Officielt tiltræder han først den 20. januar, men verdens ledere er allerede begyndt at indrette sig efter hans signaler. Hvad mon han har tænkt sig? spørger de nervøst i verdens regeringskontorer.

Medierne bliver ved med at fremstille ham som en blanding af landsbytosse og Mussolini og en fare for mennesker og dyr. Men i magtens centrum tror de naturligvis ikke på de små meningssprederes udgydelser. De har noteret sig, at Trump sidder med et stærkt mandat fra det amerikanske folk og må skynde sig at være venlige. De ved nemlig, at USA stadig er verdens stormagt, og at det kan koste dem dyrt at trodse den.

Kontrasten mellem den afgående Biden-administration og Trumps kommende kunne ikke være tydeligere. Mens Biden er i Afrika for at fremmumle nogle usammenhængende ord, mens et lokalt orkester prøver at spille rent, er Trump i Paris.

Her er han inviteret af præsident Emanuel Macron for at bivåne genindvielsen af Notre Dame de Paris fem år efter, at den nedbrændte. Begivenheden har stor betydning for Frankrigs selvforståelse, og den har ikke mindre betydning for den amerikanske.

Efter i årevis at være hængt ud, som noget katten slæbte ind, efter at være hånet af europæiske ledere og bagtalt af europæisk presse er Donald Trump i Europa som sejrherre. Og det er den trængte Emanuel Macron på det rene med. Han håber at kunne sole sig i Trumps glans, efter at hans eget lys er gået ud. I EU er de fortvivlede, for de ved, hvad der venter, efter at far er kommet hjem og sætter dem stolen for døren.

Europæiske ledere vil givetvis se Notre Dames genindvielse som en chance for at indfedte sig hos den kommende amerikanske præsident og bedyre, at de ikke mente noget med deres tidligere fordømmelse af ham. Det var dengang, nu lever vi i nye tider, vil de sige.

Den amerikanske politiske kommentator, Samantra Maitra, bemærker, at Trumps indtog i Paris også skal ses som en opmuntring for Europas højrefløj af konservative og nationalsindede.

Beskeden er: Vi kunne gøre det i USA, og I kan gøre det i Europa.