Hvem husker ikke alle profilbillederne på Facebook for ti år siden med teksten »Je suis Charlie«?

Jeg er Charlie, sagde alle.

Selv dem, der i dag taler om det såkaldte ansvar for at udtrykke sig, var Charlie for ti år siden. Men hvor dybt gik støtten til de dræbte på Charlie Hebdos redaktion egentlig? Støtter alle »Charlies« chikane af fredens religion? Er de faktisk villige til at forsvare ytringsfriheden, selv om den opfattes som krænkende?

I betragtning af den prøvelse, som Vebjørn Selbekk i sin tid måtte igennem for, at trykke faksimilen af de nu berømte Muhammed-tegninger, er det let at forestille sig, at støtten til Hebdo ville have været ret lunken, hvis ikke medlemmerne af redaktionen havde lidt den tragiske skæbne, som de gjorde.

»Han tegnede først«

Tegneren David Pope, skrev natten til den 8. januar 2015: »Jeg kan ikke sove i nat, mine tanker er hos mine franske tegneserie-kolleger, deres familier og deres kære«.

Teksten er til en tegning, som vi desværre ikke fik Popes tilladelse til at dele, men den kan ses i denne artikel her, hvor en signeret kopi gives til redaktørerne af Charlie Hebdo.

Hans tegning viser en terrorist, som har skudt en tegner, og siger – Han trak først. En reference til det vilde vesten, hvor det var legitimt at skyde og dræbe, hvis den anden person trak pistolen først.

Sådan er det nu blevet i forbindelse med tegning, kritiske ord og handlinger.

Vi lever med en konstant trussel i vores midte.
Et barn i folkeskolen fortalte mig for nogle år siden: »Man må ikke tegne Muhammed«.

Jeg svarede ham: »Det er tilladt at tegne Muhammed. Men det er virkelig dumt, for du kan blive slået ihjel, hvis du gør det.«

Barnet kiggede på mig med store øjne og sagde ikke mere.

Jeg følte en dyb sorg over at fortælle det til et barn, og jeg har spurgt mig selv, om det var rigtigt af mig at sige, hvad jeg sagde. Men jeg er kommet til den erkendelse, at ærlighed er den bedste politik, og at børn også fortjener at kende sandheden.

Hvordan har en mor det med at leve med en voldelig mand? En mor, som må holde igen, og som må sige til sine børn: »Lad være med at lave ballade, og lad være med at gøre noget, der kan gøre ham vred!«

For for det meste er han en flink fyr, ikke sandt? Det er kun, når han bliver provokeret, at vi ender med at blive råbt ad, eller slået.

»Se, hvad du fik ham til at gøre!«

En kvinde, mor, mand, far eller deres børn kan ikke leve et godt liv med en partner, som kan eksplodere i voldsom vrede. Uanset hvor »sød« denne person ellers er.

De fleste af os bestræber os på at være venlige, høflige og respektfulde over for dem, vi omgås, hvad enten det er i familien, i skolen, på arbejdet, i foreninger eller andre steder i samfundet. Og det er en god opskrift på velfungerende relationer og gode samfund.

Men det fungerer ikke, hvis man skal lægge bånd på sig selv, og udvise ekstra forsigtighed over for den ene part. Respekt skal gå begge veje, og kan ikke være baseret på frygt.

Hvis du er i et forhold, hvor frygten er fremherskende, og den truende part ikke kan ændre sin adfærd, så er forholdet ikke værd at redde.

Det er ikke kun os »vantro«, der lider under selvpålagt censur af frygt for at vække vrede. Det gælder ikke mindst børn og unge, som kommer fra de miljøer, hvor denne vrede findes. Børn og unge, som ser på majoritetssamfundet og ser, at det er godt.

I hvert fald bedre end det alternativ, som de vrede mennesker hævder at være flygtet fra.

Kjøp Susanne Wiesingers bok «Kulturkamp i klasserommet»!  Du kan også kjøpe den som e-bok.

Ytringsfriheten er under angrep. Abonner på frie og uavhengige Document.