktisk var forbudt for israelere. Hvis en jødisk israeler havde gjort det samme, ville han sandsynligvis være blevet lynchet.

Vi kan derfor, ligesom Palæstinakomiteen, kalde det en form for apartheid, men det praktiseres af begge sider, om end måske noget hårdere på den palæstinensiske side.

Men i selve Israel er det anderledes, for her bor der 2,1 millioner israelske arabere med samme rettigheder og pligter som jøder, med en enkelt undtagelse – arabere bliver ikke indkaldt til den israelske forsvarsstyrke (IDF), men de kan lade sig hverve, hvilket mange arabere faktisk gør. Der er dog ikke tale om fuld integration, da de fleste jøder og arabere vælger at bosætte sig i forskellige kvarterer.

Ikke i modsætning til Oslo, hvor arabere har en tendens til at holde sig til bestemte områder, som for eksempel Grønland. I disse områder frarådes det at bære kippa eller tale hebraisk på grund af risikoen for at blive angrebet, ligesom i de arabisk kontrollerede områder på Vestbredden. Men det er ikke nok for Palæstinakomiteen, for nu vil de have endnu klarere grænser i hele Oslo.

Til sidst kom jeg til at tale med nogle palæstinensiske landmænd. De fortalte mig, at de foretrak at sælge deres afgrøder til israelere, fordi de så fik en bedre betaling. Men varerne blev så pakket og solgt videre til Europa, blot for at blive boykottet af Norge efter pres fra LO, Palæstinakomiteen og den norske venstrefløj – fordi varerne kom fra Israel. Det betyder, at Palæstinakomiteen boykotter den selvsamme befolkning, som den hævder at støtte.

Palæstinakomiteen er klar på dette, men opfordrer alligevel til en generel boykot, fordi det er svært at se forskel på varer fra “besat palæstinensisk land og Israel” på norske butikshylder.

Besat? Ja, men Vestbredden og Østjerusalem blev først besat af Jordan i 1948, som igen mistede det til Israel efter seksdageskrigen i 1967. Det samme skete med Gaza, som var blevet besat af Egypten i samme periode. Efter Oslo-aftalerne i 1993 fik dele af Vestbredden en vis form for selvstyre, mens Gaza reelt har styret sig selv siden 2005, efter at Israel tvangsflyttede de jødiske indbyggere.

Men i henhold til international lov tilhørte hele området faktisk jøderne fra 1920, inklusive Jordan.

Så når Palæstinakomiteen taler om apartheid, burde de tage et kig på deres eget logo. Det viser et kort over den vestlige del af det oprindelige Palæstinamandat (den østlige del er det nuværende Jordan), hvor Israel ikke længere eksisterer.

Men her er de helt på linje med den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas, som ligeud har sagt, at ikke en eneste israeler vil blive tolereret i en fremtidig palæstinensisk stat, i modsætning til selve Israel, som allerede er hjemsted for 2,1 millioner arabere.

Men hvor synes de, at jøderne skal bo? De siger bare, hvor de ikke skal bo.

En idé kunne have været at lade dem flytte til Norge, men typisk vælger vores fremsynede politikere at rulle tæppet ud for deres ærkefjende i stedet, med det resultat at de få tilbageværende norske jøder nu er i færd med at emigrere til Israel. Et interessant tankeeksperiment kunne have været, hvordan Norge ville have set ud i dag, hvis alle vores flygtninge havde været jøder. Jeg tror, det ville være et meget anderledes land.

Jeg har venner på begge sider af hegnet i Israel, og de ønsker hverken krig eller boykot, bare fred. Men det ser ud til, at norske politikere har taget parti for de mest uforsonlige kræfter på den palæstinensiske side, samtidig med at de har forsøgt at bortforklare den nuværende politiske ledelse i USA i næsten et årti, og USA har altid spillet en central rolle i fredsforhandlingerne i Israel.

Det er ikke ligefrem et skaktræk, når Norge samtidig profilerer sig som fredsmægler, og vi får heller ikke mange venner i USA og Israel. Men ironisk nok er det Trump, der nu får Hamas og Hizbollah til at holde fred, mens udenrigsminister Espen Barth Eides bidrag er at rejse til Syrien for at spørge, om der er noget Norge kan bidrage med.

Det ville ikke overraske mig, hvis svaret er penge, som det altid er, når norske politikere påtager sig rollen som diplomat. Men med dagens klasse af politikere er det måske alt, hvad vi har, for vi har i hvert fald ingen hjerner.

Så hvorfor hælder vi milliarder af norske skatteyderes penge i UNRWA og Det Palæstinensiske Selvstyre i Gaza, som i praksis er Hamas? Hvis vi absolut skal give så mange penge væk, hvorfor giver vi dem så ikke i stedet til messianske jøder og kristne arabere, som rent faktisk arbejder for fred mellem israelere og palæstinensere?

Køb Giulio Meottis “De nye barbarer” fra Document Forlag her! Køb e-bogen her.