Kopierede/fra hoften
Norge går i spidsen for at påtvinge Israel en palæstinensisk stat
Norge er gået fra at være fredsmægler til at blive en drivkraft for oprettelsen af en palæstinensisk stat. Omkring 80 lande er samlet i Oslo Rådhus. Det, man ikke taler om, er, at befolkningen på Vestbredden afviser en tostatsløsning. De siger, at de ønsker en enstatsløsning. Israel skal væk. Norge risikerer at blive facilitator for et nyt folkemord på jøder.
Disse advarselslamper lyser på enhver, der vil vide, hvad der foregår på Vestbredden.
Reaktionen på 7. oktober blandt palæstinenserne er en afvisning af Israels ret til at eksistere.
Palæstinenserne fortsætter dermed deres alt-eller-intet-politik, som går helt tilbage til delingsplanen for det britiske Palæstina-mandat i 1922, glimrende forklaret af Carl Chr Hauge.
Nationsforbundet og Storbritannien fastslår, at det jødiske nationale hjem genoprettes på grundlag af jødernes historiske ret, ikke som en tjeneste. Folkeforbundet er forløberen for FN, og det blev etableret før Det Tredje Rige og Holocaust.
De arabiske lande afviste delingsplanen i 1948 og gik i krig. De afviste også forhandlinger efter Israels mirakuløse sejr i seksdageskrigen. 1967.
Moshe Dayan sagde, at han ventede på et opkald fra de arabiske lande, og udenrigsminister Abba Eban sagde, at de var klar til at forhandle uden betingelser.
Svaret kom på Den Arabiske Ligas møde i Khartoum i september og er kendt som de tre nej’er:
I sidste ende samledes lederne af tretten arabiske stater til et topmøde i Khartoum, Sudan, fra den 29. august til den 1. september. Her lovede de at fortsætte kampen mod Israel. Under indflydelse af Nasser “var deres betingelser ganske specifikke: ingen fred med Israel, ingen forhandlinger med Israel, ingen anerkendelse af Israel og ‘opretholdelse af det palæstinensiske folks rettigheder i deres egen nation'”. Khartoum-erklæringen var den første alvorlige advarsel til israelerne om, at deres forventning om et nært forestående “telefonopkald” fra den arabiske verden kunne være en ønskedrøm” (Sachar).
Denne “advarsel” blev forstærket den 21. oktober, da en egyptisk missilbåd sænkede den israelske destroyer Eilat og dræbte 47 mennesker. Den blev bekræftet i november og december, da de arabiske stater gentagne gange afviste forsøg fra Sveriges ambassadør i Sovjetunionen, Gunnar Jarring, som fungerede som FN’s generalsekretærs særlige udsending, på at få dem til at indgå i forhandlinger med Israel. Faktisk holdt “de tre nej’er i Khartoum” stand i en halv snes år, indtil Egypten underskrev en fredsaftale med Israel, hvorefter de øvrige 20 medlemslande ekskluderede landet fra Den Arabiske Liga.
Det samme skete, da Ehud Barak og Ehud Olmert tilbød Yasser Arafat en fredsløsning. Arafat kunne ikke skrive under, uden at retten til at vende tilbage blev anerkendt, dvs. at flygtningene fik lov til at vende tilbage til Israel. Det var en afståelse fra den ultimative linje: Alt eller intet.</p
Det er denne linje, den norske politik bygger på. De foregiver, at det er en fortsættelse af Oslo-processen, og at det er Israel, der har fejlet. Faktum er, at Norge nu er allieret med kræfter, som ønsker at udslette Israel fra landkortet, og det svarer til den folkelige opinion på Vestbredden.
Det har aldrig en chance for at blive virkelighed, især ikke efter at Trump tager over.
Det er ikke Israel, der risikerer at blive en international paria, det er Norge.
Norges elite fortæller sig selv en historie om, hvor vidunderlige de er. Men omverdenen ser noget helt andet. Linjen fra Yitzhak Rabin og Shimon Peres til Yahya Sinwar fortæller os noget om et politisk lederskab uden kontakt med virkeligheden.
Det er ikke kun én person, der står bag, FN’s særlige koordinator for Mellemøsten, Tor Wennesland, er helt med. Det samme er Danmarks udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen. De to nordiske lande forsøger at få Saudi-Arabien med, men de står i vejen for Trump-administrationen. Det hører vi ikke noget om, fordi de norske medier gerne vil piske en anti-Trump-stemning op. De fører denne kampagne ind i alle områder, f.eks. i Grønland.
Det betyder, at de risikerer at støde Trump-administrationen fra sig, før de overhovedet er kommet i gang.
Barth Eide mener, at
Barth Eide mener, at ordet “folkeret” er et sesamfrø, som selv Trump må bøje sig for.
Sådan er det.
Det er selvfølgelig ikke tilfældet. Chefanklageren for Den Internationale Straffedomstol, Karim Khan, har taget munden for fuld. Han lader domstolen udfordre Israel og USA midt i et skæbnesvangert øjeblik.
Det samme gælder for Barth Eide, forblændet som han er.
Det norske udenrigsministerium lider af selvblindhed sammen med medierne og den politiske elite.
Vi er havnet i det forkerte selskab, men som sædvanlig lader vi os smigre af al den ståhej, som røde løbere og pressekonferencer bringer med sig.
NTB’s holdning:
Presset på Israel skal opretholdes efter våbenhvilen, siger den palæstinensiske premierminister
Verden skal fastholde presset på Israel, selv efter en våbenhvile, for at etablere en palæstinensisk stat, siger den palæstinensiske premierminister Mohammad Mustafa.
“Den våbenhvile, vi taler om, sker primært på grund af internationalt pres. Så pres fører til noget”, sagde Mustafa i sin åbningstale før et møde i Global Alliance for a Two-State Solution between Israel and Palestine.
Israel skal vises, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert, og deres vetoret mod fred og en palæstinensisk stat må ikke accepteres og tolereres,
fortsatte han.
Repræsentanter fra mere end 80 lande og organisationer er samlet i Oslo til mødet.
Israel er ikke repræsenteret på mødet.
Optimistiske.
Udenrigsminister Espen Barth Eide (Ap), der er vært for mødet, siger, at han er mere optimistisk end længe med hensyn til at få en våbenhvile i Gaza.
“Det er ikke op til os at annoncere det. Det sker et andet sted, det sker i Doha. Dette møde handler om, hvad der sker bagefter,” siger Eide.
En våbenhvile er en forudsætning for fred, men det er ikke fred. Det er ikke løsningen. En våbenhvile betyder frigivelse af gidsler og fanger, tilbagetrækning af nogle af de væbnede styrker og en afslutning på fjendtlighederne. Men det må ikke forveksles med en løsning.
– Varig løsning“Den Globale Alliance, som samles i Oslo i dag, handler om, hvordan vi går fra en afslutning på fjendtlighederne og en våbenhvile til noget, der kan være en varig løsning”, siger Eide.
“En varig løsning?
Mustafa siger, at befolkningen i Gaza har lidt nok i løbet af 15 måneders krig. Siden krigen brød ud i Gazastriben efter Hamas’ angreb på det sydlige Israel den 7. oktober sidste år, er mere end 46.000 palæstinensere blevet dræbt i israelske angreb, ifølge de palæstinensiske sundhedsmyndigheder.
– Det er tid til at komme videre. Vi er glade for at høre, at der er en vis bevægelse i den retning. Vi håber, at det sker denne gang, jeg ville ønske, at det var sket for flere måneder siden,” siger Mustafa.
Han er enig med Eide i, at der er brug for mere end en våbenhvile for at opnå varig fred.
Han er enig med Eide i, at der er brug for mere end en våbenhvile.
“Den ene stat er allerede etableret og anerkendt, og det er på tide, at den anden stat bliver etableret og anerkendt,” siger Mustafa om tostatsløsningen.
Han er enig med Eide i, at der skal mere til end en våbenhvile.
Første officielle besøgUd over Mustafa deltager også FN’s særlige koordinator for Mellemøsten, Tor Wennesland, og lederen af FN’s Hjælpeorganisation for Palæstinaflygtninge i Mellemøsten (UNRWA), Philippe Lazzarini.
Sidstnævnte lover mødedeltagerne, at UNRWA fortsat vil hjælpe palæstinenserne, selv efter at Israels forbud mod organisationen træder i kraft i slutningen af januar.
“Vi vil blive og levere. Unrwa’s lokale medarbejdere bliver og fortsætter med at yde nødhjælp og, hvor det er muligt, uddannelse og sundhedspleje,” siger han.
Mustafa er her på sit første officielle besøg, siden Norge anerkendte Palæstina som stat sidste år. Under sit besøg skal han blandt andet også møde statsminister Jonas Gahr Støre (Ap) og kronprins Haakon.
Den globale alliance for en tostatsløsning er et initiativ fra FN’s højniveauuge i New York, USA, i september sidste år og er blevet fulgt op på to tidligere møder. (NTB)
.
.
