Frederik Vad er udlændinge- og integrationsordfører for Socialdemokratiet i Folketinget. I foråret holdt han en tale, der vakte opsigt. Vad sagde, at det ikke er nok at være en lovlydig muslim, hvis man har værdier, der går imod de danske. Det provokerer mange danske muslimer, og de siger, at det gør dem endnu mindre interesserede i at blive integreret. Men er integration en byrde?

“Arbejde, uddannelse, bolig, adgang til foreninger og en pletfri straffeattest er ikke nok, hvis man samtidig bruger sin position til at undergrave det danske samfund indefra. Et parallelsamfund er ikke længere kun et boligområde i Ishøj. Det kan også være et kantinebord i en styrelse. Det kan også være et apotek i Nordsjælland,” lød det i talen, som er blevet flittigt citeret i de danske medier.

Mærkeligt nok hører vi ikke noget om denne debat i Norge, selv om Vad tager fat på de samme spørgsmål som Abid Raja: Hvordan kan vi opnå integration, når muslimerne lever i deres egen verden, og tolerancen lader intolerancen vokse. Det er modigt af Raja med hans baggrund at rejse spørgsmålet, der går til kernen af problemet.

Men nu kræver det også mod at tage debatten op som danskere. Frederik Vad er publikums favorit, men ikke mediernes. Han har fået øgenavnet Frederik Had. Når Berlingske og i endnu højere grad Jyllands-Posten interviewer ham, gør de det med en distance, der går ud over den journalistiske faglighed. De tager afstand fra ham.

Jyllands-Posten har fået Wilke til at lave en meningsmåling blandt muslimer. Omkring 30 procent siger, at de reagerer på den nye værdidebat ved at trække sig fra det danske samfund. De ønsker ikke integration.

Nu har Jyllands-Posten interviewet en af kritikerne. Rachida El Makrini (46), hvis forældre kom til Danmark fra Marokko som gæstearbejdere. Hendes forældre var analfabeter og talte dårligt dansk. Så det er stejlt op ad bakke at blive integreret som barn. Ghetto-tendenser gør det ikke nemmere. Makrini voksede op i Valby uden for København. Hun er blevet skilt to gange og er enlig mor til fire børn. Hun bærer hijab for at markere sit religiøse tilhørsforhold til omverdenen. Hun praktiserer ramadan.

Men Makrini lader ikke til at være opmærksom på gnidningsfelterne mellem Danmark og islam. I stedet bliver hun personligt fornærmet over, at folk generaliserer og har negative holdninger til hende i hendes hverdag.

Når politikere også giver udtryk for det fra Folketingets talerstol, føler hun sig stigmatiseret.

Men hun viser også, at hun ikke ser sammenhænge, som er almindelige i den danske debat.

Folk begår ikke kriminalitet, fordi de er muslimer – de begår kriminalitet, fordi de har haft en svær opvækst eller lever i et bestemt socialt miljø. At nogle unge fyre skaber utryghed på S-togsstationer, har intet med islam at gøre.

Virkelig? Det, Makrini demonstrerer, er et ønske om at definere begreberne i debatten. Danskere skal ikke have lov til at bringe islam ind i sammenhænge som skoler og offentlige rum. Det vil mange danskere opfatte som dominansadfærd.

Frederik Vad stiller op til interview med Jyllands-Posten, som forsøger at presse ham til at overveje, om de kritiske muslimer har en pointe. Men Vad er for reflekteret et menneske til at lade sig lokke i en fælde. Han er et eksempel på, hvor langt debatten er kommet.

Det skyldes ikke mindst hans præcisionsniveau: Vad ved, hvad ordene betyder. Han ved, at han står på solid dansk grund.

For Makrini er kritik ensbetydende med had. Det gør det svært at have en debat.

I dag puster politikerne og den socialdemokratiske regering til ilden.

De nævner muslimer i deres negative udtalelser, spreder had og glemmer alle de gode ting.

Det gør det ikke nemt for os.

Jeg kender selv mange muslimer, og mange af os bidrager til samfundet. Vi arbejder, uddanner os og får fornuftige børn.

Derfor gør det mig trist at lytte til den politiske debat.

Jyllands-Posten modsiger hende ikke, men refererer loyalt, i modsætning til Vads spørgsmålstegn.

Makrini repræsenterer netop de problemer, Vad beskrev i sin tale. Hun er integreret på arbejdsmarkedet, men ønsker at undgå kritik.

Jeg har arbejdet som social- og sundhedsassistent i den københavnske hjemmepleje i 18 år.

I dag er jeg også tillidsrepræsentant.

Makrini kan ikke se, at islam er et problem.</p

At jeg bor i et rækkehus i Vallensbæk, og at det er mit eget valg at gå med tørklæde, fordi jeg ville føle mig nøgen, hvis jeg tog det af, og fordi islam er min tro.

For mig er ingen religion dårlig, men der er mennesker, der kan fortolke religioner dårligt.

Jeg tror på et liv efter døden.

Jeg tror på et liv efter døden, og at vi skal være gode mennesker over for hinanden.

Jeg beder mine bønner og faster i ramadanen.

Jyllands-Posten spørger ikke, hvad hun mener om, at Danmark er et kristent land, og hvad det betyder for muslimers praksis og rolle. Er det måske dem, der skal tilpasse sig?

Måske kan man ikke forvente, at hun har et refleksionsniveau, der gør en dialog med Vad frugtbar. Men det virker heller ikke, som om Jyllands-Posten er i stand til det. De påtager sig rollen som Makrinis fortolker.

For det, Makrini siger, er, at danskere krænker muslimer ved at være danske. Det samme gælder for svenskere og nordmænd.

Mange danskere er derfor holdt op med at være danskere. De er grænseløse og tilpasningsdygtige.

Men så ophører Danmark, ligesom Sverige og Norge, med at eksistere.

https://jyllands-posten.dk/indland/ECE17523514/jeg-har-foelt-mig-uoensket-siden-jeg-var-barn/