Hezbollahs krigere flygter fra det sydlige Libanon uden at gøre væsentlig modstand mod den israelske invasion. Det meddeler den britiske avis, The Telegraph, søndag (13.10.).
Avisens kilde, den amerikanske tænketank, The Institute of the Study of War (ISW), er overrasket over Hezbollahs uvilje mod at konfrontere og yde modstand mod de israelske tropper.
ISW meddeler, at det er uklart, hvorfor Hezbollahs krigere ikke gennemfører meningsfulde defensive operationer, men tvært imod flygter og efterlader våbenlagre, som nu er i israelsk besiddelse. Ifølge ISW har de israelske luftangreb alvorligt forstyrret Hezbollahs strategiske og operationelle militære ledelse.
”Vi har været engageret i Libanon i over et halvt år. Specialstyrker er gået ind og ud af Libanon, mens de fleste landsbyer i det sydlige [Libanon] er blevet forladt”, siger en højtplaceret israelsk kilde, der tilføjer, at de fleste er flygtet til området nord for Litani-floden og endnu længere væk.
En anden kilde fra Israels militære efterretningstjeneste siger, at nogle af Hezbollahs kommandanter på mellemniveau endog forlader Libanon til fordel for Syrien og Irak og også prøver at evakuere deres familier.
De foreløbige israelske tab på 24 soldater og reservister er meget lavere end de hundreder, man frygtede. Kilden vil imidlertid ikke udelukke muligheden af, at Hezbollah kan blive rekonstitueret med hjælp fra Iran.
Ifølge ISW prøver Hezbollah at fremstille den israelske jordoffensiv som fejlslagen i håbet om at undergrave Israels beslutsomhed og oppuste sin egen standhaftighed efter organisationens massive tab siden midten af september.
Hvis The Telegraphs kilder har ret, er det bemærkelsesværdigt set på baggrund af Hezbollahs ofte fremførte ønske om at dø som martyrer.