Den 7. november. Amsterdam. Så snart en fodboldkamp mellem AFC Ajax, en hollandsk fodboldklub, og Maccabi Tel Aviv fra Israel er slut, bliver Maccabi-tilhængere, som er kommet fra Israel og flere europæiske lande for at overvære kampen, angrebet. Mange bliver jagtet gennem gaderne, slået, kastet til jorden, slået, sparket, stukket ned og kastet i det iskolde vand i byens kanaler. Mens overfaldsmændene råber antisemitiske skældsord, råber ofrene i et forsøg på at flygte tilbage, at de ikke er jøder.

Angriberne filmer, hvad de gør, og lægger derefter videoerne ud på sociale netværk. Fem israelere bliver indlagt på hospitalet; snesevis af andre, hvoraf nogle er sårede, låser sig inde på deres hotelværelser i timevis. Den israelske regering sender fly for at redde jøderne. En jihadistisk pogrom har netop fundet sted i den by, hvor Anne Frank og hendes familie gemte sig, indtil de blev udleveret til den tyske besættelsesmagt og sendt til dødslejre.

»Dette er et meget mørkt øjeblik for byen, som jeg skammer mig dybt over,« sagde Femke Halsema, Amsterdams ›venstreorienterede‹ borgmester.

»Vi må ikke se bort fra antisemitisk adfærd i vores gader,« sagde Hollands kong Willem-Alexander endnu mere eksplicit.

»Historien har lært os, hvordan intimidering går fra slemt til værre, med forfærdelige konsekvenser. Jøder skal kunne føle sig trygge i Holland, overalt og på alle tidspunkter.«

»Der er intet, absolut intet, der kan tjene som undskyldning for den bevidste eftersøgning og jagt på jøder,« sagde den hollandske premierminister Dick Schoof, som også er ›venstreorienteret‹.

»Vi er blevet Europas Gaza,« sagde det hollandske parlamentsmedlem Geert Wilders.

»Det vil jeg IKKE acceptere. ALDRIG NOGENSINDE. Myndighederne vil blive holdt ansvarlige for deres manglende beskyttelse af de israelske borgere. Aldrig mere.«

Et af ofrene skrev:

»Jeg er færdig med fire måneders reserve i Gaza, og det, jeg oplevede her, er ikke mindre skræmmende. Der er krig herude. Jeg blev kørt over, og nogen trak en kniv mod mig. Jeg er lettere såret, men jeg vil ikke have behandling her, kun i landet… De er overalt. Intet politi. Fuldstændigt kaos. Alt var organiseret på forhånd…. Hver fjerde person, der går rundt på gaden, er en muslim, som kommer for at angribe jøder.«

Angriberne så ud til for det meste at være muslimer med palæstinensiske flag. I Europa er det at sige, at man er for palæstinenserne, blevet den politisk korrekte måde at sige, at man hader Israel og jøder.

Wilders, som lever under konstant politibeskyttelse, efter at han blev truet på livet i 2005, har i årevis advaret om de farer, der opstår som følge af en voksende muslimsk tilstedeværelse i hans land.

Holland har længe været fyldt med islamisk had. Filmskaberen Theo Van Gogh blev brutalt myrdet i Amsterdam i 2004 af en islamist, som hævdede, at det var krænkende for islam at lave en film, »Submission«, om muslimske kvinder, der fyldte krisecentre for ofre for overgreb. Et papir med en kniv stukket ind i van Goghs mave truede med, at Ayaan Hirsi Ali og Geert Wilders, som begge havde arbejdet med filmen, ville blive de næste.

Ayaan Hirsi Ali, et offer for kvindelig kønslemlæstelse, var flygtet fra sit hjemland Somalia for at undslippe et tvangsægteskab, blev hollænder, gik på universitetet og blev valgt ind i det hollandske parlament. Efter mordet på van Gogh, hvor hun også fik beskyttelse døgnet rundt, klagede hendes naboer over, at hendes tilstedeværelse var til fare for dem. Hun blev beskyldt for at have løjet i sin asylansøgning – tilsyneladende en undskyldning for at chikanere hende for at være kritisk over for islam – blev frataget sit statsborgerskab og flygtede til USA.

Wilders vandt det hollandske parlamentsvalg i november 2023, og hans Frihedsparti (PVV) blev det største i det hollandske parlament. Han skulle have været premierminister, men andre partier blokerede for, at han kunne danne en koalition. Den koalitionsregering, der blev dannet, afviste hans deltagelse, et træk, som Wilders erklærede uretfærdigt og »forfatningsmæssigt forkert«.

Ingen blev arresteret under eller efter pogromen. Angriberne blev kun sat på busser og sat af i udkanten af byen.

Israels Mossad havde advaret de hollandske myndigheder og politiet om, at der var planer om vold mod jøder i omløb den 7. november og opfordret dem til at øge sikkerheden på stadion, hoteller, togstationer og i Amsterdams bymidte – uden held.

Da volden brød ud, gjorde politiet næsten intet for at stoppe den.

Ayan Hirsi Ali skrev:

»I dag består en stor del af politistyrken i Amsterdam af andengenerationsmigranter fra Nordafrika og Mellemøsten. Siden 7. oktober sidste år har nogle betjente allerede nægtet at bevogte jødiske steder som Holocaust-museet.«

Dagen efter pogromen blev demonstrationer i Amsterdam forbudt på ubestemt tid, men de fandt sted alligevel. Den 11. november blev der sat ild til en sporvogn, vinduer blev smadret, og politibetjente blev overdænget med sten af unge mænd, der råbte»kræftjøder«. Fem mænd blev arresteret den 12. november og derefter løsladt. Femogfyrre mistænkte blev identificeret. Otte blev arresteret.

Det, der sker i Holland, sker også i andre vesteuropæiske lande.

Der bliver flere og flereantisemitiske angreb i Frankrig, som med torturen og mordet på Ilan Halimi, mordet på to ældre kvinder, Mireille Knoll og Dr. Sarah Halimi, og en nedslagtning i Toulouse i 2012, hvor en islamist myrdede jødiske skolebørn. En massakre i Paris i 2015 viste, at islamister kunne finde på at myrde jøder, som blot var kommet for at handle i et jødisk supermarked.

I Paris råbte demonstranterne »Død over jøderne« og »Død over Israel« ved de pro-Hamas-demonstrationer, der fulgte efter den iransk-støttede terrorgruppe Hamas’ massakre på jøder i Israel den 7. oktober 2023. Flere demonstrationer endte i optøjer, hvor jødiske forretninger blev angrebet eller dækket med davidsstjerner, nogle gange ledsaget af det tyske ord Jude.

Når jøder blev angrebet på gaden, eller studerende i Londons undergrundsbane blev angrebet af grupper af unge muslimer, ignorerede det britiske politi angrebene.

Den 12. november i Berlin blev medlemmer af et jødisk ungdomsfodboldhold overfaldet af en »pro-palæstinensisk« pøbel, der svingede med stokke og knive.

I USA er jødiske studerende blevet angrebet, nogle gange voldeligt, og antallet af antisemitiske angreb er steget. Anti-israelske og pro-Hamas-demonstrationer ledsages af antisemitiske handlinger. Jødiske studerende på University of Pittsburgh blev for nylig slået med en glasflaske af en mand iført keffiyeh, og en anden studerende, som bar en davidsstjerne, blev slået af en gruppe muslimske studerende.

I Canada konkluderer en rapport fra Canadian Centre for Israel and Jewish Affairs (CIJA): »Canada er i stigende grad ved at blive et fysisk usikkert land for jøder.« I sidste måned blev en iransk plan om at myrde en jødisk menneskerettighedsadvokat og tidligere forbundsminister, Irwin Cotler, forpurret. En beboer i Vancouver bemærkede for nylig:

»Når man går rundt i byen, skulle man tro, at vi bor lige ved siden af Gazastriben. Pro-Hamas-protester og bombetrusler mod jødiske institutioner får mig til at føle mig utilpas ved at afsløre, at jeg er jøde og for min egen sikkerheds skyld.«

Lignende vidnesbyrd kommer fra Toronto og Montreal.

Den muslimske antisemitisme, som er så almindelig i muslimske lande, har spredt sig med indvandringen til Vesteuropa og Nordamerika, ledsaget af islamiske organisationer og ankomsten af radikale imamer, som konstant opildner til had mod jøder, Israel og Vesten. I Vesteuropa er muslimske kvarterer blevet arnesteder for kriminalitet, som ikke-muslimske befolkninger er flygtet fra.

Vesteuropæiske politiske ledere hævdede først, at de muslimske befolkninger ville blive integreret og ikke skabe gnidninger. Da det blev klart, at mange muslimer ikke integrerede sig, men i stedet skabte uro, valgte de politiske ledere at udvise forsætlig blindhed og gav formentlig efter af frygt for optøjer.

Nogle organisationer hævder, at de, der siger, at muslimsk integration er en fiasko, eller at muslimsk jødehad er udbredt, bliver beskyldt for at være racister, fremmedfjendske eller tilhøre det yderste højre. Organisationer, der bekæmper antisemitisme, udtaler sig aldrig om muslimsk antisemitisme. I stedet beskylder de den »yderste højrefløj« for antisemitisme. Antisemitisme fra den »yderste højrefløj« findes selvfølgelig, men siden Anden Verdenskrig har den for det meste ikke angrebet eller myrdet jøder.

Omvendt har bevægelser på den yderste venstrefløj nærmet sig islamiske organisationer, måske på grund af deres fælles ønske om at omorganisere samfundet mere efter deres smag, hvor alle er lige fattige og tyranniserede. De har støttet den »palæstinensiske sag« med stigende styrke: Den »yderste venstrefløj« i Europa er nu resolut »antizionistisk« og fyldt med et antijødisk had, der ligner de mest radikale muslimers.

Så længe modige politikere som Geert Wilders bliver skubbet ud på sidelinjen, kan situationen i Europa kun blive værre. De europæiske politiske ledere er bange for muslimsk uro og for at miste potentielle stemmer. De er tilsvarende blevet mere og mere anti-israelske. Den franske præsident Emmanuel Macron opfordrede til helt at stoppe våbenleverancerne til Israel. »Man kan ikke forsvare en civilisation ved at så barbari«, sagde han til Israels premierminister Benjamin Netanyahu uden at nævne Hamas’ og Hizbollahs uophørlige bombardementer af Israel.

Pro-Hamas-demonstrationerne og voldelige antisemitters besættelse af universiteter i de seneste måneder bør ses som en rød alarm. Historien viser, at hvis man lader hadet til jøder og Israel vokse uden et fast svar, kan det kun føre til anarki.

»Israel er det eneste sted, hvor jøder bliver forsvaret,« skrev klummeskribenten Caroline Glick. »Uden Israel ville der ikke være noget jødisk folk.«

Israel forsøgte at forhindre den højt besungne »våbenhvile« i at fordampe. Som journalisten Daniel Greenfield bemærkede:

»Våbenhvilen varede ca. 4 dage.

»Lucy og fodbolden.

»Våbenhviler med terrorister udspiller sig altid på samme måde. Man når frem til en række detaljerede aftaler gennem en langstrakt forhandlingsproces.

»Terroristerne begynder at overtræde dem inden for 24 timer.

»Hvis Israel er involveret, giver verden straks Israel skylden.

»Bidens våbenhvile i Libanon varede ca. 4 dage. I løbet af den tid begyndte Hizbollah at rykke tilbage til sine gamle positioner, opstillede raketstyr, befæstede sig og forberedte sig på nye angreb. Alt sammen i strid med våbenhvilen. Israel reagerede ved at nedkæmpe de indtrængende styrker, og Hizbollah er tilbage til at skyde raketter ind i Israel.

»Så meget for våbenhvilen.«

Og..:

»At tilbyde at forhandle med islamiske terrorister er en svaghedserklæring. Jihadister tilbyder kun at forhandle på grund af frygt, svaghed eller for at lokke os i en fælde, og de antager, at vi gør det samme. Intet vil nogensinde kunne overbevise dem om, at vi virkelig ønsker at leve i fred med dem, eller at vi foretrækker alternativer til vold. Så hver gang vi tilbyder at forhandle, ser de det som svaghed eller et trick.

»Hvis vores diplomater nogensinde forstod denne kulturelle virkelighed, ville de holde op med at være forbløffede, når forhandlingerne falder fra hinanden.«

Dr. Guy Millière, professor ved universitetet i Paris, er forfatter til 27 bøger om Frankrig og Europa.