Nyt

 

Parlamentsvalget blev afholdt i Østrig søndag, og prognoser, der blev offentliggjort kort efter, at valgstederne lukkede kl. 17, viser, at det nationalkonservative Frihedsparti (FPÖ) for første gang bliver det største parti.

Ifølge en prognose i Der Standard vil FPÖ få 29,2 procent af stemmerne, efterfulgt af Folkepartiet (ÖVP) – det gamle konservative parti – med 26,3 procent. Derfra er der langt ned til det socialdemokratiske parti (SPÖ), som må nøjes med 20,5 procent.

Grafik: Der Standard

Resultatet er som forventet, da FPÖ har ligget i toppen af meningsmålingerne i over to år. Alt kan derfor være lagt til rette for en ny koalitionsregering mellem FPÖ og ÖVP. Premierminister Karl Nehammer (ÖVP) ønsker ikke en sådan løsning, men det er ikke sikkert, at det sidste ord er sagt.

Det ville være tredje gang, de to partier dannede regering sammen. Det skete første gang efter valget i 1999, hvor SPÖ blev det største parti, men de jævnbyrdige FPÖ og ÖVP var meget større sammen. Derefter sad de sammen i Sebastian Kurz’ første regering fra 2017 til 2019, før den blev opløst som følge af Strache-skandalen.

For et kvart århundrede siden indførte alle de andre EU-lande sanktioner mod Østrig, fordi de ikke brød sig om, at FPÖ, som mange anså for at være højreorienteret, sad i regering. Sanktionerne virkede ikke efter hensigten og blev ophævet efter et års tid, så koalitionen kunne fortsætte indtil 2005.