Elon Musk skaber røre i Vesteuropa, og han kommer til bordet: Ytringsfriheden skranter, og Europa er mange år bagud i forhold til USA. Han kan skælde ud på medier og politikere, som benytter sig af det billige trick at stemple oppositionen som “højreekstrem”. Demokraterne i USA prøvede det. De kaldte endda Trump for Hitler. Vælgerne vendte det døve øre til.

Etablissementet i Europa er desperat. De føler, at det gynger under deres fødder. Den 23. februar går tyskerne til valg, og det kan blive en katastrofe, især for Socialdemokraterne og De Grønne. Terrorangrebet i Magdeburg vil helt sikkert påvirke afstemningen i AfD’s favør. Alligevel tror medierne, at de har magt til at diktere folks reaktioner. De tror, at de kan overbevise folk om, at den saudiarabiske læge var anti-islamisk. Selv iNews købte dette nonsens.

Folk har instinkter, og når de først er vågnet, er de umulige at stoppe. Men medierne har trukket stigen så langt op bag sig, at det er umuligt for dem at møde vælgerne, de formår kun at fodre den skrumpende andel, der tænker det samme som dem.

Det er i dette rum, Musk opererer og boltrer sig.

Han driver en stor Tesla-fabrik uden for Berlin, så han er nødt til at holde øje med den tyske industri. Han siger, at AfD er Tysklands sidste chance for at rette skuden op. Derefter vil medierne få et anfald.

For nylig bragte Die Welt en artikel af Musk, hvor han sagde, at det var dumt at kalde AfD for højreekstremister.

“AfD går ind for en kontrolleret indvandringspolitik, der prioriterer integration og bevarelse af tysk kultur og sikkerhed,” skrev han og tilføjede: “Det handler ikke om fremmedhad, men om at sikre, at Tyskland ikke mister sin identitet i jagten på globalisering.
“En nation skal bevare sine kerneværdier og sin kulturarv for at forblive stærk og forenet.”

Men det var for meget for opinionsredaktør Eva Marie Kogel. Samme dag, som artiklen gik i trykken, indgav hun sin opsigelse. The Telegraph citerer der Spiegel for oprøret på die Welts redaktion.

Artiklen var bestilt af Mathias Döpfner, chefen for avisudgiveren Axel Springer, og blev ifølge Der Spiegel mødt med forargelse fra avisens redaktionelle bestyrelse.
Artiklen blev offentliggjort sammen med et modsvar fra Jan Philipp Burgard, Die Welts chefredaktør, som sagde, at Musks diagnose af Tysklands problemer måske nok var korrekt, men at hans vurdering af, at kun AfD kunne redde Tyskland, var “fatalt fejlbehæftet”.

I et normalt klima ville en holdningsændring være en selvfølge. Men Europa og Vesten er ikke længere normale. Eliten kan ikke længere tåle at høre en sandfærdig beskrivelse af konsekvenserne af deres egen politik. De er blevet enige om at kalde det højreekstremisme. Men hvis beskrivelsen er sand – og man behøver kun at gå en tur ned ad gaden for at få det bekræftet – er det kun et spørgsmål om tid, før størstedelen af befolkningen vælger at blive kaldt højreekstremister i stedet.

Uret tikker. Syllogismen er enkel. Eliten har selv skabt det: De producerer selv partier på den yderste højrefløj. Det sker i Storbritannien, Frankrig og Italien, hvor NRK’s Simen Ekern faldt så langt, at han forbandt Meloni med Mussolini.

Der er ingen nedre grænse for, hvad journalister må sige. Det er derfor, de mister al tillid. NRK er blevet så dårlig – en ren propagandamaskine – at det er svært at forestille sig, at public service-stationer kan overleve. De er en systematisk disservice.

I USA er de liberale medier i frit fald. Musks kritik varsler, at det samme er ved at ske i Vesteuropa. Et tegn på dette er en redaktør, som ikke kan tåle at høre en alternativ analyse af sit eget land og siger op i protest.

De tyske eliter er splittet mellem en mørk fortid og venstre-liberale værdier fra Wiedergutmachen: at gøre bod for fortidens synder.

Men det betyder ikke, at man kan udsætte landet for en invasion.

Du kan ikke gennemføre realtidseksperimenter med omdannelsen af industrisamfundet til kulstoffri produktion.

Musk har set dette på nært hold.

Den kommende leder af USA’s første Department of Government Efficiency (Doge) udtrykte også beundring for AfD’s bestræbelser på at deregulere markedet, reducere bureaukratiet og sænke skatterne.

Han beskrev Tysklands beslutning om at udfase atomkraft til fordel for fossile brændstoffer og vedvarende energi som “dyr” og “naiv” og hævdede, at landet ikke har tilstrækkelig batterilagring til at sikre en stabil elforsyning.

Musk var uenig i, at AfD blev betegnet som “højreekstremistisk”, og hævdede i stedet, at partiet går ind for politisk realisme uden politisk korrekthed.

Med henvisning til Alice Weidel, partiets leder, som har en partner af samme køn fra Sri Lanka, sagde han: “Lyder det som Hitler for dig?” og tilføjede: “Til dem, der fordømmer AfD som ekstremister, vil jeg sige: Lad jer ikke narre af det: Lad jer ikke narre af den etiket, der er hæftet på det.”

Om at springe over sin egen skygge

Den vækkede venstrefløj, som især dominerer medierne, har konstrueret en skygge, som de ikke kan springe over. De kan se, at det grønne skifte ødelægger økonomien og koster borgerne dyrt. De kan se, at indvandringen ødelægger den sociale sammenhængskraft, og at kriminaliteten stiger. De ved, at de er nødt til at ændre kurs, men de kan ikke. Deres modvilje vokser, fordi kritikken kommer fra en politisk fløj, som de hader. De er ikke i stand til at tænke klart. Skyggen bliver kun større.

Det er ikke første gang i historien, at en elite ikke har været i stand til at reagere på en truende fare og tegn på krise, som alle så komme. Imperier er kollapset, fordi eliten ikke var i stand til at holde op med at gøre, hvad de gjorde, fordi det passede til deres interesser.

Borgerne har ikke mange muligheder, men lige nu kan de stemme. I USA gjorde de det mod alle odds. Det var en enorm styrkelse af demokratiet, men vores medier anerkender det ikke. Det siger noget om, hvor langt de er fra landet: De har mistet demokratiet af syne.

Mellemtingene

Så er der træk, som er karakteristiske for Tyskland: Forholdet til Rusland og Kina. Forholdet til EU. Her står vi over for et andet problem: Kan vi stole på beskrivelsen af Marine Le Pens og Alice Weidels politik?

Artiklen blev offentliggjort sammen med et svar fra Jan Philipp Burgard, Die Welts chefredaktør, som sagde, at mens Musks diagnose af Tysklands problemer måske var korrekt, var hans vurdering af, at kun AfD kunne redde Tyskland, “fatalt fejlbehæftet”.

Burgard fremhævede AfD’s ønske om at samarbejde med Rusland og opfordrede til genoprettelse af handel og ophævelse af sanktioner mod Moskva.

Han advarede også mod AfD’s hensigt om at tækkes Beijing og forlade EU og kaldte sidstnævnte for en “katastrofe”.

“AfD er ikke kun Alice Weidel, men også Björn Höcke,” skrev Burgard, før han skældte den berygtede leder af AfD’s regionale afdeling i Thüringen ud for hans gentagne brug af forbudte nazistiske slogans og hilsner.

Chefredaktøren påpegede, at en domstolsafgørelse gør det muligt at beskrive Höcke som ekstremist. Historielæreren, der blev politiker, har tidligere afvist Berlins Holocaust-mindesmærke som et “skammens monument” og har talt for en “tusindårig fremtid” for Tyskland.

Burgard indrømmede, at “Tyskland faktisk kæmper med ukontrolleret indvandring”, men afviste AfD’s planer om repatriering som “urealistiske”

.

Det er fristende at tage en «what-aboutism» over for det tyske establishment: Når cheferne for det tyske overvågningspoliti blander sig i politik og uddeler politiske etiketter som forfatningsstridig til et parti i Forbundsdagen, eller når hundredvis af politikere vil have et andet parti forbudt, er det langt mere alvorligt end nogle få politiske vælgere som Björn Höcke, der har et uforløst forhold til den tyske historie. For i dag er der partier i Forbundsdagen, som har et uforløst forhold til politisk vold, hvis den kun kommer fra “højre” side.

Det er en af de ting, der gav Trump sejren: Folk så, at retsvæsenet accepterede vold, så længe den kom fra venstre, mens konservative blev behandlet som i en politistat.

Dertil kommer det særligt tyske fænomen, at studenteroprøret i 1960’erne og 1970’erne blev til rød terrorisme. Og hvad er egentlig forholdet mellem rød og grøn-sort terrorisme, islam?

Det er det store tabu i tysk politik.

Begejstringen over opbakningen til AfD hænger direkte sammen med Magdeburg og en nagende vished om, at “der er mere at komme efter”. Eliten – og det gælder hele Vesteuropa – bliver presset ud i en position, hvor den er handlingslammet. De tør ikke gøre noget ved islams indflydelse, de tør ikke sætte grænser, og samtidig ved de, at det vil øge radikaliseringen i befolkningen.

Dette er Europas tilstand ved indgangen til et nyt år, og vi har ikke engang berørt krigen i Ukraine.

https://www.telegraph.co.uk/world-news/2024/12/28/die-welt-afd-elon-musk-eva-marie-kogel-germany/