Nu siger Netanyahu alle de ting, som anti-Bibi-pressen hader, og som han frit kan sige offentligt. Men så skriver Jerusalem Post pludselig på lederplads, at Bibi bør benådes – til gengæld for at han træder tilbage som premierminister. Det er et skammeligt forslag. Efter otte år med avispåstande om, at premierministeren “selvfølgelig” skal dømmes til fængsel for korruption, er anti-Bibi-pressen nu kommet til den konklusion, at det vil være for pinligt for dem, hvis han snart bliver frikendt og renset. Det er bedre, at han bliver benådet og tvunget til at gå på pension.

Det var den 26. maj 2020, at retssagen mod Netanyahu begyndte. På det tidspunkt var der gået tre eller fire år med stadig mere indgribende undersøgelser. Heldigvis blev politiets afhøringer af premierministeren filmet og optaget på bånd. På den måde blev Ecocrimes forfalskede afhøringsudskrifter forfalsket – og politiets lækkede versioner blev fjernet fra anklagemyndighedens beviskæde og anerkendt som døde og magtesløse.

Efter tre år i retssalen, i juni 2023, var anklagemyndigheden endelig færdig med at fremlægge sin lange række af “beviser”. Da bad de tre dommere om et lukket møde med forsvarsadvokaterne (der er mange af dem, da Netanyahu ikke er den eneste på anklagebænken). Bag lukkede døre anbefalede dommerne, at anklagemyndigheden skulle forhandle et juridisk kompromis med premierministeren under anvendelse af alle regler for retlig forsigtighed. Fordi beviskæden ikke var tilstrækkelig til at bevise korruption.

Der er selvfølgelig ret kort vej fra en sådan intern juridisk advarsel til en senere fuld frifindelse. Men dette dommermøde var lukket og fortroligt. Alligevel blev nyheden straks lækket – tydeligvis i et forsøg på at lægge pres på dommerne i medierne. I stedet reagerede dommerne ved at offentliggøre referatet af det lukkede møde. Og referatet gør konklusionen klar: Dommerne advarede anklagemyndigheden om, at korruptionsanklagerne mod premierministeren “vil være vanskelige at bevise”.

Men den nye justitsminister ville ikke lytte til det øre og krævede retssagen afsluttet. Efter hendes mening ville premierministerens egen vidneliste give de beviser, som anklagemyndigheden ikke havde leveret. I det sidste halvandet år har forsvarets vidner haft ordet. Anti-Bibi-pressen i Israel har systematisk boykottet al nyhedsdækning fra retssalen i denne periode. Men i en tid med et væld af alternative medier spredes nyhederne stadig: Premierministerens advokater har brudt økokrim-kæden af beviser næsten fuldstændigt.

Korruptionsanklager kræver normalt bevis for tre ting: Man skal bevise, at den anklagede indgik en korrupt forhåndsaftale – om både en fordel og en modydelse. Man skal bevise både aftalen, udførelsen og modydelsen. Og man skal bevise, at både fordelen og modydelsen er ulovlig i straffelovens forstand.

Det viser sig nu, at Økokrims beviser fejler på alle tre punkter. Økokrim har ingen solide beviser for, at der blev indgået en korrupt aftale under det middagsselskab, som hr. og fru Netanyahu arrangerede for hr. og fru Elovitz den 27. december 2012. Økokrim har heller ikke kunnet bevise, at godkendelsen af Elovitz’ selskab Bezeks fusion med netselskabet Yes var en korrupt handling i straffelovens forstand. Tværtimod. Det var en fornuftig og fremsynet finanspolitisk beslutning (som direktør Elovitz i øvrigt ikke tjente meget på).

Og nu falder de 315 beviser for den påståede “quid pro quo” fra hinanden. Økokrim hævdede, at onlineavisen “walla” (som Elovitz ejede på det tidspunkt) skrev 315 pro-Bibi-rapporter, som gav premierministeren positiv pressedækning. Den israelske straffelov definerer naturligvis ikke positiv pressedækning som en strafbar handling. Men anklagemyndigheden har omdefineret korruptionsbegrebet, så de 315 online avisreportager alligevel er korrupt adfærd.

Men selv denne omdefinering er nu ved at falde fra hinanden, dels fordi dommerne åbenbart allerede har meddelt, at de ikke vil opgive straffelovens egen definition af korruption. Og dels fordi premierministeren nu dag efter dag i retten adresserer de 315 Walla-rapporter og demonstrerer, at de er anti-Bibi-partiske, ikke pro-Bibi-partiske.

Der er tre anklagepunkter i sagen mod statsministeren: Sag 1000, sag 2000 og sag 4000. Men det er kun sag 4000, der rent faktisk handler om korruption. Sag 1000 handler om det vage begreb “tillidsbrud”, som faktisk ikke er defineret i loven, men er baseret på en udvalgsrapport om de folkevalgtes “tillid”. Og sag 2000 er af justitsminister Mandelblit selv blevet defineret som et sandsynligt ikke-korrupt forhold fra premierministerens side (i 2015 tilbød en avismilliardær premierministeren en korrupt aftale om en ny medielov, men Netanyahu fik loven nedstemt i parlamentet ved at bringe sin egen regering til fald i processen).

Chefredaktør Zvika Klein fra Jerusalem Post ønsker pludselig, at premierminister Netanyahu skal benådes efter otte år med ugentlige fordomsfulde krav om fængselsstraf. Det er et godt og pinligt medietilbagetog – ikke mindst set i lyset af, at anklagemyndigheden nu er ved at tabe fuldstændig i retten.

Odd Sverre Hove er tidligere chefredaktør på avisen Dagen.

Årets julegave – “Sokrates’ forsvarstale” som nedskrevet af Platon.

Uncensurerede nyheder. Abonner på gratis og uafhængig Document.