EU’s planlagte forbud mod nye biler med forbrændingsmotor fra 2035 vil krympe den europæiske bilindustri radikalt og true selve hjertet af industrien, sagde BMW’s administrerende direktør Oliver Zipse under et branchemøde i forbindelse med et motorshow i Paris tirsdag.
Zipse sagde også, at Unionens planlagte grænse for CO2-udledning i 2035 er urealistisk, rapporterer The Guardian.
BMW-chefen opfordrer til en opblødning af EU-reglerne, som vil sætte industrien i en bedre position til at møde konkurrencen fra Kina.
»En korrektion af målet om 100 % BEV’er (batterielektriske køretøjer) i 2035 som en del af en omfattende CO2-reduktionspakke ville også gøre europæiske OEM’er (originaludstyrsproducenter) mindre afhængige af Kina, når det gælder batterier,« tilføjer Zipse med henvisning til Beijings dominerende position.
Flere store aktører har nu taget kampen op mod EU’s rigide politik på dette område:
Bilproducenter som BMW, VW og Renault samt den italienske regering har opfordret til, at CO2-målene lempes eller udskydes.
BMW’s udmelding tirsdag vil få alarmklokkerne til at ringe i Bruxelles, skriver The Guardian.
EU har åbnet døren for kraftige forhøjelser af tolden på kinesiske biler, men det kan virke mod hensigten, siger en anden højtstående leder i bilindustrien:
Mandag sagde Carlos Tavares, administrerende direktør for Stellantis, som ejer Fiat, Citroën og Vauxhall, at de foreslåede toldsatser på kinesiske biler ville fremskynde fabrikslukninger i Europa, da de ville presse Beijing til at flytte produktionen til kontinentet i direkte konkurrence med europæiske mærker.
Spanien og Ungarn er blandt de europæiske lande, der er potentielle produktionssteder for kinesiske elbiler.