Storpolitisk er der ingen tvivl om, hvem taberne er i det syriske Assad-regimes fald. Det er Rusland og Iran. De har begge investeret mange kræfter og enorm prestige i at afstive Bashar al-Assads morderiske styre, og de troede begge, at de kunne benytte Syrien til at opbygge en base for videre indflydelse i Mellemøsten. Disse drømme er nu knust.

Ruslands krig i Ukraine har medført, at Putin ikke længere har kræfter til at holde Assad-regimet ved magten, og efter Israels vellykkede nedkæmpelse af Irans allierede, Hamas og Hezbollah, og udslettelsen af mullahernes luftforsvar, har de langskæggede Allah-dyrkere i Teheran fået andet at tænke på. Ikke mindst om deres eget voldsregime kan overleve.

Hvad Syrien angår, aner ingen, hvad der vil afløse Assad-familiens årtier-lange diktatur. Mange indbyggere er på gaden med glædesdemonstrationer. Hvor længe vil glæden vare?

Vi har set det før: En lokal diktator bliver væltet, og der er eufori. Derefter kommer der en anden diktator, som i mange tilfælde er værre end den tidligere. Og hvorfor? Fordi der i de fejlslagne muslimske lande ikke findes en kultur, der kan danne grundlag for en stat i vestlig forstand.

En undtagelse er Iran, som har en årtusindårig gammel kultur og derfor forudsætningen for at kunne opbygge et civilt samfund som basis for et civiliseret samfund. Det vil ske en dag, og derefter vil det være slut med islams prestige i Vesten.

Donald Trump og den kommende vicepræsident JD Vance siger samstemmende, at Syrien ikke er USA’s krig, og at de derfor ikke vil blande sig. Det forekommer at være en fornuftig indstilling, for der findes ikke et eneste eksempel i nyere tid på, at vestlig intervention i Islams Hus har medført andet end forgæves blodsudgydelse og kæmpeudgifter. Man kan ikke påtvinge muslimske befolkninger retsstater og demokratiske institutioner, for de vil ikke have dem. De vil have sharia, der er det modsatte.

Israel, der står som sejrherre, har skyndt sig at besætte toppen af Mellemøstens højeste bjerg, Hermon, som tidligere var under syrisk kontrol.

Premierminister Benjamin Netanyahu siger, at det er et midlertidigt skridt, indtil man kan nå en endelig aftale om fred og sikkerhed.

Han ved naturligvis, at det kan man aldrig med muslimer, som er religiøst forpligtede til at ikke at overholde nogen aftale med vantro.