Den danske historiker, lærer og politiker Morten Uhrskov Jensen har udgivet flere bøger. Denne tekst bruger hans seneste bog, Nationalkonservativ renæssance – at genfinde den rette vej, som inspiration.
Uhrskov skriver mest om Danmark, men påpeger, at de samme problemer nu findes i hele den vestlige verden. Vesten er under pres og er i intern opløsning på grund af masseindvandring og andre skadelige politikker. Han analyserer, hvad der er gået galt ud fra et nationalkonservativt perspektiv.
Forfatteren observerer et kulturelt forfald, som har stået på i hvert fald siden 1960’erne. Europas arkitektur er blevet grimmere og mere sjælløs i de seneste generationer på trods af, eller måske på grund af, materiel velstand. Kunst og kultur når ikke fortidens højder.
Det kan ikke udelukkende forklares ud fra et marxistisk eller materialistisk synspunkt. Johann Sebastian Bach komponerede sin musik på et specifikt kristent, religiøst grundlag. Mange højt profilerede kunstnere, som i dag tjener gode penge, vil næppe blive husket lige så længe som Bach. Hvem arrangerer koncerter med musik af Taylor Swift om 250 år?
I skolerne er kvaliteten af undervisningen faldet siden 1960’erne, til dels under angreb fra kulturradikal ideologi. Eleverne lærer mindre brugbar viden og er ikke længere stærkt og positivt forbundet med deres egen nation og kulturarv. Læreren som autoritet er næsten afskaffet. At styrke elevernes hukommelse eller lære dem at huske noget ses som negativt.
Kernefamilien har også været under konstant angreb i den vestlige verden siden 1960’erne. Det er på trods af, at forfatteren mener, at det er langt den bedste familieform, som giver den sikreste opvækst for børn. Han forudser en renæssance for kernefamilien.
Han er ikke blind for, at politisk korrekthed også har svækket de kristne menigheder, men håber på en positiv ændring i dette over tid. Konservative mennesker får i gennemsnit flere børn end mange venstreorienterede og kulturradikale grupper.
Morten Uhrskov Jensen har i mange år dokumenteret, at ikke-vestlig indvandring, især fra muslimske lande og Afrika, er en stor økonomisk byrde for de europæiske lande. Lignende beregninger fra andre vestlige lande bekræfter det samme mønster. Indvandring er en enorm byrde for Europa, socialt og kulturelt, men også økonomisk. Jo mere multikulturelt vores samfund bliver, jo farligere, fattigere, mere voldeligt og mindre frit bliver det.
Forfatterens måske mest omfattende værk er Et delt folk fra 2008. I denne bog viser Uhrskov, hvordan masseindvandringen til Danmark har fundet sted på trods af en dybt splittet befolkning.
En lignende tendens findes i andre vestlige lande. Mange europæere har aldrig ønsket storstilet fremmedkulturel indvandring fra andre dele af verden. Alligevel har indvandringen fundet sted, fordi store dele af magteliten og massemedierne har budt den velkommen. Modstand mod denne politik er blevet censureret, marginaliseret eller dæmoniseret.
Uhrskov Jensen skriver, at der næsten altid er en magtfuld elite, som styrer et samfund oppefra og ned. Et dominerende mindretal bestemmer, hvilken retning samfundet bevæger sig i. Det kan kun ændres, hvis de udfordres og erstattes af en anden magtelite, som er tilstrækkelig stor og handlekraftig.
Ungarns premierminister Viktor Orbán fremhæves som en mand, der med succes har skabt en mod-elite, støttet af tænketanke og medier. Men den nationalkonservative Orbán er under næsten konstant angreb fra anti-nationale magteliter i EU og USA.
I virkeligheden er det et lille antal mennesker i magtfulde positioner, ikke mindst i massemedierne, som i høj grad bestemmer, hvad befolkningen skal tale om og hvordan. Kun en mod-elite med et tilstrækkeligt stærkt magtapparat bag sig, herunder kontrol over egne medier, har en reel mulighed for at vælte en etableret magtelite. Kontrol over informationsstrømmen i samfundet er kritisk vigtig.
Et eksempel er den franske milliardær Vincent Bolloré. Gennem sin kontrol med nyhedsmedier som CNews sætter Bolloré fokus på de enorme problemer, som Frankrig kæmper med på grund af muslimsk og afrikansk indvandring. Det har igen givet større spillerum til nationalt orienterede politikere som Marine Le Pen, Jordan Bardella, Éric Zemmour og Marion Maréchal.
Forfatteren mener, at de nuværende vestlige magteliter, som er transnationale og ofte aggressivt antinationale, skader den vestlige verden med forskellige former for destruktive politikker. Af disse er masseindvandring den farligste. Morten Uhrskov Jensen skriver på side 81 i Nationalkonservativ renæssance:
«Vi befinder os ikke forfærdeligt langt fra sommeren 1789 og senvinteren 1917, hvor to omtrent lige uduelige eliter blev vippet af pinden. For fredelighedens skyld håber vi selvfølgelig, at det er tidspunktet for Murens fald, november 1989, som vi er tæt på. Eliter vil der altid være, og disse eliter vil altid beholde magten, medmindre de væltes over ende af en tilstrækkeligt stærk modelite. Forandringer kommer aldrig nedefra. Paladsrevolutioner har alle dage været stærkere, når der skulle ske forandringer».
USA beskrives som et land i en langvarig og sandsynligvis permanent nedadgående spiral. Storbritannien er en skygge af sig selv. Det er chokerende, hvordan titusinder af unge, hvide britiske piger systematisk er blevet voldtaget af hovedsageligt muslimske bander i mange år. At de britiske myndigheder har ladet dette foregå i årtier, vidner om en magtelite med en grotesk foragt for sit eget folk.
Selv om Storbritannien er i en katastrofal tilstand på grund af masseindvandring, er situationen i Frankrig om muligt endnu værre. Islam er nu en dominerende indflydelse selv i små franske byer. Kun gammel arkitektur minder om, at man geografisk stadig befinder sig i Europa. Uhrskov mener, at der snart skal ske noget ekstraordinært, hvis disse lande skal overleve som europæiske nationer. Der er dog stadig en vis modstand, og Frankrig er hjemsted for revolutioner.
Tyskland er også i en forfærdelig tilstand, efter at Angela Merkel var ved magten fra 2005 til 2021. Men tyskerne er stadig hæmmet af Anden Verdenskrig og har måske brug for hjælp udefra.
Forfatteren slutter sin bog med at tale om indvandringspolitik. Uhrskov Jensen omtaler den ikke-europæiske masseindvandring som en »katastrofe«, der har potentiale til at udslette en række europæiske nationer, hvis de nuværende tendenser fortsætter.
I generationer er hvide mennesker blevet beskyldt for at være fremmedfjendske og »racistiske«. Det er tvivlsomt, om begreberne »racisme« og »antiracisme« overhovedet har nogen videnskabelig betydning.
Personligt har jeg konkluderet, at »racist« og »racisme« er meningsløse ord, som primært bruges til at terrorisere europæere, der ønsker at bevare deres nation. Hvis man tror på evolutionen, betyder det, at genetiske forskelle har praktiske konsekvenser. Det gælder på individniveau, men sandsynligvis også på gruppeniveau. Vestlige magteliter er darwinister, som ikke tror på Darwin.
Europæerne er faktisk blandt de mindst etnocentriske folkeslag på denne planet. I næsten alle andre dele af verden er det helt naturligt at foretrække sin egen nation og etniske gruppe frem for andre. Det er kun hvide mennesker, der nægtes dette eller dæmoniseres for at forsøge at bevare deres egen nation og kulturarv.
Måske gjorde dette lavere niveau af etnocentrisme i fortiden europæerne mere modtagelige og åbne over for impulser fra andre kulturer. Men det kan også være en meget farlig akilleshæl i en tid med gigantiske globale folkevandringer.
Uhrskov skriver, at Sverige på trods af politikernes forsikringer om det modsatte fortsætter sin kurs mod den demografiske afgrund. Landet beskrives som en uforståelig tragedie, der bare fortsætter og fortsætter. De svenske myndigheder har taget imod et stort antal indvandrere fra lande i Asien, Afrika og Mellemøsten.
Det har resulteret i et voldsomt stigende antal voldtægter og en eksplosion af vold og bandekriminalitet, der har gjort Sverige til et farligt land. Ligesom andre indfødte europæere nægtes det svenske folk retten til et hjemland. Side 91 af Nationalkonservativ renæssance:
«I skrivende stund har ca. 25 procent af befolkningen i Sverige rødder i den tredje verden, og i den yngre aldersgruppen er det langt flere. Sverige vil stensikkert ophøre med at eksistere som meningsfuld stat for de etniske svenskere, hvis ikke skeen tages i den helt anden hånd, og lukningen af grænserne kobles sammen med hjemsendelser af mindst to millioner mennesker. Man får håbe, at svenskerne kan gøre dette med retsstat og demokrati i behold, men de er nødt til det».
Uhrskov mener, at det ikke længere er nok at lukke Europas grænser. Han mener, at en række fremmede kulturindvandrere skal sendes tilbage til deres etniske hjemlande, hvis vores egen nation skal reddes. Han er med andre ord tilhænger af remigration, også kaldet returmigration eller repatriering, men mener, at det kan gøres på en civiliseret måde.
Morten Uhrskov Jensens bog kalder på refleksion. Med kun 98 sider kunne den stadig have haft godt af lidt mere analyse. Med 15-20 sider mere ville den stadig have været let at læse. Den er blevet opdateret til 2023. Lad os se på noget af det, der er sket i 2024.
Personligt er jeg enig i forfatterens negative syn på den herskende globalistiske elite i den vestlige verden. De styrer vores samfund i retning af fattigdom, kaos og konflikt. Men undervurderer han, hvad disse mennesker er villige til at gøre for at blive ved magten? Europæernes modstand mod masseindvandring, fra Irland til Italien, bliver undertrykt med mere censur, overvågning og fængsling.
Vi oplever en udbredt masseovervågning af borgerne, som nu forstærkes af stadig mere avanceret kunstig intelligens. I flere vestlige lande er der også konkrete planer om at indføre digital centralbankvaluta (CBDC). Kritikere hævder, at dette mere er et middel til social kontrol end penge i traditionel forstand, en form for elektroniske madkuponer under stærk statslig kontrol.
I sin bog The Revolt of the Elites and the Betrayal of Democracy, som blev udgivet posthumt i 1995, kommenterede den amerikanske historiker Christopher Lasch, hvordan denationaliseringen af de vestlige samfund foregår fra toppen og ned. De herskende eliter føler ikke længere en stærk tilknytning til deres egen nation eller en stærk følelse af forpligtelse over for deres egne borgere.
Middelalderens feudalisme var mere fremtrædende i nogle dele af Europa end i andre. Men hvad med fremkomsten af nutidens transnationale neo-feudalisme? Nutidens globaliserende eliter mangler organiske rødder til den lokale befolkning. Feudalismen i det gamle Europa havde negative aspekter, men den var også en del af den kreative middelalder, som byggede det moderne Europa.
Middelalderens magteliter var bestemt ikke perfekte, men de forvirrede ikke børn ved at påstå, at der er mange forskellige køn, og de importerede ikke muslimer, som chikanerede og mishandlede dem dagligt. De skabte heller ikke en biomedicinsk stat, der pressede sin befolkning til at få indsprøjtet farlig genterapi. På sådanne områder er nutidens feudale magteliter farligere end dem, europæerne havde i middelalderen.
På begge sider af Atlanten er politikere, som har været kritiske over for globalisterne og deres indvandringspolitik, ikke kun blevet udsat for karaktermord, men også for fysiske mordforsøg. Den 15. maj 2024 blev den slovakiske premierminister Robert Fico skudt og alvorligt såret af en venstrefløjsaktivist.
Den 13. juli 2024 blev Donald Trump, USA’s tidligere præsident og Republikanernes formodede kandidat til præsidentvalget i 2024, skudt og såret i øret, mens han talte ved et valgmøde.
Begge disse mænd er heldige at være i live. Trump ville sandsynligvis være blevet dræbt, hvis han ikke havde drejet hovedet i sidste sekund. En fotojournalist tog billeder af en blodig Donald Trump, der stak næven i vejret og råbte »Fight! Fight! Fight!«, mens agenter eskorterede ham væk fra scenen.
Den 15. september 2024 var der endnu et mordforsøg på Trump. Han spillede golf i Florida, da Secret Service skød mod en bevæbnet person i nærheden. Gerningsmandens søn siger, at hans far hader Trump, som »alle fornuftige mennesker« gør. Det er den atmosfære af had, som de etablerede medier har været med til at skabe.
Efter valget i juli 2024 fik Storbritannien en Labour-regering med Keir Starmer som premierminister. Det skyldtes i mindre grad Starmers personlige popularitet og i højere grad det konservative partis kollaps, som mistede mange vælgere til Reform UK og Nigel Farage.
Den 29. juli 2024 stak en ung mand med afrikanske immigrantforældre brutalt mange børn ned i et dansestudie i Southport i England. Tre uskyldige hvide piger på 6, 7 og 9 år blev myrdet. Denne hændelse blev efterfulgt af flere dages optøjer blandt indfødte briter.
Keir Starmer, som i 2020 viste stor sympati for de meget voldelige Black Lives Matter (BLM)-optøjer på et andet kontinent, viste i 2024 absolut ingen sympati for hvide briter, som er trætte af at se deres børn blive myrdet og deres land ødelagt. Labour-regeringen løslader brutale forbrydere fra overfyldte fængsler. Justitsminister Shabana Mahmood siger, at alternativet ville være »utænkeligt«.
Det giver mere plads til anholdelser af briter, der protesterer mod ødelæggelsen af deres folk. Britiske børn helt ned til 11 år er blevet arresteret for at have deltaget i protesterne. Det sker i et land, hvor børn i årevis er blevet voldtaget af muslimske indvandrere i næsten industriel skala, mens myndighederne og politiet har set den anden vej.
Udviklingen i Storbritannien er alarmerende. Hvad der er lige så alarmerende, er den skræmmende mangel på kritik, som dette har udløst fra andre vestlige lande. Det ser ud til, at myndighederne i forskellige vestlige lande nu tager ved lære af hinanden: Hvor meget undertrykkelse og misbrug af deres egen befolkning kan de slippe af sted med?
Personligt lagde jeg mærke til, at de skandinaviske socialdemokrater, Labours søsterpartier, ikke sagde meget om, hvad der foregik i Storbritannien.
Journalist Rebecca Mistereggen spurgte det norske Arbeiderparti om Labours opførsel. Var det noget, de støttede eller kritiserede? Man skulle tro, at undertrykkelse af den oprindelige befolkning i en allieret nation, som vi har lange historiske bånd til, ville være forkasteligt. Men nej. Det norske Arbeiderparti havde ingen kommentarer til det britiske arbejderpartis »Operation Early Dawn« med massearrestationer i Storbritannien.
Telegram er en kommunikationsapplikation skabt af den russiskfødte Pavel Durov. Han blev arresteret den 24. august 2024 for at tillade for meget ytringsfrihed på sin platform. Ikke i Rusland, men i Frankrig.
Det er uklart, om Durovs anholdelse blev presset frem af den amerikanske regering og CIA, hvilket er fuldt ud muligt, eller af EU, hvilket er lige så muligt. Det kan også være en uafhængig beslutning truffet af de franske myndigheder. På nuværende tidspunkt er alle disse institutioner blevet moralsk korrupte og fjendtlige over for ytringsfriheden.
Rumble er en online videoplatform, der bryster sig af at tillade mere ytringsfrihed end sin større rival YouTube. Chris Pavlovski, administrerende direktør for Rumble, skrev på X/Twitter, at han var rejst fra Europa: »Frankrig har truet Rumble, og de har overskredet en rød linje ved at arrestere Telegrams CEO, Pavel Durov, angiveligt for ikke at censurere tale. Rumble vil kæmpe for ytringsfrihed, en universel rettighed, med alle tilgængelige juridiske midler.«
I 2021 forbød Frankrig også den franske patriotiske bevægelse Génération Identitaire.
Det sociale netværk Twitter er en af verdens mest besøgte hjemmesider. Jeg blev medlem af Twitter i august 2012 og har været aktiv der lige siden. På baggrund af personlige erfaringer vil jeg inddele Twitters historie i før og efter 2016.
Det år oplevede den globalistiske magtelite i Vesten to store chok. Det første var Brexit, hvor de britiske vælgere, tilskyndet af Nigel Farage og UKIP, stemte for at forlade EU. Det andet og største chok var valget af Donald Trump som USA’s præsident.
Som Twitter-bruger har jeg bestemt bemærket forandringen. Censuren steg massivt efter 2016. I begyndelsen af 2022 overvejede jeg seriøst at forlade platformen for altid. Ytringsfriheden var stort set ikke-eksisterende på dette tidspunkt for de brugere, der var så heldige ikke at have fået lukket deres konto.
Heldigvis købte milliardæren og tech-pioneren Elon Musk virksomheden i 2022. Ved efterfølgende at offentliggøre de såkaldte Twitter Files beviste han, at FBI, CIA og andre amerikanske føderale agenturer havde været involveret i at censurere Twitter i årevis.
Twitter blev omdøbt til X af sin nye ejer. X/Twitter er ikke perfekt. Det er Musk heller ikke. Men det er den eneste større sociale medievirksomhed, som har øget brugernes reelle ytringsfrihed siden 2022. På grund af dette bliver Musk nu hadet og angrebet af totalitære kræfter i forskellige dele af verden, fra Australien til Brasilien.
EU har indført et nyt stykke lovgivning kaldet Digital Services Act (DSA). Bag dette uskyldige navn gemmer der sig et meget aggressivt forsøg på at censurere den type information, som hundredvis af millioner af europæere har adgang til. Det er et forsøg på at centralisere kontrollen med internettet i Europa ved hjælp af metoder, som det kinesiske kommunistparti ville genkende.
Store sociale platforme som Facebook, TikTok, YouTube, Instagram, Snapchat og Google skal nu bevise, at deres tjenester ikke udbreder ulovligt, skadeligt eller hadefuldt indhold, eller hvad EU definerer som misinformation eller falske nyheder. Hvis virksomhederne ikke overholder censurordrerne fra Bruxelles, kan de få meget store bøder eller i værste fald blive udelukket fra EU.
Det er ikke tilfældigt, at X/Twitter i oktober 2023 blev den første virksomhed, der blev retsforfulgt af EU for angiveligt at sprede »misinformation«. EU-oligarker, herunder den franske EU-kommissær Thierry Breton, truede offentligt virksomheden gentagne gange i 2023 og 2024.
Den 16. september 2024 erklærede Thierry Breton, at han ville træde tilbage fra EU-Kommissionen. Ironisk nok blev det annonceret på X, et netværk, som han selv har arbejdet på at censurere.
Indtil videre har Elon Musk nægtet at bøje sig for EU’s krav om mere censur. Han er en af verdens rigeste mænd og har heldigvis råd til at betale for advokater. Alligevel er det tankevækkende at se, hvor meget millioner af menneskers ytringsfrihed afhænger af én person.
Morten Uhrskov Jensen tror stadig på, at europæerne har så meget at byde på, at selv den nuværende dybe krise kan overvindes. Så kan vi komme ud på den anden side, rigere på erfaringer.
Vi kunne virkelig godt bruge noget optimisme lige nu. Europæerne lever nu i en deprimerende tid, der er præget af løgne, korruption, dekadence og undertrykkelse. Indre og ydre barbarer spreder vold og kaos i gaderne, mens det at ville bevare sit eget folk bliver behandlet som en forbrydelse.
Europæerne skal fokusere mindre på elbiler og transvestitter og mere på at bevare sig selv.
Måske har de europæiske befolkninger stadig tilstrækkelige reservoirer af skjult styrke til at skabe en ny europæisk renæssance på et tidspunkt. Men de kommende årtier bliver sandsynligvis vanskelige. Før vi kan skabe en ny renæssance, skal vi først overleve. Kampen for europæisk overlevelse kan tage generationer, måske resten af dette århundrede.
Hvis vi skal vinde denne kamp, skal nutidens globalistiske ideologi om åbne grænser fjernes. De magteliter, der opretholder denne ideologi, skal erstattes af personer, partier og grupper, der varetager vores etniske, kulturelle og økonomiske interesser på lang sigt.