Allison Pearson fik besøg af politiet, efter at hun var blevet anklaget for en ikke-kriminel hate speech-forbrydelse. Nu beskriver hun sin oplevelse af det, hun beskriver som en “uge i helvede”.

Pearson fik ikke at vide, hvad hun havde gjort forkert, og hun fik heller ikke at vide, hvem der havde anklaget hende. Det var som taget ud af Retssagen af Franz Kafka. I en kronik i The Telegraph beskriver hun sin oplevelse.

Stormens øje er et meget skræmmende sted at være; mørke tanker trænger sig på. Du ryster, når du ser dit eget navn i overskrifter med forfærdelige, sårende ord som »had« og »racist«.

Storbritannien er ved at blive uigenkendeligt

Pearson beskriver i en kronik i The Telegraph, hvordan hendes hoved summede, mens hun stillede sig selv spørgsmålet: Har jeg gjort noget forkert? Men hun vidste, at hun ikke havde gjort noget forkert.

Alligevel følte hun sig som en del af et skibsvrag, hendes fingre blev koldere og koldere, mens hun klamrede sig til noget flydende og mistede grebet.

Hvorfor ikke holde op med at kæmpe og lade sig selv gå under? Jeg forstår godt, hvorfor folk, der er så pressede, tager deres eget liv. Få det til at gå væk, vær sød, bare få det til at gå væk.

Det er sådan, denne Kafka-proces fungerer. En person, som sandsynligvis hader mig, fordi jeg er konservativ eller en kvinde med en platform eller en blond, konservativ kvinde, som forsvarer landmænd eller små forretningsfolk eller jøder, klager til politiet over et tweet, jeg har sendt.

Pearson undrer sig over, hvorfor politiet ikke stiller nogle enkle spørgsmål til den person, der har fremsat anklagen. Såsom:

»Sir, er du tilfældigvis en livslang Labour-vælger og mulig Catweazle-lookalike, som ikke kan udstå højlydte Tory-kvinder, eller har du været til nogen af pro-Palæstina-marcherne og mener, at Israel ikke burde eksistere?«

Selvfølgelig stiller politiet ikke nogen spørgsmål. Årsagen er enkel: Når en person fremsætter en anklage om en indbildt lovovertrædelse, betragtes vedkommende som »offer«. Det er sådan, det, jeg har beskrevet som mobbekapital, fungerer i praksis.

En enkelt klage – opvejet mod 35 års journalistik, som millioner af mennesker er enige i – er nok til at sende politiet til døren.

Hele vækkelseshysteriet og krænkelsesmafiaen har indført et system, hvor ingen er uskyldig, før det modsatte er bevist. Anklagen er også straks både dommen og straffen. Vi så gentagne eksempler på dette i den vanvittige #MeToo-bølge.

Folk blev helt frifundet for anklagerne, men stod alligevel alene tilbage uden job, indkomst og venner.

Det er naturligvis fristende at give Starmer-regimet skylden for dette vanvid, og Tory-partiets nye leder Kemi Badenoch har også været ude at kritisere politiet. Badenoch siger, at det er »helt forkert«, at politiet besøger en journalist i hans hjem, bare fordi han har givet udtryk for sin mening.

For det første er det nok forkert, at politiet kommer hjem til alle, ikke kun journalister, fordi de har en mening. Men ytringsfrihed er sååå gammeldags.

Den vigtigste pointe er dog, at dette ikke er noget, der blev skabt af Labour. Det var, mens det konservative parti var ved magten i 14 år, at denne tendens voksede sig så stærk.

For nogle år siden pralede Metropolitan Police med, at de havde over 1.000 politibetjente, der udelukkende arbejdede med at bekæmpe hadefuld tale. Knivstikkerier, voldtægter og massivt jødehad ignoreres uden videre. Klimahooligans som Just Stop Oil får lov til at gøre præcis, som de vil.

Men hvis du siger, at en mand ikke kan være lesbisk mor, kan du også forvente timevis af politiafhøringer og måneders efterforskning i Norge.

I et frit samfund burde det være helt urimeligt, at politiet dukker op ved din dør kl. 9.40 på mindesøndag og fortæller dig, at du er i problemer på grund af et opslag på de sociale medier, der blev lavet for over 12 måneder siden (mens de nægter at fortælle dig, hvad der stod i opslaget, eller hvem det fornærmede). Det er faktisk ret skørt.

Pearson siger, at briterne skal tilbage til det gamle Storbritannien, det land, de elskede og stolede på, det land, hvor drillerier var en del af kulturen, og hvor ingen fik besøg af politiet, hvis de sagde noget uhøfligt.

I stedet vil Labour-regeringen indføre overvågning på pubber for at sikre, at selv folk, der har drukket en pint eller tre, ikke tillader sig at sige noget, som en eller anden idiot kunne finde stødende.

En politibetjent i Essex fortæller Pearson, at det, der sker, er, at politiledelsen er fast besluttet på at gennemføre »jagten på et progressivt Nirvana«. Det er derfor, politiet fokuserer på transpersoners rettigheder og ignorerer biltyverier og vold.

Den »sociale retfærdighed«, som politichefen synes at gå op i – resultatlighed, mangfoldighed og inklusion – er langt fra den retfærdighed, som det samfund, han skal tjene, går op i: du ved, at fange skurkene og gøre verden til et sikkert sted for vores børn.

Umiddelbart efter massakrerne den 7. oktober demonstrerede Pearson og hans venner til støtte for Israels ofre. De bad om at få lov til at tage en selfie med to politibetjente, men de nægtede. Kort efter ser hun politiet tage en selfie med Hamas-tilhængere, som ønsker at udrydde hele Israel.

I denne uges Jewish Chronicle rapporteres det, at politiet har droppet deres efterforskning af en imam, som opfordrede Allah til at »ødelægge jødiske hjem« i London.

Det er sådan, det er blevet i hele Vesten. Det er ikke så slemt i Norge, men Barth Eide og co. arbejder hårdt på at bevæge os i samme retning, og værktøjet er den forfærdelige og antidemokratiske § 185. Det vil ikke hjælpe det mindste at udskifte Arbeiderpartiet med Høyre, de er helt enige i deres angreb på ytringsfriheden og ejendomsretten.

Labour-parlamentarikeren Dawn Butler delte et tweet, hvor hun beskyldte Kemi Badenoch for at repræsentere »hvidt overherredømme i sort ansigt«. Ingen reaktion fra politiet, for en konservativ politiker kan åbenbart ikke være et offer!

Ifølge Free Speech Union registreres der dagligt 65 såkaldte NCHI (non-criminal hate incidents). Hvorfor skulle politiet spilde deres tid på noget, som de selv definerer som ikke-kriminelt?

Fordi rapporterne har konsekvenser. Folk mister deres job, bliver hængt ud i den brutale britiske presse og kan endda miste venner. Truslen virker, og briterne lærer hurtigt, at det bedste, de kan gøre, er at holde mund.

Vi må nægte at holde kæft. Personligt har jeg ikke brug for venner, der ikke kan tåle at høre, hvad jeg mener, og ofte bliver man overrasket: Mange mennesker deler dine meninger, selv om de er såkaldt kontroversielle.

Så til Støre, Solberg, Barth Eide og alle de andre: Vi er ligeglade med, hvad I mener, og vi har absolut ingen respekt for jeres hate speech-lover. Hvis du har et problem med dette, så send bevæbnet politi ind.

Interesserede kan se Allison Pearson blive interviewet af Nigel Farage på GB News nedenfor: