Kopierede/fra hoften

Washington Post, som er en af de danske journalisters yndlingskilder, har netop bekendtgjort, at avisen hverken vil støtte Kamala Harris eller Donald Trump ved præsidentvalget.
Avisens udmelding er bemærkelsesværdig, fordi den siden 2015 kun har bragt negative historier om Donald Trump, som de danske medier troligt har videreformidlet – med det resultat, at 88 pct. af danskerne ville stemme på Kamala Harris, hvis de kunne.
Washington Posts tilkendegivelse kommer efter, at tidligere trofaste demokratiske støtter som Los Angeles Times og teamsternes magtfulde fagforening også har undladt at anbefale demokraternes dronning – hende, der skulle redde landet med den rene “Kraft durch Freude”.
Men selv Washington Post må erkende, at foretagendet til syvende og sidst er en forretning, der lever af at sælge nyheder. Og nu har ejeren tydeligvis vejret, at Donald Trump står til at vinde, og at det er på tide at hoppe af den demokratiske hest, inden det går ud over indtjeningen.
I Danmark går det langsommere. Mediernes skriverkarle og –piger har haft deres gode udkomme ved at gentage et budskab, som de kan huske: Trump er ond og dum, Biden er god og næstekærlig. Nu er Biden blevet erstattet af det grinende tandsæt, Kamala Harris, men det er ikke noget problem for de danske medier. Fra dag til anden har de bare udskiftet navnet Biden med Harris, så kører forretningen igen.
Hvad mon de danske medier vil gøre, hvis Trump vinder? Vil de blive ved med at fremstille ham som en trussel mod menneskeheden, eller vil de begynde at fortælle, hvad der går for sig i USA?
Det ville blive svært og indebære, at deres journalister skulle på omskoling.
Derfor tror jeg, at medierne fortsat vil danse dødedansen i tiltro til, at skatteyderne vil betale for deres vrøvl og propaganda.