² Tidligt næste morgen kom han til templet igen. Hele mængden samlede sig omkring ham, og han satte sig ned og begyndte at undervise dem. ³ Da kom de skriftkloge og farisæerne med en kvinde, der var grebet i ægteskabsbrud. De førte hende frem ⁴ og sagde: “Mester, denne kvinde er blevet grebet i ægteskabsbrud. ⁵ I loven befalede Moses os at stene sådanne kvinder. Men hvad siger du?” ⁶ De sagde det for at sætte ham på prøve, så de havde noget at anklage ham for. Jesus bøjede sig ned og skrev på jorden med sin finger. ⁷ Men da de blev ved med at spørge ham, rettede han sig op og sagde: “Den af jer, der er uden synd, må kaste den første sten på hende.” ⁸ Så bøjede han sig ned igen og skrev på jorden. ⁹ Da de hørte det, gik de væk en efter en, de ældste først. Til sidst var Jesus alene igen, og kvinden stod foran ham. ¹⁰ Så rettede han sig op og spurgte: “Kvinde, hvor er de? Er der ingen, der har fordømt dig?” ¹¹ Hun svarede: “Nej, Herre, ingen.” Så sagde Jesus: “Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd ikke mere fra nu af.”

Johannes 8:2-11

Historien om kvinden, der blev grebet i ægteskabsbrud, og som Jesus redder fra pøbelen, er en af de smukkeste i Bibelen, og selv om den ikke findes i de ældste manuskripter, mente de tidlige kristne, at den hører hjemme i Johannesevangeliet.

Jesus er ikke bange for at tale om synd, ikke fordi han ønsker at trampe folk ned, men for at trække dem ud af mørket. Det viser et afgørende punkt i den kristne tro, nemlig modsætningen mellem rigtigt og forkert, en forståelse af moral, som ikke kan forenes med socioøkonomiske forklaringer, skæbnetro eller en svag personlighed.

For lidt siden kom jeg i snak med en ven om årsagerne til kriminel adfærd, og min ven, som befinder sig på venstre side af det politiske landskab, argumenterede ihærdigt for, at folks socioøkonomiske baggrund var vigtig for at forstå nutidens kriminalitet.

Jeg har aldrig forstået politikere.

Jeg har aldrig forstået politikere, der mener, at dårlig økonomi forklarer kriminalitet. Det er som at sige, at moral hører sammen med velstand, og som kristen støder det mig. At sociale forhold som brudte hjem og forældreforhold betyder noget, er indlysende, men vi var fattige i vores del af verden helt frem til det 20. århundrede, og vi blev ikke kriminelle af den grund.

Nu går der næsten ikke en dag, uden at politikere og kommentatorer fortæller os, hvor vigtige økonomiske forhold er for vores adfærd og moralske standarder. Men jeg har endnu ikke hørt nogen problematisere en sådan holdning. Det gør noget ved os at høre, at vi ikke er ansvarlige for vores handlinger, hvis vi bare er fattige nok. For skal vi så bede om tilgivelse?

Forlad os vor skyld, beder vi i Fadervor, den bøn, Jesus lærte os at bede. Jesus tog ikke et materialistisk udgangspunkt for sin lære, og der er noget vidunderligt befriende ved at møde en Gud, som tager os alvorligt som mennesker. Han spurgte ikke kvinden om hendes historie, hun var klar over sin situation, men han fordømte hende ikke. Ikke fordi hun kom fra fattige kår, men fordi han er en nådig Gud. Hvis det var sådan, at hendes materielle baggrund forklarede hendes synd, ville der ikke have været nogen grund til, at Jesus sagde, at han ikke fordømte hende. Han ville have været nødt til at fordømme hendes fattigdom.

Vi ser dagligt de katastrofale konsekvenser, når mennesker ikke holdes ansvarlige for deres handlinger. De berørte mennesker opfatter det ikke som næstekærlighed og tilgivelse, men snarere det modsatte. Folk, der får at vide, at deres materielle situation kan forklare kriminalitet, har trods alt ikke brug for tilgivelse. Budskabet er snarere, at det er de riges skyld, at de angiveligt fattige er kriminelle. For muslimske unge er det bare en bekræftelse på, at Allah accepterer det, de har gjort.

Kristendommen holder både mennesker og stat ansvarlige. I modsætning til venstrefløjens materialisme og islams amoralske fatalisme tager Gud os alvorligt, samtidig med at han i sin uendelige kærlighed tilbyder tilgivelse til dem, der søger ham.

Vores historie viser, at vi får det bedste samfund, når vi vælger Jesus Kristus, moralens udgangspunkt, den eneste, der kan tilgive synd, og som sagde til kvinden, der blev grebet i ægteskabsbrud: Heller ikke jeg fordømmer dig.