For enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses. Men hvordan kan de påkalde en, som de ikke er kommet til tro på? Og hvordan kan de tro på en, som de ikke har hørt om? Og hvordan kan de høre, uden at nogen prædiker?

Paulus’ brev til romerne 10, 13-14

Julen nærmer sig, og som sædvanlig er der uenighed om, hvorvidt folkeskoleelever skal have lov til at deltage i julegudstjenester eller ej. I år mener dem, der går ind for et nej, at de har et trumfkort. Fra august blev forkyndelse udtrykkeligt forbudt i norske skoler. Ifølge den nye uddannelseslov skal uddannelse ikke være forkyndende.

Uddannelsesminister Kari Nessa Nordtun er dog ikke enig og siger til NRK, at lærere trygt kan sende deres børn til skolegudstjenester. Hun påpeger, at det er frivilligt, og at ingen behøver at frygte, at “deres børn bliver dybt religiøse af den grund”, og siger:

Det fremgår klart af forarbejderne til den nye skolelov, at Stortinget ikke havde til hensigt at ændre på skolernes mulighed for at tilbyde eleverne at deltage i skolegudstjenester. Så der er ingen indholdsmæssige ændringer i den ændring.

En lærer kan ikke stå i et klasseværelse og sige, at én religion er den eneste rigtige, det er det, vi forbyder.

Men hvad er egentlig forkyndelse? For nylig foreslog KrFs stortingsmedlemmer en revision af statens forståelse af køn, også når det gælder uddannelse, og de foreslog blandt andet, at staten skulle

sikre en gennemgang og den nødvendige revision af retningslinjer og læseplaner for skolerne, når det gælder undervisning om køn baseret på medicinsk og faglig viden.

Reaktionen fra Uddannelses- og Forskningsudvalget var ikke til at misforstå. Troen på mennesker med flydende kønsidentiteter er noget, som eleverne skal undervises i, og vi kan læse følgende i referatet fra udvalget:

Komiteen mener, at åbenhed og accept for alle er vigtig, og at skolen skal være et sted uden chikane, diskrimination eller mobning. God og omsorgsfuld undervisning om kønsidentitet og kønsinkongruens er vigtig for både lærere, sundhedsplejersker og elever.

Komiteen mener, at skolens undervisning skal være med til at skabe gode holdninger, fremme ligestilling og respekt. Læreplanerne skal facilitere gode rammer og mål for god undervisning.

Stortinget har tidligere udtalt, at retten til at identificere sit eget køn er et spørgsmål om menneskerettigheder, og hvis vi lytter mere opmærksomt, vil vi forstå, at dette ikke er en demokratisk debat, men dyrkelsen af et nyt verdensbillede og favoriseringen af en ny virkelighedsforståelse.

Andre i udvalget mener, at forslaget fra KrF ikke vil styrke de værdier, som skolen bygger på, og at forslagene ikke vil være det rigtige tiltag for at forebygge mobning og eksklusion for de berørte og deres familier.

Det er derfor klart, hvorfor det store flertal i udvalget sagde nej til forslaget fra KrF: Det handlede om, hvad de mener, der skal forkyndes i norske skoler, og hvad problemet er.

Der forkyndes alligevel, spørgsmålet er hvad.

Normer har et udgangspunkt, og det moralske udgangspunkt for vores traditionelle normer omkring køn og seksualitet er kristendommen og Jesus Kristus, og han var ikke optaget af at tilfredsstille sine omgivelser. Tværtimod, faktisk. I modsætning til præsterne i vores nye religion inviterede han mennesket til forandring, et helligt forhold, et rent liv og en opfordring til at udholde alt, inklusive krænkelser.

I den kristne tro kaldes det helliggørelse. For den moderne sekulære politiker er det blasfemi, for når målet er et hundrede procent lige samfund, kan man ikke acceptere en tro, der prædiker det stik modsatte: at frelsen ligger i at fornægte sig selv og følge ham, Jesus Kristus – en Gud, der ikke tilbyder den form for normativ lighed, som moderne sekularister drømmer om, men som giver os vores frihed tilbage.

Og derfor kan Kari Nessa Nordtun ikke tillade, at nogen siger, at én religion er sand, og at andre ikke er det. Det store paradoks er, at hun ikke erkender, at et sådant synspunkt også har et klart element af forkyndelse, og at hun ikke ser det religiøse perspektiv i det, der allerede bliver forkyndt.

Vi bør derfor ikke være overraskede over, at staten tillader, at radikal kønsteori bliver en del af skolens pensum. Det er lige så naturligt, som at kristendommen var et centralt fag i skolen i en tid, hvor myndighederne ønskede at bygge samfundet på kristen tro. Dagens uddannelse handler i høj grad om “frigørelse” på to niveauer: frigørelse af børns seksuelle instinkter både fra traditionelle normer og fra den religion, der dannede grundlag for disse normer. Det er en grad af frihed, som selv Freud ville have fundet problematisk. Men denne frihed bliver nu prædiket i skolerne.

Det er dog ikke kun menneskets evne til at vælge sit eget køn og en liberal parforholdsetik, der bliver prædiket i de norske skoler. Når de går ud af de norske skoler, skal alle elever være overbevist om, at det eneste fornuftige er at tro på, at universet er skabt af ingenting. Troen på en skaber afvises. Det, eleverne således udsættes for, er forkyndelse, og af en eller anden grund er det tilladt at forkynde, at Gud er død, men ikke at han lever.

Det er derfor, Stortinget bruger så meget tid og energi på at diskutere, hvordan vi kan ændre vores holdninger og normer, og er villige til at vedtage love, der regulerer de mest intime forhold mellem mennesker. Det er følelserne, det psykologiske menneske, der er i centrum, og så er vi ikke længere et klassisk demokrati, men et samfund, hvor målet er at udrydde alt, hvad de opfatter som ondt og roden til det. Det er et onde, der defineres som handlinger og udtalelser, som lovgiverne mener er krænkende. Selv det at forhindre kønsforvirrede unge i at ødelægge deres egen krop, denne moderne form for kønslemlæstelse, er uacceptabelt.

En livsfilosofi, der handler om total lighed i normer, vil følgelig kræve total tolerance. For, som filosoffen Alexander Grau påpeger, når vi alle er lige, må samfundet tolerere enhver form for individuel frigørelse, uanset hvor absurd den måtte forekomme. Vi skal acceptere alt og være “helt åbne” over for alt. Alt andet er diskriminerende.

Dette er det moderne sekulære samfund beskrevet i nogle få sætninger. Det er let at forstå, at det med en sådan virkelighedsforståelse er svært at finde plads til julegudstjenester og den kristne tros normer for køn og seksualitet. Tilhængere hævder, at de dyrker mangfoldighed og frihed. Statens nye livsfilosofi er ikke en privatsag; den prædikes hver dag i de norske skoler.

Køb “Vejen fra ateisme til totalitarisme” af Olavus Norvegicus