Donald Trumps jordskredssejr ved præsidentvalget har medført en blanding af gråd og raseri blandt Kamala Harris’s slagne skare.

Mange af de Hollywood-berømtheder, der havde ført kampagne for Kamala, fylder de sociale medier med afsindigt jammer over det flertal af amerikanere, der ikke ville lytte til dem. Skuespillere har det i det hele taget med at antage, at deres stjernestatus automatisk gør dem til politiske lederskikkelser. Flere af Hollywoods faste stok har truet med at forlade USA, hvis demokraterne ikke vandt, men til stjernernes sorg har det åbenbart ikke gjort større indtryk på vælgerne, som blot har sagt: Kom godt af sted.

Også blandt de politiske kommentatorer er der panik.

”Donald Trumps præsidentskab markerer enden for det amerikanske demokrati og en tilhagevenden til autokrati”, skriver den tidligere analytiker på MSNBC, Malcolm Nance. Amerikanerne har, siger han, stemt for et diktatur, der vil medføre, at masser af mennesker vil dø, og at der bliver åben jagtsæson for hvide politibetjente, der vil ombringe sorte, muslimer og spansktalende. Mange vil ”definitivt dø under massedeportationer … og i lejre”.

En af de erfaringer, men kan drage af amerikanernes valg, er, at de etablerede medier har forskertset det meste af deres indflydelse på meningsdannelsen. Folk lytter lytter ikke længere til dem – og med god grund. I årevis har de løjet, fortiet og fordrejet, og de fleste amerikanere opfatter dem ikke som medier i den gamle forstand, men som aflæggere af det demokratiske parti og den dybe stat.

Fornuftige borgere indhenter deres nyheder fra alternative, som regel on-line, medier, hvor debatten stadig er relativt fri. Greg Gutfeld fra Fox News erklærer, at journalistikken simpelthen er død, og det er svært at give ham uret.

Besynderligt, at medierne ikke forestillede sig, at der ville falde en regning, når deres dækning af Donald Trump har været næsten 100 pct. negativ, mens de enstemmigt har tiljublet Kamala Harris.

Vi får se, om gammelmedierne nogen sinde kan genvinde troværdigheden. Hvor mange kunder vender tilbage til en slagter, der har solgt råddent kød?

Det demokratiske hulkehold får konkurrence af den netop genvalgte senator Bernie Sanders, som skælder og smælder:

”Vil de store pengeinteresser og velbetalte konsulenter, der kontrollerer det demokratiske parti, drage nogen virkelig lære af denne katastrofale kampagne?” spørger han. ”Vil de forstå den smerte og politiske fremmedgørelse, som et titals millioner amerikanere oplever? Har de nogen ide om, hvordan vi kan bekæmpe det stadigt mere magtfulde oligarki, der har så meget økonomisk og politisk magt? Sandsynligvis ikke.”

Det er heller ikke et perspektiv, der gør ringeste indtryk på de danske, skatteyderfinansierede medier.

Politiken har lidt er nervøst sammenbrud, og bladets Washington-korrespondent, Jesper Thobo-Carlsen, har gjort i bukserne. Hør bare:

”Donald Trump vender tilbage til Det Hvide Hus, og denne gang kan han forandre USA radikalt efter sine egne ønsker og fundamentalt bøje Washington efter sin vilje, for han vil være mere ubundet af demokratisk kontrol end nogen præsident i nyere tid.”

Men var det ikke meningen med demokratiet, at en kandidat åbent skulle fremlægge sin politik og love at gennemføre den, hvis vælgerne gav ham mandat til det? Trump har ikke lagt skjul på, hvad han ville, og det har et absolut flertal af borgerne givet ham støtte til. Så hvad mener Politiken med ”demokratisk kontrol” andet, end at Den Dybe Stat skal kunne forpurre hans politik?

Det sidste kommer nok til at knibe, for man skal huske, at Trump ikke bare har vundet flertallet i valgmandsforsamlingen, der udpeger præsidenten, og i Senatet. Sensationelt har han også flertal i ”the popular vote” – der fremkommer, når alle stemmer i de 50 stater bliver lagt sammen.

Det bliver altså svært at hævde, at Trump er en illegitim præsident, som demokraterne gjorde efter valget i 2016.

Republikanernes solide flertal i Senatet er særlig vigtigt, fordi de 100 senatorer skal godkende udnævnelsen af dommere til Højesteret og de føderale domstole. Demokraterne har ikke gjort nogen hemmelighed af, at de ville pakke den dømmende magt med dommere, der ville være loyale mod Washingtons permanente bureaukrati og forfølge kritikere.

Trumps valgsejr markerer enden på mange års demokratisk ”lawfare” beregnet på at sætte ham i fængsel eller i det mindste ruinere ham med opdigtede anklager. Når Trump indsættes som præsident den 20. januar, forestår der en gennemgribende oprydning i Justitsministeriet og FBI, der har gjort sig til villige redskaber i jagten på regimets politiske modstandere.

Det er således absurd at hævde, at Trump udgør en trussel mod demokratiet og retsstaten. Han er præcis det modsatte – nemlig en trussel mod en herskende klasse, som gennem årtier ikke har udvist andet end foragt for almindelige amerikanere.