Masseindvandring og en rigid klima- og energipolitik truer Tysklands velstand, men hvorfor er der ingen, der trækker i nødbremsen? Fordi landet er psykologisk afhængigt af at følge den slagne vej, mener den uafhængige forfatter og journalist Frank Lübberding.

I en nylig kronik i Die Welt stiller Lübberding en skånselsløs diagnose af sit lands sundhedstilstand.

Automobilindustrien, den kemiske industri, den mekaniske industri og turistindustrien kæmper alle, og de økonomiske skrækhistorier strømmer ind hver dag, bemærker han og giver nogle eksempler fra delstaten Niedersachsen:

Salzgitter AG rapporterede røde tal for første halvdel af året. Stålkoncernen er en af landets største arbejdsgivere. Samtidig var Meyer-skibsværftet i Emsland i alvorlig krise. For at redde virksomheden fra konkurs var forbunds- og delstatsregeringen nødt til at nationalisere den tidligere familievirksomhed. Bilproducenten Continental AG havde været i krise i nogen tid. Et hurtigt kig på NORD LB’s liste over de vigtigste virksomheder i Niedersachsen afslører, hvad ledere ynder at kalde “udfordrende tider”, fra konfekturekoncernen Bahlsen til landbrugsmaskinproducenten Krone.

Dertil kommer, at Volkswagen annoncerer afskedigelser og fabrikslukninger.

Og tingene er ikke meget bedre i resten af landet:

Niedersachsen er overalt. Folk i alle delstater er ved at miste troen på fremtiden. Krisen rammer kernesektorerne i den tyske industrimodel med diversificeret kvalitetsproduktion: bilindustrien, den kemiske industri, den elektriske industri, maskinindustrien, da verdens største leverandør af værkstedsudstyr ikke klarer sig bedre. Andre sektorer som byggeri og detailhandel trækkes med i denne malstrøm.

Samtidigt falder kvaliteten af de offentlige ydelser:

Togselskabet Deutsche Bahn er blevet et symbol på tilstanden af den statslige infrastruktur. Det fremstår klima- og socialpolitisk bevidst og mangfoldigt, men opfylder ikke sin egentlige mission: at transportere passagerer fra A til B til tiden. Folk har vænnet sig til uddannelsessystemets dårlige tilstand, og sundhedssystemet i provinsen er blevet et hasardspil om, hvorvidt man har brug for en praktiserende læge eller en specialist. Listen er lang.

Sideløbende med dette trives to sektorer: NGO’er og det offentlige bureaukrati. “Alle bestræbelser på at reducere bureaukratiet modsvares af mere bureaukrati”, siger Lübberding. Begge tjener først og fremmest sig selv på bekostning af den brede offentlighed:

På alle regeringsniveauer er der kommissærer og rådgivende udvalg til alle tænkelige problemer. Alt fra ligestilling mellem kønnene til antidiskrimination og queer-spørgsmål. Samtidig vokser de statslige organisationer (fejlagtigt kaldet NGO’er, Non-Governmental Organisations, men de burde egentlig hedde GO’er), som ikke ved noget om noget som helst emne, fra klima til demokrati, som ikke skal håndteres af staten. Velfærdsstaten er således blevet en karikatur af den interventionistiske stat. Den beskytter ikke længere folk mod livets grundlæggende risici som arbejdsløshed, sygdom, ulykker, alderdom og pleje, men tjener til at uddanne folk og støtte det tætte netværk af aktivister.

De beskrevne fænomener gælder i varierende grad i mange europæiske lande. Men hvorfor er Tyskland så hårdt ramt? På grund af migration og energipolitik, siger artiklens forfatter.

I slutningen af 2023 var der mere end 3,1 millioner mennesker, der søgte beskyttelse i Tyskland. Ti år tidligere var der ifølge det føderale statistiske kontor 613.000 mennesker. I samme periode steg den udenlandske befolkning med seks millioner mennesker. Dette skete på bekostning af en infrastruktur, der var designet til at skrumpe på grund af demografiske ændringer.

Samtidig steg udgifterne til at sikre et eksistensminimum i henhold til lov om borgerløn eller lov om ydelser til asylansøgere.

Men ukontrolleret indvandring kan ikke forenes med generøs velfærd, skriver Lübberding. I hvert fald ikke, når økonomien har det svært, som klima- og energipolitikken har sørget for:

<blockquote

Alle lande udnytter potentialet i vedvarende energi, men ingen gør det med vores energiomstillingsstrategi. Tyskland har investeret de 520 milliarder euro, der var forventet i 2016, men otte år senere garanterer det stadig ikke en billig og sikker strømforsyning. I stedet er den nationale økonomi blevet omdannet til en planøkonomi, hvor staten styrer investeringerne i retning af klimaneutralitet.

Markedsøkonomiens selvkorrigerende evne er væk:

Politikere bestemmer over brændsler, varmesystemer og produktionsprocesser. Markedet er elimineret som korrektiv til forkerte beslutninger, og i stedet har politikerne gjort købet af en bil eller et varmesystem til en religionskrig. Det er ikke længere salgstal, der afgør, om en fremtidsteknologi er en succes eller en fiasko, men ideologer, der skændes om, hvad de tror, den er.

Selvopholdelsesdriften kunne tyde på, at man erkender fiasko, når det går galt, men det er Tysklands særlige handicap.

Alle undrer sig over, hvorfor det kun er Tyskland, der rammes med så stor kraft. Svaret kan findes i det, som samfundsforskere kalder “stiafhængighed”

.

Det tyske ord, Lübberding bruger, er Pfadabhängigkeit, hvor Pfad betyder sti – men også i en mere abstrakt betydning: den tegnede sti, den slagne sti eller den slagne vej, som vi måske ville sige på norsk. Kort sagt betyder det, at man ikke har lyst til at stoppe op og se, om vejen frem ikke bør gentænkes. Det handler med andre ord om en psykologisk fejl.

Det betyder, at “beslutninger, der er truffet for lang tid siden, definerer rammerne for handling”, ifølge den tyske forfatter.

“Steady as she goes” er derfor det vigtigste, selv når man er på vej mod en katastrofe. Det burde ikke være muligt, men det har Lübberding også en forklaring på: For interessegrupper er omkostningerne ved radikale forandringer større end fordelene.

Interessegrupper omfatter ikke kun dem, der tjener godt på migrationspolitik, klimapolitik eller energipolitik. De omfatter også selve det politiske system og alle de apparater – den offentlige sektor og NGO’erne – som omgiver det.

Så længe den politiske vægt af alle dem, der snylter på samfundets forfald, repræsenterer mere magt, end det er muligt at bryde, på trods af at de ikke udgør et flertal af befolkningen, vil der ikke ske nogen kursændring.

Lübberdings analyse gælder i bund og grund også for Norge. Det, der adskiller Norge fra Tyskland, er landets finansielle rigdom og dets rigdom på eftertragtede naturressourcer. Det er derfor, Norge har råd til den luksus, som Tyskland nu kæmper for at betale for.

 

Køb “Dumhedens anatomi” af Olavus Norvegicus! Køb e-bogen her.