Når man en sjælden gang skriver noget om Ukraine-krigen, vælter det ind med kommentarer – mange af dem fjendtlige. Således har nogen foreslået, at jeg skulle udleveres til en islamisk stat, mens en anden peger på, at jeg engang var kommunist og derfor må være ivrig for at gå Putins ærinde. Alt sammen fordi jeg anser en kompromisfred for at være den mest oplagte udgang på krigen.

Det mente Zelenskij også engang, indtil vestlige udsendinge overbeviste ham, at krig var at foretrække.

Jeg forstår de mange, der sidder ved tastaturet og agiterer for, at Ukraine skal slås, så længe det tager. Et år, to år, fem år, ti år? Men det synspunkt kan man vel kun have, hvis man tror, at Ukraine i den sidste ende kan besejre Rusland og dets allierede?

Jeg skal ikke afvise, at Rusland kan lide nederlag, hvis de vestlige magter så som Tyskland, Storbritannien, Frankrig og USA væsentligt optrapper deres militære støtte og eventuelt sender kamptropper, fordi Ukraine lider af mandskabsmangel.

Moderne krige vindes imidlertid ikke bare på slagmarken, men i lige så høj grad på hjemmefronten. Vi så det tydeligt under Vietnam-krigen, der endte med et amerikansk nederlag – ikke fordi USA havde tabt på slagmarken, men fordi den hjemlige amerikanske opinion ikke længere ville være med.

På samme måde tror jeg, at der er en grænse for, hvor længe og hvor meget den vestlige opinion er parat til at støtte Ukraines fortsatte krigsførelse. Det er vel det, der bl.a. er kommet til udtryk i Donald Trumps valgsejr og i tyske, franske og italienske meningsmålinger.

Man kan så mene, at en sådan indstilling er afskyelig, umoralsk, defaitistisk eller tilmed ”kommunistisk”, men så må man anvise en vej til at ændre på den offentlige mening og få folk til at indse, at de må ofre mere – betydeligt mere – for at afstive Ukraines krigsindsats og om nødvendigt selv kaste sig ind i krigen.

Det kunne være interessant at høre fra nogen, der tror, at det er muligt. Eller skal vi helt opgive at tale om realpolitik og udelukkende lade os lede af følelser?