Som om Storbritannien ikke har nok andre udfordringer, vælger Labour-regeringen at fortsætte sin hovedløse stræben efter netto-nul. Hvornår vil de indse, at det ikke er muligt at basere et lands energibehov udelukkende på vind- og solenergi? Almindelige briter og den britiske økonomi, som allerede kæmper med skyhøje elpriser, bliver taberne.

Klimaforandrings fanatikeren og energiministeren Ed Miliband, er hjernen bag Storbritanniens »Great Leap Forward«, som går ud på at udfase olie og gas og blive helt afhængig af vedvarende energikilder, hvilket truer med at føre til hyppige strømafbrydelser og endnu højere elpriser. Briterne kæmper allerede med ekstremt høje energipriser. Elpriserne er fordoblet siden 2019, og Storbritannien ligger i toppen af de 25 OECD-lande med 36,4 pence pr. kilowatttime (lidt over 5 pund) for forbrugere og 25,9 pence pr. kilowatttime for industrien.

Det er bemærkelsesværdigt, at Storbritannien fortsætter med sin Net Zero strategi, som går ud på at afvikle olie- og gasindustrien (dog ikke fra den ene dag til den anden) og blive helt afhængig af vind- og solenergi, som er dyrere end gas og meget mindre rentabel – derfor enorme subsidier, som især norske læsere vil være klar over. Først rammes de private elforbrugere direkte, når de betaler deres elregning, og derefter rammes de igen, når de køber varer, der er fremstillet i Storbritannien, og som bliver dyrere, fordi det er dyrere at producere dem med de nuværende elpriser. Desuden kræver disse teknologier gas, som i stigende grad skal importeres, for at kunne bruges som backup, fordi energi fra vindmøller og solpaneler er svær at lagre. Som vi alle ved, er både vind og sol uforudsigelige elementer – men det lader Ed Miliband og hans ligesindede ikke til at bekymre sig synderligt om.

Naturbevarelse viger for klima

Såkaldt klima venlige politikker synes at være vigtigere end den britiske økonomi og befolkningens velbefindende. Det er her, Miliband, som tilhører Labours venstrefløj, har noget til fælles med andre globalistiske politikere. Som i Tyskland og Californien, og efterhånden også mange andre vestlige lande, er »klima« blevet det nye ledende princip, som overtrumfer al sund fornuft. Naturbeskyttelse er blevet glemt – for solpaneler og vindmøller, både på land og til havs, er bestemt ikke naturvenlige. I Kent i England skal store landområder, som er særligt vigtige for fugle, nu bruges til solenergi. Det hjælper ikke, at befolkningen og naturbeskyttelses organisationer protesterer. Nogle steder tager de landbrugsjord i brug, og budskabet er enkelt: Sektoren for vedvarende energi er vigtigere end landbruget.

Ed Miliband har en lang historie som ideolog i Labour. Han og hans bror David har været centrale tænkere i partiet siden 1990’erne. »Red Ed« er socialist, og som de fleste socialister bekymrer han sig ikke om den gennemsnitlige mand eller kvinde. Industrien for vedvarende energi er blevet prioriteret frem for sikker, stabil og økonomisk overkommelig energi.

I denne uge lukkede Miliband det sidste kulfyrede kraftværk i Storbritannien, mens Indien og Kina åbner et nyt kulfyret kraftværk hver uge. Storbritannien bliver derfor mere afhængig af at importere energi fra lande, der er ligeglade med »Net Zero«.

Selv når den utopiske drøm om Net Zero er realiseret, vil vi stadig være afhængige af olie og gas – forskellen er, at det ikke vil være olie og gas fra den britiske Nordsø. Selv efter Net Zero vil 25 procent af energiforbruget skulle komme fra kulstof kilder.

Sidste år importerede Storbritannien olie for 27 mia. pund, og gas for 21 mia. pund. Det betyder højere priser for de britiske forbrugere. Det sidste stålværk i Storbritannien, i Port Talbot i Wales, lukkede i denne uge. Tata Steel vil i stedet flytte arbejdspladserne til Indien. Sådan smuldrer den britiske industri i hastigt tempo, takket være en energipolitik, der underminerer selve grundlaget for en velfungerende økonomi.

Labour blev valgt i juni, ikke fordi det var populært, men fordi det britiske valgsystem tillod det. Omkring 20 procent af vælgerne stemte på en regering, som gør sit bedste for at indføre en politik, der fører Storbritannien tilbage til de depressive 1970’ere.

Ed Miliband kan måske ikke redde klimaet, som er globalt – om der overhovedet er noget, vi kan gøre for at påvirke det, er en anden diskussion – men han kan helt sikkert ødelægge landet med molbo-politik. Vi, der bor herovre, ved, at alting bliver dyrere, og når budgettet bliver fremlagt senere på måneden, finder vi ud af, hvor meget dyrere det bliver at bo her. Højere skatter, øgede afgifter og en hovedløs indvandrings politik får landet til at falde fra hinanden ret hurtigt. Ældre mennesker, som ikke får tilskud til elektricitet, er ligeglade med Net Zero, og det er almindelige arbejdende mennesker, som snart ikke har råd til at tænde for varmen, heller ikke. Klima-kulten er forbeholdt de rige, dem, der har tid og penge til at ødelægge kunstværker og blokere motorveje for deres »luksusoverbevisning«, mens andre koncentrerer sig om at overleve.

»Det store spring fremad« i Maos Kina (1958-1961) havde til formål at gøre landet til en industriel supermagt, men førte i stedet til millioner af dødsfald. Ed Milibands projekt handler, ligesom Maos Store Spring Fremad, om store visioner, der ikke fungerer i praksis. Intentionerne er måske gode – i hvert fald ifølge ham og andre, der tror på det næsten religiøse klima-projekt – men man behøver ikke at være spåmand for at se, at projektet vil gøre mere skade end gavn. Der er lang tid til næste valg, men meget tyder på, at det parti, der vinder næste valg, kommer til at stå over for et stort oprydningsarbejde.

Kjøp «Usikker vitenskap» av Steven E. Koonin som papirbok og som ebok.

Usensurerte nyheter. Abonner på frie og uavhengige Document.