Kommentar

Efter at Trump har overlevet to – muligvis tre – mordforsøg, hader demokraterne ham med usvækket ildhu, og deres beskyldninger mod ham bliver stadigt mere afsindige.

Årsagen til demokraternes raseri er, at Trump ifølge de seneste meningsmålinger står lige med Kamala Harris, som den 1. august førte med 52 pct. mod Trumps 48. Nu ligger de begge på 50 pct. – hvilket formentlig betyder, at Trump har et forspring, fordi det erfaringsmæssigt er vanskeligt at måle tilslutningen til republikanske kandidater.
Og mens Trump stiger i målingerne, er Kamala-kampagnen stort set holdt op med at tale om politik – bortset fra rene paradeforslag om kæmpemæssige pengeoverførsler til USA’s sorte – og nøjes nu med at hade. Som Rebeka Koffler fra websitet Cut to the News bemærker, plejer hadekampagner at virke.
Præsident Biden lader forstå, at han glæder sig til at se Trump fængslet i tilfælde af, at sidstnævnte taber valget. Biden udtaler også, at Trump alene stiller op til præsidentvalget for at undgå at blive spærret inde.
Kamala Harris beskylder Trump for at ville gøre, hvad demokraterne har gjort de forløbne fire år, nemlig ”weaponize” Justitsministeriet mod deres politiske modstandere. Det gjorde han ganske vist ikke, da han var præsident, men nu skulle den være god nok. Trump vil, siger flere prominente demokrater, bruge statsmagten til at forfølge enhver, der er kommet ham på tværs, og han er derfor en trussel mod demokratiet.
Under et nyligt interview blev Kamala Harris spurgt, om Trump vil spærre alle sine modstandere inde, og svarede bekræftende. Det er hvad diktatorer gør, tilføjede hun.
Den amerikanske valgkamp har således ikke meget at gøre med en normal, civiliseret kamp mellem divergerende politiske holdninger, men antager mere og mere karakter af åben krig i takt med demokraternes trusler om med alle midler at uskadeliggøre deres hadeobjekt.
Hvis Trump ikke bliver dræbt forinden, kan han i tilfælde af en demokratisk sejr se frem til at tilbringe resten af livet i fængsel på opdigtede anklager. Det samme kan hans nærmeste tilhængere.
Man udfordrer ikke ustraffet den herskende klasse i en bananrepublik.