I en kommentar i The Federalist advarer Eddie Scarry mod at tage de amerikanske meningsmålinger alvorligt. De fleste ”offentlige” målinger, dvs. målinger beregnet på offentliggørelse, har Kamala Harris som præsidentvalgets vinder, og medierne bliver ikke trætte af at berømme hende for al den glæde (joy), som hun har tilført amerikansk politik. At hun ikke har redegjort for sin politik, bekymrer ikke medierne.
Men hvis hun fører over Trump, hvorfor har hun så opfordret til en ny debat med ham? Den eneste fornuftige forklaring, skriver Scarry, må være, at hendes kampagnemedarbejdere har fortalt hende, at hun står til at tabe.
Kamala Harris vil have den nye debat til at foregå på CNN, som ikke har haft et godt ord at sige om Trump i otte år. Derfor har han fornuftigvis afvist at lade sig lokke i CNN’s baghold, men han vil gerne stille op til en debat på Fox News. Det vil Kamala Harris næppe acceptere, fordi hun risikerer at skulle besvare svære spørgsmål om emner, som hun ikke har ringeste forstand på. Hun plejer at klare sig ved at bryde ud i et hestegrin, men den går næppe på Fox.
Årsagen til Harris’s iver for at få en ny debat er utvivlsomt, at demokraternes interne meningsmålinger viser et andet billede end de offentlige.
Atter et demokratisk-inspireret mordforsøg har ikke svækket Trump, og almindelige amerikanere kan stadig ikke få pengene til at slå til, når de er i supermarkedet. Familierne må kæmpe for at klare sig, og frygten for en økonomisk recession vokser. Samtidig vælter det fortsat ind med illegale migranter, der skaber kaos og kriminalitet, trykker lønningerne og presser boligmarkedet.
Man gør klogt i at tage de offentlige meningsmålinger med et kraftigt gran salt. Erfaringsmæssigt er det nemlig svært at måle republikanernes – og især Trumps – tilslutning. Før præsidentvalget i 2016 var det knusende flertal af meningsmålere enige om, at Hillary Clinton stod til en overlegen sejr – som jo ikke blev til noget. Før 2020-valget havde Joe Biden ifølge meningsmålingerne en føring over Trump på flere pct.point, men endte med at vinde valget med kun 44.000 stemmer i tre stater.
En af grundene til, at Trumps vælgertilslutning bliver undervurderet, er formentlig, at folk ikke tør fortælle, at de vil stemme på ham af frygt for repressalier, hvis det skulle komme frem. Man kender jo demokraternes metoder. Så når vælgerne blive spurgt, hvem de vil stemme på, vil mange enten lyve eller sige: Hvad vedkommer det dig.
Hertil kommer, at mange af Kamala Harris’s strålende meningsmålinger givetvis er ”suppression polls” – såkaldte målinger, der skal få de republikanske vælgere til at tro, at valget for længst er afgjort, og at der derfor ikke er nogen grund til at ulejlige sig med at stemme.
Et af de få meningsmålingsinstitutter, som der er grund til at tage alvorligt, nemlig Rasmussen, har Trump som vinder, men det forudsætter, at der ikke bliver snydt. Og hvis demokraterne kan se deres snit til det, vil de snyde. Det handler nemlig ikke om demokrati, men om magt.