I en historieløs befolkning vil kulturen altid være i frit fald

DOKTOR STOCKMANN. (Opbrusende). Så skriger jeg sandheden ud på alle gadehjørner! Jeg skriver i udenbys aviser! hele landet skal få at vide, hvorledes det her er fat!

HOVEDSTAD. Det lader næsten til at doktoren har til hensigt at ødelægge byen.

DOKTOR STOCKMANN. Ja, så meget holder jeg af min fødeby, at jeg heller vil ødelægge den end se den blomstre på en løgn.

ASLAKSEN. Det er stærkt sagt.

HOVEDSTAD (råber under larmen). Den mand må være en borgerfiende, som kan ville ødelægge et helt samfund!

DOKTOR STOCKMANN (i stigende ophidselse). Der ligger ingen magt på at et løgnagtigt samfund ødelægges. Det bør jævnes med jorden, siger jeg! Udrydes som skadedyr bør de, alle de, som lever i løgnen! I forpester hele landet tilslut …

Sådan skriver Ibsen i skuespillet En Folkefjende fra 1882.  Handlingen er henlagt til en lille kystby i det sydlige Norge, som har hængt sit næringsliv og sine håb op på et kurbad, hvorfor man også er hurtig til at forklare det som medbragte lidelser, da et par af gæsterne i løbet af sommeren bliver ramt af “tyfus og gastriske tilfælde “, og man er overhovedet ikke begejstret, da Doktor Stockmann modtager svaret på nogle vandprøver, han i hemmelighed har indsamlet og sendt til universitetet i Oslo, og det viser sig, at vandet er bakteriebefængt. Den lille by er truet på sit eksistensgrundlag, og i stedet for at tage resultaterne til efterretning, bestrider man dem. Høj og lav, presse og politikere, højre- og venstrefløj, radikale og liberale, alle forener de sig imod Stockmann, akkurat som Ibsen havde oplevet, det var tilfældet i det kor, som fordømte “Gengangere”.  

Der er tale om en rasende fritænker, der ikke bekymrer sig om økonomiske problemer. Han har set, at vandet er bakteriebefængt, og uanset turisme og omkostninger, skal folk kende sandheden!  Så vi kan med rette spørge, hvem det er der er folkefjende i den fremstillede problemstilling. Er det Stockmann der peger på det bakteriefyldte vand, eller er det byfogeden, der vil hindre Stockmann i at advare badegæsterne mod det forgiftede vand?  –

Når jeg vil sammenligne Ibsens skuespil En Folkefjende med et af tidens mest eksplosive emner som fx indvandringen, så er det, fordi jeg ser nogle lighedspunkter eller fællestræk. og det er fristende at trække dagens altoverskyggende dagsorden omkring indvandringen ind i forståelsen af dette skuespil. Først må man erkende problemet, hvad drejer det sig om, hvordan er det opstået, dets omfang og konsekvenser, dernæst bør man som Stockmann i  skuespillet handle og gøre noget ved det. Er det til fare for offentligheden og landet, så er der ingen tid at spilde. …men er dette så hele sandheden?

Det vi oplever i dagens Danmark, ja, vel i hele den vestlige verden, er at der er et meningstab og en værdiopløsning  i global målestok.  Mens kristendommen og med den nationalfølelsen er blevet udskældt og op igennem det 20. århundrede fortrængt af et nyt fokus på det unikke individ. I kølvandet på globaliseringen/ismen –  træder  det enkelte  individ frem på scenen,  dvs dyrkelsen af mennesket løsrevet fra de store fortællinger. 

I 90`erne blev de nationalt-sindede som vi husker lagt for had, udskammet og udpeget som ikke stuerene medPia Kærsgårdanbragt i rollen som folkefjende og heks,  et skuespil, der bragte os tilbage til Middelalderen –  eller med  Geoffrey Cains ord: ondskabens ikon. Hvis man ikke lige forstod det dengang midt i den flimrende nyhedsstrøm, så viste Cain os, hvilket ubændigt og rasende had, der havde grebet de selvretfærdige kultureliter. Et had der blev fremført af bl.a. Carsten Jensen, Georg Metz og andre ligesindede journalister – og denne næsten nynazistiske udskamning og forfølgelse af et parti som DF har forløbet samtidig med at EF blev til EU,  grænserne forsvandt både de indre i Europa og de sydlige vendt mod Middelhavet  –  hvad er det så, der forhindrer os i at bekende kulør og deltage i det nationale? Det er til dels frygten for at blive latterliggjort eller tanken om at være bagudskuende og fremskridtsfjendsk , der er fulgt i kølvandet på et massivt og ukritisk fokus på EU,  som de meningsdannende grupper ikke kan se noget problem i.  Tværtimod, en af de mest EU kritiske som fx Victor Orban bliver jævnligt udstillet som eksemplet på en latterlig, hvis ikke ligefrem farlig  nationalist ? 

Er det mon en person som Orban , der er en af tidens folkefjender, eller er det en figur som Ursula von der Leyen?  Sidstnævnte har jo medierne på sin side, og eftersom de overvejende venstredrejede medier er med til at definere  de politisk korrekte holdninger for hele Europa, så skal der noget til at stå imod den flodbølge der skyller op fra Middelhavets nordlige og UKs  sydvendte strande. Der bliver stadigvæk ikke gjort noget! 

Således er det et mindretal, der stædigt og vedholdende peger på den ulykkelige kurs Europa har slået ind på de seneste tredive år. Men uanset hvor meget de politisk korrekte ødelægger de gamle fortællinger omkring den sekulariserede kristendom og det nationale, dvs Europa, så  har eliterne et trumf kort,  de har godheden på deres side!   Og med denne følelse i deres hjerter, ødelægger og underminerer de dansk, vestlig kultur, intet mindre!

 Og jeg spørger gentagne gange mig selv:  Hvem er egentlig de sande folkefjender her i Europa? Eller hvad med muslimerne, der benhårdt holder fast i deres religion, de heraf afledte skikke, afvisning af fornuften og fuld af had til de frafaldne og pædofile tilbøjeligheder inspireret af selveste Muhammed?   Vi husker sikkert Hedegaards Muhammeds Piger (2011) Men ”det er jo deres kultur”, har det ofte lydt, og i øvrigt er de ofre for europæisk kolonialisme, og hermed forstummer enhver samtale eller kritik.  Og som ofre har de også retten til at føle sig krænkede, og her kan den sekulære fornuft ikke stille noget op.

Min pointe her er så, at de millioner af indvandrere ikke er og har aldrig været interesseret i at tage den europæiske tanke/kultur til sig, uanset hvor mange statsborgerskaber de får.  Vi kan installere Koranklodser, men vi kan ikke i dybet ændre en tøddel på deres kultur!  – I undskylder sammenligningen, men rovdyrene i Zoologisk Have bliver jo ikke holdt ansvarlig for, hvad de gør uden for burene, hvis de slipper ud. Det er vist udelukkende dyrepasserne. der har ansvaret her, ikke – hvem er de regerende dyrepassere i Europa lige nu?

Når vi skal finde den nye tids folkefjende, kan jeg kun pege på de europæiske eliter, oikofobiske, godhjertede og woke-bevidste, dvs identitetspolitiske som de er – Læg hertil mistænkeliggørelsen af det national-konservative fællesskab, samt svorne tilhængere af EU.  Noget som man på venstrefløjen var skeptisk overfor for 20 år siden men som man i dag ser som et forklædt socialistisk fordelings-projekt – læg så hertil det vildtvoksende mentale landskab af en individualisering, feminisering og medfølende intentioner, som er dele af det humanistiske verdensbillede, noget som er med til at problematisere de indsigter,  som  mange islamkritiske bøger er fulde af.  De fleste af os har jo læst Fouroozandeh, Bergeaud-Blackler, Storhaug og Rushdie.

Mange af de ting jeg har nævnt er common-knowledge. Vi ved det godt, essensen af mange af de tilrettelagte undersøgelser med spørgeskemaer og udvalgte eksperters udsagn, kan vi ikke bruge til så meget-  I årenes løb har en feminiseret opvækst af de små konger (børnene), affødt et værdiopløsende individualiserings-forbrug og en jegdyrkelse, der udgør en hæmsko for  at deltage i det lokale civilsamfund.

De store fortællinger er afmonteret. I stedet har vi fået rodløshedens triumf  formidlet gennem mediernes fortællinger.

-Det rimer også på hvad jeg er kommet frem til…I kølvandet på globaliseringen, plus autoritets-opløsende woke-ideologi , er vi nået til de” døde poeters klub”, hvor grænseløs jeg-fixering stiller sig i vejen for at se islam som en alt-undergravende magt og dermed forstå,  hvad Europa selvdestruktivt har gang i.  

Altså som jeg ser det, så udgør de europæiske eliter elementer af den folkefjende, vi bør frygte mere en noget andet!  Sluk for dit tv og se fremtiden i øjnene!

Her til slut vil jeg give ordet til  Henrik Ibsen:

”Doktor Stockmann:   Du er virkelig løjerlig, Katrine. Skulle jeg måske lade mig slå af marken af den offentlige mening og den kompakte majoritet og sådan noget djævelskab? Nej tak, du! Og hvad jeg ønsker, det er enkelt og ligetil. Jeg vil blot banke ind i hovedet på køterne, at de liberale er de frie mænds mest lumske fjender, – at partiprogrammerne vrider halsen om på alle unge levedygtige sandheder, – at hensynet til hensigtsmæssighed vender op og ned på moral og retfærdighed, så det bliver direkte forfærdeligt at leve her til sidst. Ja, mener De ikke, kaptajn Horster, at jeg burde være i stand til at få folk til at forstå DET?