Nyt

For anden gang på kort tid er der fundet skruer i halloween-slik i Västerås i Sverige. Denne gang er det børn, der har været til »slik eller ballade« i Skälby-kvarteret. Det skriver SVT.

I Malmø har der i flere år været et problem med folk, der putter skarpe metalstykker eller glasskår i hundefoderet for at pine hundene. I en anden svensk by har nogen nu besluttet sig for at bruge samme taktik mod børn.

Politiet modtog torsdag aften opkald om fund, hvor børn på Skälby i Västerås skulle have fået halloween-slik med skruer i, da de gik »slik eller ballade« i området.

Det er anden gang på kort tid, at børn i Västerås har fundet metalgenstande i deres halloween-slik.

Svensk politi udsender nu en advarsel og opfordrer både forældre og børn til at være ekstra forsigtige, når de går på slikjagt.

I weekenden gik børn i Lillhamra-kvarteret i Västerås på slikjagt i flere hjem. Da børnene senere spiste slikket, fandt man både ståltråd og skruer, som var presset ind i slikstykkerne. Deres forældre alarmerede politiet.

»Det er en gruppe på syv børn i tiårsalderen, som har været på slikjagt. To af børnene har fundet ting i slikket, som ikke burde være der. Det drejer sig om ståltråd, skruer og endda hæfteklammer.« Roland Komaromi, talsmand for politiet, bekræfter dette. »Heldigvis er ingen af børnene kommet til skade som følge af dette. De har været hurtige til at tænke sig om og spyttet tingene ud.«

Folk i området undrer sig over, hvem der kan finde på at gøre sådan noget mod børn. Mange af forældrene på Lillhamra er oprørte over hændelsen. En af dem er Narin Eliasson, som har boet i kvarteret i syv år.

»Det er sådan et sikkert og godt kvarter. Man ville ikke have forventet, at sådan noget skulle ske her,« siger hun til SVT.

Politiet efterforsker hændelserne, men på nuværende tidspunkt er der ingen mistænkte i sagen.