Premierminister Netanyahus tale til FN ved dette års højniveau møde var en demonstration af noget, som ingen af de andre delegerede havde modet til at gøre: Han fortalte sandheden om Israels situation i Mellemøsten. Han fortalte sandheden om de trusler om udslettelse, som Israel og det jødiske folk står over for, om hvem der udgør truslen, og hvem der af egeninteresse, eller fejhed, ignorerer den og fremstiller Israel som en syndebuk og medskyldig i de konflikter og forbrydelser, som andre skaber og begår. Han gjorde det klart, at den eksistentielle kamp, som Israel nu befinder sig i, er en kamp til forsvar for hele den vestlige civilisation.

Men mødet med FN afslørede også noget andet meget alvorligt: den farlige situation, som den arabiske verden befinder sig i på grund af sin egen kultur og tradition. For at sige det ligeud: En fredsaftale med et arabisk regime er midlertidig, og i øvrigt ikke noget værd ud over det papir, den er skrevet på. I den arabiske verden findes der ingen stabile, liberale og demokratiske stater og samfund. Folkeretten, som den har udviklet sig siden freden i Westfalen, er et stykke europæisk kultur. Det er ikke alle i verden, der tænker sådan. Det er stadig sådan, at øst er øst, og vest er vest. Det er israelernes langsigtede problem.

Netanyahu sagde noget, som alle vidste, men som kun han turde sige højt fra FN’s talerstol: »Irans aggression vil bringe alle lande i Mellemøsten, og mange i resten af verden, i fare. Alt for længe har verden været selvtilfreds over for Iran, og ignoreret dets undertrykkelse af sin egen befolkning og dets aggression over for andre.«Han slog til lyd for, at det iranske regime skal forhindres i at udvikle atomvåben, og opfordrede FN, og især Sikkerhedsrådet, til at gribe ind for at sikre, at Iran ikke bliver en atommagt.

Medierne har været bemærkelsesværdigt ivrige efter at fremstille Iran som moderat, tilbageholdende og uinteresseret i en åben konflikt med Israel nu. Iran fremstilles som en bekymret part i den krig, der har etableret alle stedfortræderne i området omkring Israel som et »bolværk« mod israelsk aggression. Sandheden er en helt anden, og ikke engang de eksperter fra Forsvarsakademiet, som kommenterer situationen i NRK’s udsendelser, har turdet overveje et mere realistisk og langsigtet scenarie, hvor Iran er nået i mål med sine bestræbelser på at udvikle atomvåben. De ballistiske langdistanceraketter er fuldt udviklede og blev testet mod Israel med forbløffende præcision i april.

I dette perspektiv må man også tage Hizbollahs bemærkelsesværdige tilbageholdenhed i brugen af missiler mod Israel i betragtning. Det hævdes, at organisationen har hundredtusindvis af raketter, missiler og droner, som kan nå hele Israel, og at kun få af dem er blevet affyret i det seneste år. Man bliver nødt til at spørge: Hvad venter de på, når deres lavintensive krig mod Israel er ved at ødelægge dem fuldstændigt? Er det i virkeligheden meningen, at disse våben skal bruges på et senere tidspunkt i et sidste iransk »armageddon«, hvor formålet er at mætte det israelske luftrum med våben, der skal skydes ned, og dermed overbelaste Israels luftforsvar, før Iran leverer sit nukleare nådestød?

Netanyahu brugte meget tid på at understrege sit ønske om fred med den arabiske verden. Israel skal trods alt leve med sine naboer, og har siden genoprettelsen i 1948 brugt meget tid på at skabe normale naboskabs relationer, og et grundlag for sameksistens med disse lande. Det var naturligt for ham at fremhæve Abraham-aftalerne, som han ser som det store politiske højdepunkt i sin politiske karriere. For ham og mange andre israelere var de et uigendriveligt bevis på, at det er muligt for en jødisk stat at leve i fred og harmoni med den arabisk-islamiske verden.

Men er de grundlæggende realiteter i Mellemøsten helt så enkle? Er vi ikke nødt til at tage højde for faren for, at arabiske lande, individuelt eller kollektivt, kan blive ofre for en indbygget ustabilitet, som altid vil være en »medfødt« svaghed ved alle statsdannelser, hvor magt og legitimitet hviler på tilhørsforhold til stamme, klan og familie eller er indlejret i koalitioner af sådanne sociale grupper?

Et billede fra FN’s generalforsamling under Netanyahus tale var synet af medlemmer af Den Arabiske Liga, der gik ud af mødelokalet i protest, anført af delegationen fra Saudi-Arabien. Det var en vigtig politisk reaktion på Netanyahus opfordring til normalisering med fred og velstand, som kom før han havde tid til at komme med den. Han havde næppe dette synspunkt i tankerne, da han skrev manuskriptet. Hverken Saudi-Arabien eller de andre arabiske stater skænkede fred, velstand og normalisering af forholdet til Israel en tanke, da de samledes for at boykotte Israels demokratisk valgte leder.

Sandheden, som Netanyahu formidlede, betød ikke noget for nogen af dem. Normaliserede relationer med sådanne stater og regimer er baseret på andre betingelser end dem, der gælder i den vestlige verden. Vi taler ikke om parlamentariske, liberale, demokratiske forfatningsstater. Vi taler om hensynsløse diktaturer, hvor de til enhver tid siddende magthavere er mere bekymrede for deres undersåtter og hinanden, end de er for Israel. De er alle underlagt en radikal islamistisk opposition, der er mere end klar til at gribe magten, hvis muligheden opstår. Regimeskift i sådanne lande er ofte meget blodige.

Dette er det virkelige politiske udgangspunkt for den opgave, Israel står over for i sit nabolag, nu, og i lang tid fremover. Dette problem har en slående parallel i Iran, hvor det iranske folk står over for et autoritært og politisk/religiøst stift regime, der er låst fast i sin egen manglende evne til at give folket den normalisering med fred og velstand, som de beder om. I denne verden kan en sådan fred og velstand kun opstå og opretholdes i samfund, der er bygget på frihed og selvstyre, og hvor autoritære kræfter holdes i skak af et konstitutionelt parlamentarisk demokrati.

Det store spørgsmål, som mødet i FN ikke kunne give Netanyahu eller os andre et svar på, er derfor: Hvad vil sandsynligvis tjene Israel og det jødiske folk bedst på lang sigt? Er det en fortsat stræben efter normalisering med den arabiske verden, som den ser ud i øjeblikket, eller er det at yde bistand til det iranske folk, så det kan frigøre sig fra regimets lænker og dermed genoprette Iran som et mere civiliseret magtcentrum i Mellemøsten, der kan afbalancere både de mere eller mindre arkaiske, autoritære og uforanderlige samfundsformer i den arabiske verden og måske endda inspirere den tyrkiske nation til at genfinde sine egne bedste interesser?

I så fald vil en normalisering med fred og velstand for befolkningerne i Mellemøsten ikke være så usandsynlig, som det ser ud nu. Men processen må begynde, som Netanyahu demonstrerede i FN: Verdens ledere skal begynde at sige sandheden. Det kan fjerne mange af de forhindringer for fred, som FN oprindeligt var designet til at løse. Vejen frem er stadig beskrevet i FN-pagtens formål og principper, som ingen af talerne ved dette års møde på højt niveau i Generalforsamlingen talte om eller syntes at anerkende.

Det ville være i overensstemmelse med FN’s oprindelige formål, men vi kan være ret sikre på, at det aldrig vil ske, sådan som denne forsamling er sammensat i øjeblikket. Et stort flertal demonstrerede, at de ikke er på Israels side i landets og det jødiske folks kamp for overlevelse. Hele optakten til Netanyahus tale med højlydte demonstrationer, boykot og udmarchering af delegationer afslørede for os alle, at det verdenssamfund, der skulle have FN som et forum for »at forstå hinanden og leve sammen i fred som gode naboer og forene vores bestræbelser på at opretholde international fred og sikkerhed«, er dybt splittet og helt ude af stand til at spille den rolle, det var tiltænkt. Araberne gjorde, hvad de følte sig tvunget til at gøre, og afslørede, hvad vi kan forvente af dem.For vores vedkommende kan vi desværre regne med, at Vesten vil svigte jøderne igen.

 

Kjøp Giulio Meottis «De nye barbarene» fra Document Forlag her!  Kjøp eboken her.