Jeg var i Uppsala den dag i 2010, hvor den svenske regering afskaffede værnepligten. Aviser, tv og andre medier fejrede beslutningen som en frihedshandling og viste billeder af det sista gänget, dvs. det sidste hold af værnepligtige. Det nye neddroslede minimalforsvar ville, mente man i Stockholm, være meget mere rationelt og fremadrettet. Nogle år forinden var Gotland, observationsposten i Østersøen, blevet demilitariseret, og forestillingen om »aldrig mere krig« var blevet til virkelighed, i hvert fald i svensk forsvarspolitik.
»Værnepligten modsvarer ikke vor tids moderne behov,« skrev Expressen, hvor en kronikør også lovede, at Sverige ville drage fordel af et mindre, professionelt forsvar, der ville kunne mobilisere 40.000 kvinder og mænd på et år. Førhen, helt frem til midten af 80’erne, kunne den svenske hær tælle 700.000 mand på 14 dage, heraf 45.000 værnepligtige. I løbet af blot 20 år var det meste pist borte, herunder kaserner, våbensystemer, materiel, reservedele, rutiner, teknik, akkumuleret viden.
Som den svenske forsker Wilhelm Agrell har påvist i den historiske undersøgelse Fredens illusioner – det svenska nationella försvarets nedgång och fall 1988-2009, gik et af Europas mest velorganiserede forsvar tabt mellem 1990 og 2010. Svenskerne holdt simpelthen op med at tro på det og ønskede ikke længere at vedligeholde og betale til det. Efter Den Kolde Krig trådte svenskerne ind i det, der blev kaldt en »operativ time-out«, og lod forsvaret af landets geografi, befolkning og infrastruktur forfalde som en færdighed, man gradvist mister.
Der lød ingen offentlige protester. Den militære ledelse gik forrest og mente, at et begrænset, højteknologisk minimalforsvar var langt mere operationelt end det traditionelle territorial- og kystforsvar, og man afskedigede de respektive chefer for hæren, flåden og flyvevåbnet. Den gamle værnsstruktur og invasionsforsvaret kunne undværes. Samtidig forsikrede politikerne vælgerne om, at de ikke længere havde nogen fjender, og at de økonomiske besparelserne ville komme det civile samfund til gode.
P.M. Nilsson, direktør for et liberalt netmedie, tog på selve dagen en glædelig afsked med den almene værnepligt i Dagens Nyheter og fastslog, at når værnepligten kunne afskaffes så nemt, var det udtryk for, at svenskerne syntes dårligt om det, og i øvrigt havde forstået, at værnepligt var medansvarlig for et stift og indelukket mandeideal. Nu skulle det være slut med den slags mænd og med krig; freden var total.
Virkeligheden ville så, at den totale fred viste sig at være meget kortvarig. Den var teoretisk, et fatamorgana. Allerede syv år senere blev værnepligten genindført i Sverige, og flere svenskerne lod til at få en gryende forståelse for, at de var nødt til at have et territorialforsvar i tilfælde af krise og krig. Snart blev Sverige også medlem af Nato, det hele gik hurtigt efter krigen i Ukraine, selv om den tyrkiske regering som bekendt forsøgte at forhindre optagelsen.
Hastigheden hvormed Sverige opgav minimalforsvaret og vendte tilbage til normalen slår mig som den dansk guldøl ombord på færgen mellem Oskarshamn og Visby. Min familie og jeg er vej til Gotland i efterårsferien for at slappe lidt af i et lejet hus eller snarere hytte. Allerede før vi sætter fod på øen, mødes jeg af beretninger om de forestående planer for den militære oprustning. Antallet af værnepligtige svenskere skal mere end fordobles; alene på Gotland skal stigningen ifølge planen øges fra 400 til 4.500.
Bedst som vi går i land, har en hjemmeværnsbataljon, som indgår i Stridsgrupp Gotland, netop afsluttet en krigsøvelse. Jeg ser billederne på Facebook. Det virker så underligt. Försvarsmakten (det svenske forsvar, red.) er blevet stolt af Försvarsmakten; jeg har problemer med at begribe det uventede omslag. Nogle dage senere inviterer Försvarsmakten til »Garnisionens dag« på det nye regimentsområde ved Tofte, lidt syd for Visby. Her lå der tidligere en golfbane. Nu har man i stedet opført en garnision.
1.400 mennesker dukker op i strålende sol, heraf mange i gratis særbusser. De besøgende, fortrinsvist børnefamilier, får lov til at kravle op på kampvogne og mandskabsvogne eller forevises diverse skydevåben. Gæsterne kan prøve at blive camouflagemalet i ansigtet og træffe regimentsmaskotten, vædderen Harald VI, ligesom der er simulationsskydning for alle raske drenge og piger.
Mens publikum går og leger soldater, kommer to af Flyvevåbnets JAS 39 Gripen-fly farende over himlen, og jeg får et mindre chok, da jeg ser hele fem svenske flag hejst på rad og række. Så mange svenske flag har jeg aldrig set før i Sverige. Kystforsvaret er pludselig blevet en folkesag.
Jeg betragter dette overraskende skifte med en en dansk måben. Jeg har simpelthen svært ved at fatte, at det er det samme Sverige, der afskaffede forsvar og værnepligt, vi besøger nu, fjorten år senere. Det er det muligvis heller ikke.
Nok er den svenske stats indre orden i færd med at gå tabt til mellemøstlige klaner, sharia, islamisk infiltration og bander. Men når det gælder det ydre forsvar, er der stadig håb. Det ydre forsvar kan åbenbart stadig mobilisere en del svenskere og ser ud til at få tilført betragtelige midler.
Jeg glæder over dette skifte i den svenske folkesjæl, mens vi kører gennem det flade terræn af skov, kyst, grusveje og lange, lige asfalterede veje op mod Fårö og videre ud til østkysten for at få et glimt af Rusland. Vi spejder ud gennem kighullet på en forladt bunker fra Anden Verdenskrig på Grogarnsberget, men der er endnu intet at se.
Det, man ser på Gotland, er ikke russere, men først og fremmest kirker. Ja, rigtigt, kirker. Det overrasker os. Fordi øen er så flad, rager de op i snart sagt hver en lille by. Kirkerne er drysset ud over landskabet, knap 100 styk, bygget i løbet af ca. 200 år.
Det er en vild, kristen bedrift, et sandt byggeboom, som blandt andet lod sig gøre, fordi biskoppen ikke lagde restriktioner på byggeriet. En ny kirke hvert andet år – fra 1000-årene og frem, først af træ, så af sten i romansk stil med mørke, intime rum med små vinduer, alt sammen før Gotland bliver dansk, luthersk og siden svensk igen i 1645. De hundrede kirker bygget på rekordtid har snart stået der i tusind år.
Det er ikke for meget sagt, at middelalderen kommer til live på øen, og vi kører fra den ene kirke til den anden uden at møde et eneste menneske. Fra den i Bro, som tjente som offerkirke, hvortil pilgrimme valfartede, med Adam og Eva i paradisets have med æblet, malet, så man ikke er i tvivl om, at hun ikke skulle have ladet sig friste af slangen, og en døbefont i sten fra omkring 1200. Fonten står der bare, næsten umærket af tidens tand, uopslidelig.
Så videre til kirken i Martebo, der knejser mod himlen og beretter om Jesu liv på de indvendige søjler med en detaljerigdom, der slog igennem i 1300-tallet. Flugten til Egypten, Jesu fødsel, korsfæstelsen. Djævelen er der også. Naturligvis.
Vi snupper en kirke mere, så en til og møder en verden af engle og drager, mosaikker, friser, freskoer, sirligt udskårne og bemalede træbænke, repræsentationer af Sankt Mikael, Sankt Olof, Judas, Peter, Paulus, Kain, Abel, skabelsesberetningen og Kristus i mange størrelser, farver og udtryk.
Vi bliver tavse, nøjes med at betragte. Her har tiden nærmest stået stille. Gotlands kirker står som urokkelige vertikaler, og deres spir har fungeret som pejlemærker for søfarende og andre rejsende. De er nemme at finde, rager op, udmærker sig; plantet i en fjern fortid peger de op mod det absolutte og væk fra det relative. Det relative er Sverige, det absolutte er Gud.
Vi tanker op på Gud i timevis og kører så ind til Visby med den imponerende ringmur og katedral og bestiller pandekager på »Strykjärnet«, som ligger klemt mellem to stejle brostensbelagte stræder med udsigt over havet. Vi trænger til kulhydrater og kaffe – og får det. Bagefter kører vi i ICA Maxi for at proviantere til weekenden. Vi er opløftede, men også trætte.
Med os hjem har vi to gode nyheder fra civilisationens forpost i Østersøen: soldater og kirker. De første er nyankomne, de sidste er ældgamle. Ungdom på den ene side, visdom på den anden, våben og tro, handling og bøn, øjeblik og evighed. Man aner i denne klassiske cocktail antydningen af håb, spiren til noget levende.
Du hørte det her først: Sverige er endnu ikke helt fortabt.