Det er så dyrt at bruge grøn brint som energibærer for at undgå CO₂-udslip fra fossile brændstoffer, at det kan være billigere at udligne udslippet ved at indfange CO₂ direkte fra luften, konkluderer forskere ved Harvard, et af verdens førende universiteter, i en ny videnskabelig artikel.

Årsagen er de høje omkostninger til transport og opbevaring af brint, skriver forskerne Roxana T. Shafiee og Daniel P. Schrag i artiklen Carbon abatement costs of green hydrogen across end-use sectors, som er udgivet i Joule, et førende videnskabeligt tidsskrift om bæredygtig energi.

Visioner om, at såkaldt grøn brint – dvs. H₂ produceret med elektricitet fra vedvarende energikilder – kan erstatte fossile brændstoffer som energibærer i tunge industrielle processer, har ansporet flere regeringer til at finansiere investeringer i denne teknologi, da den har det teoretiske potentiale til at opnå radikale nedskæringer i CO₂-udledningen, hvilket mange mener er et vigtigt mål.

Men de omkostningsberegninger, der ligger til grund for investeringerne, er ikke realistiske, siger forfatterne i sammenfatningen af deres artikel.

Mange regeringer har sat politiske mål og i nogle tilfælde økonomiske incitamenter for grøn brintproduktion i forventning om, at produktionsomkostningerne vil falde hurtigt i løbet af de kommende årtier, hvilket giver muligheder for billig CO₂-reduktion i mange sektorer. Mange nyere analyser tager dog ikke højde for lagrings- og distributionsomkostningerne ved at levere grøn brint til forskellige sektorer, eller hvordan disse omkostninger kan variere på tværs af slutanvendelser.

Sådanne beregninger er foretaget af Shafiee og Schrag, og deres resultater vil sandsynligvis få det til at løbe koldt ned ad ryggen på brintentusiaster:

Her har vi beregnet CO₂-reduktionsomkostningerne (US-dollars pr. ton reduceret CO₂) ved at bruge grøn brint i forskellige sektorer af den amerikanske økonomi. Vi baserer vores beregninger på nuværende og fremtidige forsyningspriser, som vi estimerer under hensyntagen til, hvordan hver enkelt slutbruger vil udnytte lagrings- og distributionsinfrastrukturen. Vi viser, at med de nuværende priser er grøn brint en uoverkommelig dyr reduktionsstrategi for alle de undersøgte anvendelser med reduktionsomkostninger på 500-1250 dollars pr. ton CO₂, hvilket i nogle tilfælde overstiger omkostningerne ved direkte opsamling fra luften.

Den faktiske produktion af brint forventes at blive billigere, men det samme gælder ikke for transport eller lagring:

Selv hvis produktionsomkostningerne reduceres til 2 USD pr. kg H₂, er mulighederne for CO₂-reduktion til mindre end 250 USD pr. ton CO₂ begrænset til ammoniakproduktion.

I så fald bliver brint økonomisk uoverkommeligt for de fleste anvendelser, der i øjeblikket er CO₂-intensive, især produktion af stål, hvor der er store forventninger til brint, eller cement.

Som et alternativ til grøn brint nævnes ofte blå brint, som produceres ved hjælp af elektricitet fra fossile brændstoffer med CO₂-fangst. Men de høje omkostninger til transport og lagring gælder også for blå brint, skriver Shafiee og Schrag.

I olieproducerende lande som Norge har der været håb om, at blå brint kunne bruges til at retfærdiggøre fortsat olieproduktion, da olien kan bruges til at fremstille brint og dermed præsenteres som »klimavenlig«. Men ifølge Harvard-forskernes analyse er det usandsynligt, at selv dette vil være inden for økonomisk rækkevidde.