Rekrutteringen sker gennem annoncer på sociale medier, hvor kvinderne bliver lovet gratis flybilletter, penge og et eventyrligt ophold i Europa. Det eneste, der kræves, er, at de gennemfører et computerspil og tager en russisk sprogtest på 100 ord.

Men i stedet for et ophold med uddannelse og arbejde i f.eks. et servicefag har nogle af dem først fået at vide, at de skal lave noget helt andet, når de lander i steppelandskabet i den russiske republik Tatarstan. Der venter dem et opslidende fabriksjob med at fremstille våben til brug i krigen i Ukraine, nærmere bestemt at samle dele til tusindvis af angrebsdroner, som er identiske med dem, Rusland tidligere har modtaget fra Iran.

Det amerikanske nyhedsbureau AP har interviewet flere af kvinderne. De beskriver lange arbejdsdage under konstant overvågning og brudte løfter med hensyn til både løn og studier. De skal arbejde med ætsende kemikalier, som giver dem kløe og ar på huden.

Rusland har i øjeblikket rekordlav arbejdsløshed, og mange russere er allerede engageret i krigsførelsen i Ukraine, ikke mindst som soldater.

Rusland har i øjeblikket rekordlav arbejdsløshed, og mange russere er allerede engageret i krigsførelsen i Ukraine, ikke mindst som soldater.

Derfor har landet rekrutteret kvinder i alderen 18-22 år fra lande som Uganda, Rwanda, Kenya, Sydsudan, Sierra Leone og Nigeria samt fra Sri Lanka i Sydasien. Rekrutteringen er også blevet udvidet til andre lande i Asien og Latinamerika.

Noget af Ruslands vigtigste våbenproduktion er således havnet i hænderne på omkring 200 afrikanske kvinder, som arbejder side om side med russiske erhvervsskoleelever, nogle af dem kun 15-16 år gamle, samt centralasiater i alderen 18-22 år, som er ved at uddanne sig til “dronespecialister”. Fabrikkerne ligger i en særlig økonomisk zone kaldet Alabuga, som er blevet etableret i Tatarstan omkring 100 kilometer øst for Moskva.

Afsløringerne af de forhold, som kvinderne arbejder under, kommer fra AP’s egne undersøgelser, der er baseret på satellitbilleder og lækkede interne dokumenter. Nyhedsbureauet har også downloadet hundredvis af videoer, som russerne har brugt i rekrutteringen, og har talt med flere af de kvinder, der er endt på fabrikkerne. Af hensyn til deres sikkerhed er de blevet anonymiseret.

“Jeg ved ikke rigtig, hvordan man laver droner”, siger en kvinde, der forlod et job i sit hjemland for at tage imod, hvad hun troede var et lukrativt russisk tilbud.

På vej til Rusland tog hun en række selfies for at dele sit held med venner og bekendte. Hun tog billeder af sig selv i lufthavnen og lavede en video af det måltid, hun spiste på flyet. Det var først, da hun ankom til Alabuga, at hun indså, at hun var blevet snydt.

– Virksomheden laver ikke andet end droner. Ikke andet. Jeg fortryder og forbander de dage, hvor jeg begyndte at lave alle de her ting,” siger kvinden.

Det eneste, der kunne have afsløret, hvad de i virkeligheden havde gang i, er, at sprogtesten indeholdt ord som “fabrik” og verberne “at hægte sig på” og “at hægte sig af”.

Alabuga-zonen blev etableret i 2006 for at tiltrække virksomheder og investorer til Tatarstan. Efter Ruslands invasion af Ukraine steg aktiviteten i zonen kraftigt, og nogle af fabrikkerne gik over til at producere våben og andet militært udstyr.

I begyndelsen blev iransk udviklede Shahed-136-droner transporteret til Rusland i dele og derefter samlet på russiske fabrikker. Nu foregår hele produktionsprocessen i Alabuga og muligvis på en anden fabrik. Planen er at producere 6.000 af dem inden 2025, ifølge lækkede dokumenter.

Men det er et problem at finde arbejdere. Alabuga er dog den eneste russiske fabrik, der rekrutterer kvinder fra Afrika, Asien og Latinamerika, ifølge eksperter og AP’s egen undersøgelse. Ifølge Albright arbejder omkring 90 procent af de kvinder, der er rekrutteret gennem “Alabuga Start-programmet”, i droneproduktionen.

Lækkede dokumenter viser også, at antallet af medarbejdere stiger hurtigt og forventes at passere 2.600 næste år.

I Uganda er der blevet afholdt særlige rekrutteringsmøder for interesserede kvinder. Der er også gjort forsøg på at rekruttere forældreløse børn, ifølge rapporter på Alabugas egen Telegram-kanal. Derudover har mere end 26 ambassader i Moskva haft besøg af russiske myndigheder, som ønskede at promovere programmet.

Kampagnen giver ikke svar på, hvorfor det kun er unge kvinder, der rekrutteres, men nogle analytikere mener, at det kan skyldes, at yngre kvinder er lettere at kontrollere. Et lækket dokument viser, at der bruges nedsættende udtryk, når der henvises til de afrikanske arbejdere.

De udenlandske kvinder deler soveværelser og køkkener og bliver overvåget døgnet rundt, ifølge indlæg på de sociale medier. Der bruges ansigtsgenkendelse ved indgangene, og de overvåges af kameraer. Hver dag bliver de kørt i bus til fabrikken. Alle udlændinge får et SIM-kort til deres mobiltelefon, når de ankommer, men de må ikke tage dem med ind på fabrikken.

Ud over monteringen får kvinderne til opgave at male dronerne. Men de har ikke noget beskyttelsesudstyr. En af dem beskriver intens kløe og små huller i huden på hendes kinder. “Det er som at få en masse små nålestik i ansigtet,” forklarer hun.

– Gud, hvor jeg klør! Jeg bliver aldrig træt af at klø mig. Mange af pigerne lider.

AP har ikke været i stand til at fastslå, hvilken slags kemikalier der bruges, men Fabian Hinz, droneekspert ved International Institute for Strategic Studies, siger, at der bruges ætsende kemikalier i droneproduktionen.

Ud over de skadelige stoffer er anlægget også udsat for ukrainske angreb. I april blev mindst 12 mennesker såret, da fabrikken blev ramt af en ukrainsk drone. I en video, der er lagt ud på nettet, siger en kvinde fra Kenya, at angriberne er “barbarer, der prøver at skræmme os”.

En af de kvinder, AP har talt med, siger, at hun “elsker” at arbejde på fabrikken. Men det er ikke et synspunkt, der deles af de andre kilder. De siger, at de bliver trukket i løn for at dække udgifter til indkvartering, mad, flyrejser, sundhedspleje og russiskkurser, og at de har svært ved at få pengene til at slå til til busbilletter.

En af kvinderne mener, at de bliver behandlet som æsler og slaver. Hun siger også, at sanktionerne mod russiske banker gør det svært at sende penge hjem, mens en anden fortæller, at hun sender 1.600 kroner hjem til sin familie hver måned.

Fire af kvinderne fortæller, at deres vagter varer op til 12 timer, og at der ikke er faste fridage, men alligevel er to af dem villige til at acceptere lønnen, så længe de kan sende penge hjem.