I denne uge offentliggjorde Anti-Defamation League (ADL) en ny undersøgelse, der viser, at omkring halvdelen af deltagerne fra hele verden har antisemitiske synspunkter. Marina Rosenberg, senior vicepræsident for ADL’s internationale afdeling, skrev følgende på vegne af ADL:

“Antisemitiske overbevisninger og holdninger, er i foruroligende grad ved at blive normaliseret i samfund over hele verden. Denne farlige tendens er ikke kun en trussel mod jødiske samfund – det er en advarsel til os alle. Selv i lande med de laveste niveauer af antisemitiske holdninger på verdensplan, har vi set mange antisemitiske hændelser begået af små, højlydte og voldelige mindretal. Dette bør være et wake-up call for kollektiv handling; vi er forpligtet til at fortsætte vores arbejde med vores partnere rundt om i verden for at konfrontere og reducere den nu dybt rodfæstede antisemitisme.”

Dette illustrerer kun delvist den virkelighed, vi jøder lever under. Det lille, voldelige og højtråbende mindretal er ikke hovedkilden til jødehadet. Kilden er snarere dæmoniseringen af Israel; den ondskabsfuldt falske propaganda om jøderne, som man møder ovenfra, fra flere sider, dag ud og dag ind. Den kommer fra politikere og forskere, som ikke længere tør sige noget, der ikke betragtes som politisk korrekt. »Eliten« støtter, direkte eller indirekte, terrorister som Hamas og fremstiller Israel som centrum for verdens ondskab.

Nærmest alt om Israel er sort og hvidt, virkelighedens gråzoner er for længst visket ud. Nu beskyldes jøderne for folkedrab, på trods af at omkring 99 procent af befolkningen i Gaza er i god behold. Det virkelige folkedrab, som muslimerne udfører på millioner af afrikanske sudanesere, er imidlertid skjult. Det siges, at Israel angiveligt kun myrder civile, ikke Hamas-terrorister. Næsten ingen tør nævne, at det er terrorister, Israel kæmper mod, og ikke en civilbefolkning.

Det er Israel, der angiveligt begår krigsforbrydelser, på trods af at krigens love er et sæt regler, som det israelske forsvar roses for at overholde mere strengt end nogen anden stat i krig. Men der er ingen eksempler på, at Hamas overholder lovene for krigsførelse på landjorden, eller den humanitære folkeret. Genève-konventionerne fastslår, at terrorister ikke har ret til at blive behandlet i overensstemmelse med disse love. Og ingen ved sine fulde fem vil benægte, at de, der kæmper for Hamas, er terrorister, der bruger kvinder og børn som levende skjolde.

Men på trods af alt dette er kampen mod Israel så vigtig for nogle, at vi er villige til at vende det døve øre og det blinde øje til Hamas’ bestialske pogrom mod jøderne og Gaza-befolkningens lidelser, som begge er det eneste resultat af Hamas’ terrorisme. De palæstinensiske arabere bliver misbrugt af både PLO og Hamas og af FN, i kampen mod Israel. Især Norge deltager aktivt i dette, og kan opfattes som medansvarlig for både jøders og araberes lidelser.

Ingen tør indrømme, at drømmen om at udslette Israel og skabe et »Palæstina«, som aldrig har eksisteret, og som araberne ikke selv ønsker, kun skaber vold og lidelse, ikke fred. Ingen tør indse, at araberne har fået utallige muligheder for at etablere endnu et arabisk land, hvis de ville stoppe terroren, men de har afvist det gang på gang. Ingen tør sige, at nok er nok. Hvornår får de andre etniske grupper i Mellemøsten deres rettigheder? Hvad med kurderne, amazigherne, kopterne, yezidierne og andre oprindelige kristne folkeslag, som lever under brutal muslimsk besættelse, uden at nogen taler deres sag? Hvor længe skal vi leve med denne form for ensidig propaganda mod Israel, mens islamiske stater undertrykker alle de førnævnte folkeslag og grupper uden konsekvenser?

Hvis man skal tro nutidens propagandaapparat, nægter jøderne araberne et frit »Palæstina«, på trods af at Israel, af realpolitiske grunde, gentagne gange har været villig til, at opgive store landområder til gengæld for fred. Dette er på trods af, at araberne aldrig har haft noget gyldigt krav i henhold til international lov, eller historisk tilhørsforhold til nogen af disse områder, og på trods af, at et sådant »Palæstina« aldrig har eksisteret i historien. Alligevel har deres ledere gang på gang sagt nej, fordi målet altid har været hele Israel, intet mindre.

For eksempel de israelske premierministre Ehud Olmert og Ehud Barak. Begge var villige til at gå langt ud over deres folkelige mandater i 2000 og 2007, men araberne sagde blankt og konsekvent nej. Det samme kan siges om fredstilbuddene i både 2008 og 2013. Arabiske ledere afviste dem på trods af, at tilbuddene omfattede en »palæstinensisk stat«, der dækkede 100 procent af det jødiske kerneland Judæa, Samaria og Gaza, med Øst-Jerusalem som hovedstad. Alligevel fortsætter den vildledende propaganda om, at det er jøderne, der har stået i vejen for fred; ikke PLO, ikke Hamas, ikke FNs fejlslagne Mellemøstpolitik.

Vi kan gå helt tilbage til FN’s delingsplan i 1947, og vi kan nævne Peel-planen fra 1937-1938 for at vise, at jøderne altid har været villige til at gå på kompromis med deres arabiske naboer. Der er omfattende dokumentation for den jødiske bestræbelse på at leve i fred med araberne, og at de gang på gang var villige til at se endnu et arabisk land blive etableret i Mellemøsten. Men dette ignoreres fuldstændig af politikere, medier og aktivistiske forskere, som ikke har anstændighed nok til at turde formidle sandheden, som den er.

Den jødiske erfaring med tilbagetrækningen fra både Gaza og Libanon i 2005-2006 har i bakspejlet vist, at det var katastrofale fejltagelser. Hamas og Hizbollah begyndte straks opbygningen som to morderiske terrormaskiner med samme mål: at udslette jøderne og ødelægge staten Israel. Langt fra den naive fredsaktivisme, som norske politikere formentlig har som hovedbegrundelse for deres Mellemøstpolitik.

“Aldrig før har der været et stærkere internationalt “populært-engagement” i den palæstinensiske sag. Overalt ser man palæstinensiske tørklæder, flag og vandmelonsymboler.

Vi påtaler igen manglen på anstændighed i sådanne ensidige fremstillinger af Israels kamp mod terror, og vi må spørge, om folk med fri adgang til medier ikke er klar over, hvad frugterne af deres misvisende information er i vores samfund?

Mediernes behandling af Israel kan ses som et ekko af politikernes krig mod Israel. Norges udenrigsminister Espen Barth Eide, der er erklæret persona non grata i Israel, opfører sig ekstremt gang på gang. I 2014 fortalte han NRK i et langt interview det modsatte af, hvad han står for i dag. I interviewet sagde han bl.a: »Norge og de andre i donorlands-gruppen for palæstinenserne bør diskutere, om tostatsløsningen mellem Israel og Palæstina er død.«

Nu kæmper han mod Israel, som om han var Hamas’ udenrigsminister, for et »Palæstina«, som araberne ikke selv ønsker. Den 15. januar 2025, mens Israel blev tvunget af både Biden- og Trump-administrationen til, at acceptere en våbenhvile med Hamas, til gengæld for uacceptable indrømmelser, inviterede Barth Eide sine venner til »Global Alliance for the Implementation of the Two-State Solution«, en gruppe af diktatoriske regimer og diverse fjender af Israel, som samledes på Oslo Rådhus. Denne luksuriøse og gratis konference, betalt med vores skattepenge, fandt sted på en næppe tilfældigt valgt dato. Selv »statsministeren« i et ikke-eksisterende land, fik finansieret en rejse til Norge af vores generøse regering. Er der nogen, der tvivler på, at Hamas ser dette som en støtteerklæring?

Uanset hvor mange af vores skattepenge, der misbruges i kampen mod Israel, står vi tilbage med det faktum, at jødehad hverken bringer fred eller en tostatsløsning, eller mere præcist en trestatsløsning (lad os ikke glemme Jordan!). Det er araberne – ikke Israel – der gang på gang har afvist tostatsløsningen. Kravet om, at Israel skal bøje sig for den terror, dets folk udsættes for, til gengæld for deres vilje til at leve i fred med deres arabiske naboer, med eller uden en ekstra »palæstinensisk« stat, er derfor uanstændigt og bør afvises af alle.

Den voksende fjendtlighed over for Israel, har samme årsag og virkning som antisemitiske udbrud har haft i tusinder af år. At have en internationalt accepteret syndebuk til at tage skylden, og ansvaret, for ens egne fejl er lige så effektivt i dag, som det var i oldtiden.

Denne form for fjendtlighed over for jøderne er ikke et resultat af uvidenhed. Den anti-israelske modreaktion er for konsekvent og vedvarende til at være tilfældig. Mønsteret bliver mere og mere tydeligt, og vi jøder bør også tage det til efterretning og overveje vores alternativer.