“Det er kontraproduktivt at latterliggøre vælgerne som ‘affald’, racister og fascister, der ikke ved bedre end at stemme på Trump, fordi de er så uinformerede”, bemærker Brendan O’Neill. Som følge heraf gjorde de “foragtelige” gengæld ved ikke at stemme på den nedladende side, skriver han i The Spectator.

Den britiske forfatter ser foragt overalt, hvor han vender sig:

Den clintonske foragt for de lavere klasser har gennemsyret så meget af diskussionen om Trump-vælgere i løbet af de sidste otte år. Man ser det i de hovmodige medier, der sender deres journalister ud for at blande sig “blandt USA’s ‘dårligt informerede’ vælgere”. Du ser det i påstandene om, at Trump udnytter massernes “dybtliggende frygt for raceforskelle”. Man ser det i idéen om, at han “udnytter lavt informerede vælgere”. Kort sagt: Han udnytter jer idioter.

Karikaturerne af Trump falder på deres egen inkongruens:

Man kunne se det i den selvtilfredse prominente støtte til Kamala Harris, som altid kom med et dårligt skjult budskab om, at ingen anstændig person med fuld kontrol over sine mentale og moralske evner nogensinde kunne stemme på et monster som Trump.

Beskyldningerne om fascisme er i særdeleshed lave, siger O’Neill:

Og man så det i kommentariatets enorme dårskab at kalde Trump for “fascist”. Ikke alene var denne slynge af f-ordet ahistorisk og barnlig, et raserianfald forklædt som analyse. Det var også en snedig anklage mod de millioner af gode amerikanere, som havde tænkt sig at stemme på Trump. Det antydede, at de enten var så dumme eller så onde, at de var villige til at bringe Hitler 2.0 ind i Det Hvide Hus bare for at eje de liberale.

Men det er god latin for den elendige erstatning for tænkere, som hersker på den ormædte norske højrefløj, såsom Jan Arild Snoen, Bård Larsen eller andre. Burde højrefløjen ikke snart finde nogle intellektuelle forbilleder, som er betegnelsen værdig?

O’Neill undrede sig over, at Demokraterne syntes at mene, at nedladenhed er en passende politisk metode:

Kamala spillede selv “fascist”-kortet, helt uvidende om, hvilken grotesk fornærmelse det er over for arbejderklassevælgere at fremstille dem som hjerneløse eller hjerteløse organisatorer af en ny nazisme. De foragtelige, et let bytte for en fascist – troede de virkelig, at en sådan Ivy League-hån mod de “dårligt informerede” små mennesker ville være en stemmevinder? Det ser ud til, at de gjorde det.

De “foragtelige” fortæller dem simpelthen, at deres liv også tæller:

Det er mennesker, der siger: Vi betyder noget. Vores stemmer betyder noget. Vores samfund betyder noget. Vores familier betyder noget. Vi er ikke foragtelige, vi er ikke idioter, vi er ikke bonderøve. Vi er borgere, og vi betyder noget.

Men sådan gik det ikke. Vil demokraterne og andre ligesindede partier afvise denne metode, som også har en dehumaniserende kvalitet?

Artikelforfatteren er ikke optimist:

Det eneste spørgsmål er nu, om det selvtilfredse establishment vil fortsætte med at håne arbejdende mennesker og fordømme dem for at falde for demagogiske tricks igen, eller om de vil lytte til dem for en gangs skyld. Jeg håber, at det bliver det sidste. Men noget siger mig, at det ikke kommer til at ske.

Så vi må bare vente på, at norske akademikere, kvasi-intellektuelle og meningsdannere, som lider af Trump Derangement Syndrome, graver sig endnu dybere ned i deres hul. Til det kan jeg kun sige: Lad dem grave. Som Dante udtrykte det: Tal ikke om dem, undgå dem og gå forbi.

Køb The Psychology of Totalitarianism her! Køb e-bogen her!

Censurerede nyheder. Abonner på gratis og uafhængig Document.