Kommentar

På baggrund af Europas mildest talt problematiske behandling af verdensdelens jøder under 2. Verdenskrig, burde man forvente, at EU ville stå vagt om Israel og jødernes ret til en stat i deres 3000-år gamle hjemland. Men det er ikke tilfældet.
Efter at terrorbevægelsen Hezbollah gennem snart et år har overdænget Israel med missiler og raketter, kræver EU’s udenrigsministre våbenhvile – tydeligvis i den hensigt at få Israel til at indstille sin forsvarskrig og tillade de skæggede slyngler at slikke sårene og samle kræfter til ny terror mod den jødiske stat.
I forvejen har titusinder af israelere måtte forlade deres hjem i grænseområderne ind mod den Hezbollah-kontrollerede del af Libanon. Og sådan synes Lars Løkke og hans venner, at det skal fortsætte. Koran-elskerne kræver kun våbenhvile, når Israel forsvarer sig, mens de med sindsro har betragtet diverse terrorbevægelsers årtier lange ugerninger. I EU er der nemlig forskel på jihadister og jøder, og de førstnævnte er de mest populære.
EU’s udenrigschef, Josep Borrell, udtaler, at ”diplomatiets stemme må tale og høres af alle”.
Det er en nobel tanke. Problemet – ud fra Israels synspunkt – er, at diplomatiet har talt mindst siden 1978, og at talen har dækket over opbygningen af den iransk-finansierede morderbevægelse, Hezbollah (navnet betyder ”Guds Parti”).
Efter Hezbollahs forrige overfald på Israel i 2006, som medførte et militært svar, vedtog FN Resolution 1701, der indebar, at Israel skulle trække sine tropper tilbage fra det sydlige Libanon mod at Hezbollah trak sig tilbage til nord for Litanifloden.
Hezbollah holdt naturligvis ikke sin del af aftalen, men blev ved med at opbygge sin militære kapacitet lige på den anden side af grænsen til Israel og samtidig true med at ville udslette landet og dets jødiske befolkning.
Har nogen hørt beklagelser fra Lars Løkke i den anledning?
Som sikring af Resolution 1701’s overholdelse stolede FN på United Nations Interim Force In Lebanon (UNIFIL), der blev oprettet i 1978. Meningen var bl.a., at styrken skulle garantere den libanesiske regerings suverænitet over landets sydlige del.
Det blev så heller ikke til noget.
Men nu vil EU altså have, at Israel skal forlade sig på diplomati.
Til Lars Løkkes sorg er den israelske regering ikke så dum, som EU’s jødehadere håber.