Antifascisme er ikke, hvad det har været. Engang betød det, at man meldte sig til kamp mod Francos fascister i Spanien, kæmpede mod Oswald Mosley i East End eller udvekslede slag med bøller fra National Front.

Nu betyder det at nægte tidligere ministre og parlamentarikere en platform foran snow flakes-studerende på eliteuniversiteter og lejlighedsvis at slå ældre kvinder i ansigtet, fordi de tror, at der kun er to køn.

Det, briterne oplever med hensyn til angreb på ytringsfriheden, er på samme tid modbydeligt og patetisk, skriver Spike-redaktør Tom Slater i The Spectator.

Aflysningen af Suella Bravermans arrangement i Cambridge i sidste uge – efter trusler om protester fra forskellige pseudo-radikale grupper med Cambridge for Palestine i spidsen – var uhyggeligt forudsigelig.

Det følger et mønster, som er blevet alt for velkendt for studerende, der vover at have synspunkter eller invitere talere, som forstyrrer universitetets hysteriske, selvudnævnte censorer.

Braverman blev inviteret til at tale på årsdagen for terrorangrebet den 7. oktober. Hun var inviteret af Cambridge University Conservative Association (Cuca), som hun selv var formand for som studerende på Cambridge for 20 år siden.

Men disse antidemokratiske og jødehadende aktivister kunne ikke acceptere, at Braverman fik lov til at tale. De betragter hende som »langt ude på højrefløjen«, hvilket i deres verden betyder folk, der ikke støtter Hamas og Hizbollah.

Som sædvanlig var det umuligt for disse tyranner at forstå, at de bare kunne blive væk, så deres sarte sjæle ikke blev knust af at høre stemmen fra nogen med andre meninger end dem.

Braverman udtrykte sin frustration til Jewish Chronicle:

»En radikal, militant studentergruppe har tvunget mig til at aflyse min tale på Cambridge University ved hjælp af trusler, intimidering og pøbelvold.«

Hun beskrev hændelsen som »et direkte angreb på ytringsfriheden og et kalkuleret forsøg på at lukke munden på mig«.

»Dette er ikke kun et angreb på mig, men på de centrale britiske værdier, som vi skal forsvare… I denne uge, på årsdagen for den 7. oktober, en dag, der markerer et af de mest brutale terrorangreb i nyere historie, nægter jeg at lade mig skræmme af den pro-palæstinensiske pøbel.«

Disse Hamas-elskende, jødehadende studerende er ikke ude på at vinde en debat, de er ude på at stoppe debatten. Det er meningen, at man skal elske LGBTQ, Hamas og folk med mørk hud. Man skal hade jøder, alle, der ikke tror på, at der findes 100 forskellige køn, og alle med hvid hud, især mænd.

Cuca var forpligtet til at sørge for sikkerhed, men havde ikke råd til at betale 1.500 pund for at rette op på de problemer, der var skabt af en flok studerende, som en sund universitetsledelse havde bortvist på stedet.

De, der organiserede protesterne, hævder, at deres eneste mål var modtale – at udøve deres egen ytringsfrihed og vise deres utilfredshed med Braverman. Det er de selvfølgelig i deres gode ret til at gøre.

Men det ville have været meget mere overbevisende, hvis deres egne løbesedler ikke med skrigende bogstaver havde erklæret INGEN PLATFORM FOR DET EKSTREME HØJRE – en eksplicit opfordring til at lukke munden på Braverman.

Vi har også fundet ud af, at den såkaldte »modtale«, som disse mennesker leder efter, for det meste består af råb, skrig og skældsord, ofte forstærket af megafoner og andet lydudstyr.

En af de få gode ting, den tidligere Tory-regering gjorde, var at vedtage Higher Education (Freedom of Speech) Act. Den skulle sikre, at ytringsfriheden blev genoprettet på britiske universiteter.

Loven blev naturligvis straks sat på pause af Labour, og undervisningsminister Bridget Phillipson overvejer at skrotte den helt. Labour er ikke en forkæmper for ytringsfrihed, for at sige det meget forsigtigt.

Labour-regeringen er mere optaget af at dræbe den løse og frie atmosfære på britiske pubber ved at overvåge samtalerne på bordene, hvis nogen siger noget, som et snefnug måske finder stødende.

Britiske pubværter skal snart fungere som »krænkelses­politi«

Briterne er ved at miste deres ejendomsret, og ytringsfriheden er stort set afskaffet. De har ikke længere nogen borgerlige frihedsrettigheder.

Som mange andre europæere ledes de af grønne hysterikere, som vil bestemme, hvilken slags bil de køber, og nægte dem retten til at opvarme deres huse på en måde, de har råd til. Valgfrihed er klimafjendtligt.

De kan heller ikke sende illegale migranter ud, selv ikke folk, der er dømt for mord i deres hjemland. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (ECHR) kontrollerer den britiske indvandringspolitik.

Der er med andre ord ikke meget tilbage af det britiske demokrati, og ingen vrede og magtfulde baroner ser ud til at ville mobilisere sig for at kræve et nyt Magna Charta.

Storbritannien er i færd med at skifte navn til »Little Britain«.

Købe hos Tales: Sådan døde Danmark        Købe hos Saxo: Sådan døde Danmark