Som man vil huske, har Donald Trump flere gange lovet, at al helvede ville bryde løs (there will be hell to pay), hvis Hamas’s gidsler ikke var udleveret, inden han tiltrådte som præsident.

Han tiltræder på mandag, og gidslerne er ikke sat fri. Der er derimod indgået en våbenhvile mellem terrororganisationen og Israel, som indebærer, at 33 ud af de ca. 100 gidsler, der stadig sidder i mørke tunneler, hvor de bliver udsat for tortur og dødstrusler, vil undslippe. De 33 bliver ikke sat fri med det samme, men drypvis henover en periode på 42 dage, og nogle af gidslerne ankommer formentlig som lig. Efter de 42 dage skal der forhandles om resten. Til gengæld har Israel forpligtet sig til at løslade mange hundrede terrorister fra israelske fængsler. Talsmænd for den israelske regering erkender, at det er en tung pris at betale – især i lyset af det faktum, at 92 pct. af de jihadister, som Israel tidligere har sluppet ud, er vendt tilbage til deres yndlingsbeskæftigelse, nemlig at myrde jøder.

Hvad har fået Israel til at indgå en så ydmygende handel? Ifølge All Israel News (17.1.) er der to grunde:

Meningsmålinger viser, at godt 70 pct. af israelerne vil have gidslerne hjem. For det andet har premierminister Netanyahu fået både personlige og offentlige forsikringer om, at Trumps kommende administration vil give 100 pct. støtte til Israels bestræbelser på at knuse Hamas og aldrig tillade terrororganisationen igen at herske i Gaza.

Det kan man med ikke så lidt god vilje kalde en sejr for Trump og Netanyahu, men flere medlemmer af den israelske regering er langt fra overbevist. Og ud fra en nøgtern vurdering må man komme til det resultat, aftalen på ingen måde opfylder, hvad Trump havde stillet i udsigt.

En anden grund til ikke at henfalde til udelt begejstring er, at Allahs mænd sjældent overholder indgåede aftaler. Et godt eksempel på muhamedansk tankegang blev leveret af den palæstinensiske befrielsesorganisation, PLO’s leder i tidsrummet 1969-2004, Jasser Arafat. Næppe havde han i 1993 indgået i den første Oslo-aftale med Israel, før han tog til Johannesburg i Sydafrika og i en tale sammenlignede Oslo-overenskomsten med den 10-årige Hudabiyyah-fredstraktat mellem den såkaldte profet Muhamed og Quraysh-stammen i Mekka. To år senere angreb den hellige mand Mekka.

Om alt dette faktisk er foregået, bestrides af mange historikere, hvoraf nogle endog afviser, at Muhamed overhovedet har eksisteret. Det tror jeg heller ikke, at han har. I den aktuelle sammenhæng er det imidlertid ligegyldigt, for muslimer tror på historien og betragter den som et eksempel til efterfølgelse. Den givetvis ikke-eksisterende Muhamed er nemlig det perfekte menneske, udpeget at guden Allah. Derfor skal alle gøre som ham.

Så når Hamas’s blodtørstige krigere lover noget, holder det kun, indtil de ser deres snit til at gå til fornyet angreb. Ifølge islamisk rettroenhed må profetens følgere ikke indgå varige aftaler med vantro som jøder, kristne eller tilhængere af andre religioner. Uanset hvad de måtte have lovet, skal de, når chancen byder sig, overfalde og undertvinge enhver vantro, for det har deres blodtørstige gud bestemt.

Trumps begejstring over våbenhvilen er ilde anbragt, og han vil snart komme til at fortryde den.