Under valgkampen op mod folketingsvalget i 2022 havde den islamiske interesseorganisation Hitzb ut Tahrir ophængt plakater og opslag overalt i de almene boligområder, hvor der bor mange muslimer. Her kunne man læse islams bidrag til demokratiets festdag:

” Demokratiet som styreform er grundlæggende i strid med islam. Demokratiet er baseret på sekularisme, idéen om at mennesket og ikke skaberen af mennesket, afgør, hvad der er slet og ret. Det er i strid med vores grundoverbevisning som muslimer at vælge personer eller partier til en lovgivende forsamling. Enhver støtte til et sekulært parti er ’haram’ (forbudt). I bekender jer til Allah’s sharia, og I skal holde fast i de islamiske principper og udelukkende tjene Allah’s interesser. Sammen med os skal I kalde til islam fuldt og helt”. Sagen vakte en del opsigt i de danske medier, som spurgte, hvad er det nu for noget? Islam er jo bare kærlighedens og fredens religion, så hvad har det dog med folketingsvalget at gøre?

Danske medier og politikere ser ingen grund til, at muslimer ikke skulle være gode demokrater. Politik og tro har jo i vore tider ikke noget med hinanden at gøre. Og samtidig anses Hitzb ut Tahrir for en formørket kult, der er uden forbindelse til moderne muslimers liv og holdninger. Denne opfattelse er imidlertid en monumental, men bevidst fornægtelse af en virkelighed, vi ikke kan leve md. Hitzb ut Tahrir er således ikke en fundamentalistisk kult, men repræsenterer islams universelle værdier, hverdagens islam som det praktiseres i Pakistan, Irak, Iran og Saudi-Arabien. Og også overalt i de islamiske samfund i Danmark

For nogle år tilbage konstaterede en rapport fra justitsministeriet om ytringsfriheden i Danmark, at 76 procent af migranterne fra islamiske lande ville forbyde kritik af islam. I en meningsmåling som Wilke i 2015 foretog for Jyllands-Posten, mente 77 procent af de adspurgte herboende muslimer, at koranens bud skulle følges fuldt ud, hvilket ville betyde at grundloven byttes ud med sharia. Vi ville så få et Danmark, hvor befolkningen opdeles i mennesker (muslimske mænd), halvmennesker (kvinder) og undermennesker (kristne, jøder og andre vantro). Det, at herboende muslimer accepterer at leve i et demokrati, betyder ikke, at de ønsker det. Tværtimod er der dokumenteret et udbredt ønske om at få det udskiftet med en totalitær sharia-stat.  Så længe danske politikere og medier afviser at forholde sig til disse kendsgerninger, må vi leve med en stor befolkningsgruppes had til vores frihed, vores demokrati og vores retsstat.

Den fraværende integration af migranter fra islamiske kultursamfund blev voldsomt forværret under den omfattende folkevandring, der i 2015 skyllede ind over Europa, som uden modstand og handlekraft accepterede EU som et åbent landskab, hvor enhver araber eller afrikaner kunne slå sig ned og begynde et nyt liv for andre menneskers penge. For at skærme sig mod folkets vrede, konstruerede politikerne i samarbejde med medierne en myte af Hitlersk vælde: de vandrende folkemasser er hovedsageligt en vaskeægte flygtningestrøm af højtuddannede familier, der med nød og næppe er undsluppet Assads tøndebomber, og som nu ser frem til at virksomt arbejdsliv inden for EU til glæde for os alle.

En analyse fra det tyske Bundesagentur für Arbeit viste imidlertid et noget andet billede: 80 procent af migranterne var enlige unge mænd uden kompetencer, der kunne føre til beskæftigelse på det tyske arbejdsmarked. Kun 25 procent af migrantlavinen var syrere, hvor af de fleste ikke var flygtet direkte fra Syrien, men fra sikre flygtningelejre på jagt efter et bedre liv. Resten var sociale migranter fra Mellemøsten og Afrika.

Efter eget ønske fik EU-Kommissionen i Amsterdam-traktaten i 1992 overdraget ansvaret for at bevogte EU’s ydre grænser, hvad der var forudsætningen for at Danmark valgte at tilslutte sig Schengen-samarbejdet. Da migrant-lavinen ramte os i 2015, viste det sig, at EU-Kommissionen intet havde udrettet i de forløbne 20 år for at beskytte Unionens ydre grænser. Ikke et eneste af medlemslandene havde fulgt op på sagen for at kontrollere, om Kommissionen havde levet op til sine forpligtelser.

Da både Kommissionen, EU-parlamentet, medlemsstaterne og også medierne alle havde en aktie i denne fuldbyrdede organisatoriske katastrofe, kom der ingen kritik af EU’s kollektive handlingslammelse. Ansvaret for migrant-invasionen blev fejet ind under gulvtæppet.

Og her står vi så ved udgangen af 2024 med en total fejlslagen integration af islamiske migranter. Med mere end 300 000 herboende muslimer, der gerne vil være her eller hjemme i Mellemøsten forsynet med et dansk pas og overførselsindkomst, men absolut ikke som en del af det danske demokrati og folkelige fællesskab. Vælgerne er jo heldigvis nemme at narre med ’stram udlændingepolitik’ og ’holdningssamtaler’, hvad der jo også ser flot ud på tv. Man alle er stadig velkomne. Ingen bliver sendt hjem, for vi skal jo være her alle sammen.

Dilemmaet er uløseligt:  islamiske migranter vil ikke integreres. Politikere og medier insisterer på, at det vil de og indretter samfundet derefter. Men det er jo også svært at se kendsgerningerne i øjnene, når man hele tiden skal dreje hovedet for at vende den anden kind til.

19. december 2024