” Efter moderne vestlig opfattelse, er det utænkeligt, at så mange mennesker vil kæmpe og dø blot fordi de er uenige om religion. Der må være andre og ”virkelige” årsager under det religiøse slør. Vi kan til nød forstå, at religion er afgørende i konflikter som dem, excentriske nordirere er indblandet i,  men at indrømme, at en hel civilisation først og fremmest kan være loyal overfor religionen er for meget. – Alene at foreslå noget sådant, støder den progressive opinion, der altid står klar til at føle sig forurettet på vegne af mennesker, som den mener at være værge for. Det afspejler sig  i politiske, journalistiske og akademiske kommentatorers tilbagevendende mangel på evne til at anerkende religionens betydning for nutidens hændelser i den muslimske verden, og i den konsekvente tilflugt, de tager til det sprog, der er blevet talt af venstrefløjen og højrefløjen, af progressive og konservative, og til resten af Vestens ideologiske ordforråd”   

   Bernhard Lewis 1993

Der er mange måder at fornægte virkeligheden på.  Man kan omskrive den, så visse ting, elementer fortoner sig og forsvinder bag skyggerne af det, man vil ha  frem.  Man kan selv finde på nye imaginære begivenheder og fokusere på dem, eller man  kan mistænkeliggøre og udskamme den gruppe, der påpeger nogle af de ubehagelige sider ved udviklingen,  man ikke bryder sig om og derfor fortrænger. Thomas Bauer (tysk professor! i  islamiske studier)  har  skrevet en mindre bog om disse ting: Forsimplingen af verden (2018).  Her tager han bl.a. afsæt  i en  gammel tekst af Stefan Zweig:

“Det stærkeste indtryk fra alle mine rejser i de seneste år er (.…) .en let angst for monotoniseringen af verden. Alle ydre livsformer bliver stadig mere ensformige. Alt nivelleres efter samme kulturelle skema. Folkeslagenes individuelle skikke slibes til, tøjet bliver uniformt, sædvanerne internationale. Landene skubbes ligesom sammen, menneskene lever og agerer efter et skema  –  byerne ligner udadtil mere og mere hinanden – tendensen til ensretning af de ydre livsformer har aldrig været så stærk, så lumsk som de senere år – Det er efter al sandsynlighed vor tids mest presserende, mest afgørende fænomen” skrev  Zweig  i 1925       

Den stærke uniformeringstrang skaber en massesjæl, nerverne forfalder til fordel for musklerne, det individuelle dør ud og erstattes af typen Bauer skriver: 

”Uanset hvor vi ser hen, om det er på naturen eller på mennesker og deres kultur: Overalt kan man iagttage en tendens til mindre diversitet og mangfoldighed ….delvis affødt af  urbanisering, større mobilitet, globaliseret modernitet , trafikbelastning, det industrialiserede landbrug, fødevareproducenters monopoler og klimaet!”

1:  I vedholdende forsøg på at underminere og afvise entydighedens betydning, skriver  Thomas Bauer bl.a.:

” Forsøget på at skabe entydighed i (kunst, seksualitet, identiteter og politik) i en ikke-entydig verden ved at inddele verdens mangfoldighed i klasser så præcist som muligt, med størst mulig entydighed i de respektive klasser, er snarere egnet til at undertrykke mangfoldighed end til at øge den. ” 

–  Undertitlen på hans bog lyder:  Om tabet af flertydighed og diversitet , dette fokus er hans egentlige ærinde.

”Betydningsløshed og entydighed ligger tæt op ad hinanden og er naboer til ord som monotonisering og  autenticitet”. En given beskrivelse, beretning eller  omtale der peger  i retning af  det  entydige,  har efter Bauers mening ingen betydning, ingen berettigelse men peger snarere hen imod en totalitær og ideologisk  forsimpling af verden.  Hvis man fx forestiller sig at skulle beskrive et bombe- eller terror-attentat a la Orlando i Florida  (2016)  eller   Nice (2016) ville en beskrivelse baseret på ønsket om flertydighed snarere pege i retning af moralens relativering end noget andet.  De fleste terrorattentater er i medierne gerne fulgt op af en henvisning til den eller de skyldige som afstumpede typer, der lige er kommet ud fra psykiatrisk behandling . Det ville nok kunne tilfredsstille en mand som Thomas Bauer, men vi ville næppe blive klogere på et sådant angreb.  Jeg ser det snarere som forfatterens tilbagevendende ønske om at holde islam ude af ligningen,  som det har været tilfælde hver gang,  bomberne er eksploderet, fra Bali til Bombay, mellem Madrid og Paris. I stedet tales der ofte  om den ”fremmedfjendske retorik” – om den påståede trussel,  ”dæmonisering af religionen”.

 Man kunne fristes til at tro , at han netop havde læst (en tysk oversættelse af) Stig Dalagers bog fra 2002: Opgøret med det entydige,  der stort set siger det samme. Her kunne jeg også nævne Den polske sociolog Zygmunt Bauman, der går et skridt videre, når han skriver, ”at ambiguitet (flertydighed)  tilsyneladende er den eneste kraft, der er i stand til at indskrænke og svække det destruktive, artsudryddende potentiale i nutiden. De nævnte forfattere mener faktisk,  at der dybest set er tale om en dæmonisering af islam affødt af en irrationel frygt. Her taler de politisk korrekte om en (kristen) religiøs monotonisering af verden. Mao selv om vi her i Europa lever i en pluralistisk, sekulær verden, hvor vi i princippet kan kritisere hvad som helst når som helst, så er der bare ting, vi ikke må fokusere på: En voksende og dominerende  middelalderlig religion, der ikke kan forliges med det sekulære og dernæst kultureliternes ubegribelige indskrænkethed mens de dagligt gør knæfald for en kultur, der afviser demokrati og pluralisme….stort set hvad  vi har skrevet om herinde de sidste otte ti år! Homogenisering – de politisk korrekte øjne som ser: Kort sagt Thomas Bauer gør hvad han kan for at modvirke forsimplingen af vores verden….ved bl.a. at ignorere ummaen i islam og dens politiserede genkomst i 1978 i Iran.

Bauer repræsenterer en af den akademiske venstrefløjs måder at forstå en religion som den mellemøstlige på, og herved kommer han til at afsløre et mangelfuldt og underlødig kendskab til den religiøse ideologi der ligger bag islam. Ud fra ideen om, at den ene religion kan være lige så god/dårlig som den anden. Det kan være så pinligt at læse en sikkert belæst og veluddannet mands uhyre begrænsede horisont,  når han kommer ind på islam. For ham er der blot tale om konfrontationstænkning og barbarisering af den fiktive modpol. Ord som Sharia, Jihad, Fatwa, Dar Al-Harb,  Ulema og Umma  vil altid være fremmedord i hans vokabularium , og  begrebet civilisationernes sammenstød  ….hvad er det ? En myte.

2:  Opgøret med det entydige er titlen på en bog af den danske journalist  Stig Dalager: I 2002 udsendte han en artikelsamling under overskriften Opgøret med det entydige.  Og man kunne et øjeblik fristes til at tro, at Bauer har haft adgang til denne bog,  for et af hovedtemaerne deler de faktisk.  At vor tids store svøbe ikke så meget handler om islam men derimod om kampen mellem flertydighed og en forsimpling af verden båret frem af det entydige …I artiklen ”Katastrofedage” om 11.september røber Dalager, hvor indskrænket og entydigt idiosynkratiske de politisk korrekte kan være. For hvad er det, der dikterer ham at afvise Huntingtons bog Civilisationernes Sammenstød (1996) og  i stedet at  henvise til Edward Said? der i essayet The Clash of Definitions ”afslører” det endimensionale  og stereotype ved Huntingtons bog,  som Said mener ”udtrykker en konfrontationstænkning, der mere sigter på at beherske verden på vestlige præmisser end at forstå dens kompleksitet”.  Dette er lige ord på Dalagers ”forståelse” af verden. Det er imidlertid meget klart, at heller ikke Dalager har gidet at sætte sig ind i den ideologi, der har undermineret Europa de seneste 30 år. Ikke en bog har han læst om den migrationsbevægelse der påtrængende syn for os andre,  når bare man har sine idiosynkrasier, som hver aften bekræftes af medierne.

Fornuften har forladt perronen, og tilbage står så fortielser, løgn og overbevisninger….til virkeligheden en dag banker på døren! Flertydighed, multikultur, mangfoldighed og ambivalens  er nøglebegreber hos den tyske sociolog  og hans forgænger Stig Dalager. Sidstnævnte der i sin iver efter at komme forsimplingen af verden til livs  desværre kommer  til at begå netop denne fejl i sin tænkning  –  som nævnt  ved at henvise til Edward Said, en af de politisk korrektes yndlings”filosoffer”,  fx i teksten ”Clash of Cultures” , hvor han  taler om en ”påstået islamisk civilisationsblok”. dvs: en monologisk snæver tænkning, der er centreret om entydighed på den ene side og på den anden side en livsform og tænkemåde, der anerkender virkelighedens mangfoldighed , ambivalens og flertydighed..”  Der er sikkert en grund til at man på visse fag på universitetet læser Said og ikke Huntington.

Et eksempel på hvor ufatteligt indskrænket de politisk korrekte kan være, forstår man, hvis man et øjeblik retter opmærksomheden mod Paris 2015,  helt præcist musikstedet Bataclan, hvor 130  blev dræbt og 490  blev såret .  Jeg tror ikke vi  har brug for at relativere et sådant angreb,  og når vi  ønsker at forstå det, må vi ikke vige tilbage fra at inddrage  Fredens religion i  ligningen!  ikke mindst fordi ISIS  rent faktisk tog ansvaret for det.  Alt andet er et  knæfald for minoriteten, den etniske diversitet plus en destruktiv og naiv  vilje til at rumme mangfoldighed! Her er ikke tale om en racistisk  dæmonisering men kun om at se virkeligheden i øjnene: Efter mere end 30-40 års massiv indvandring  fra de varme lande til Europa, skal man være politisk blind for at fornægte, hvad der sker. Medier og domstole vil gerne fortie det, men virkeligheden presser sig på.

Set fra mit udsigtspunkt af verden, handler det her mere om moralens relativering. Med fare for at skubbe flertydighedens apoteose fra mig, vil jeg gerne se og forstå, hvad der sker,  og jeg har ikke brug for flertydighedens evangelium her. Jeg har tidligere herinde nævnt en del af de andre attentater. Ud over antallet af dræbte viser disse terroraktioner noget om, hvad europæiske stater, ikke mindst gennem EU, har inviteret  herop.

Litt.

Stig Dalager:             Opgøret med det entydige                                                                    (2002)

Thomas Bauer :       Forsimplingen af verden – tabet af flertydighed                         ( 2018)

Zygmunt Bauman: Moderne und Ambivalez. Das Eindeutigkeit ( Hamburg         (2005)

Edward Said:           The Clash of definitions – I bogen New wCrusades                   (2003)