Politikere er valgt af os, men de fører os ad veje, som vi ikke selv har valgt. Det er måske ikke så mærkeligt, for vi vælger dem jo ikke. De tilhører bare et partinetværk af venner, som nominerer sig selv uden hensyn til, hvad de rent faktisk har at tilbyde os af åndelige evner. Derefter går de til valg på uldne løfter om arbejde, velfærd, vækst, udvikling og retfærdighed. Men resultatet af denne ordning er, at Norge styres af svage karakterer og middelmådige.

Så hvad sker der, når disse letvægtere tager ud i verden og møder skarptskydende statsledere fra stormagter som Kina, Storbritannien, Tyskland, Frankrig og EU eller den internationale finanselite?

De vil formentlig indse, at de ikke helt fylder deres sko ud, og vil derfor opføre sig som husmænd med lavt selvværd – men med lommerne fulde af oliepenge. Det er en farlig kombination, for de kan finde på at bruge vores penge til at købe sig til stillinger, som de ikke er kvalificerede til, og meget tyder på, at det netop er det, de gør, når de f.eks. giver bistand til Kina, forærer vores elektricitet væk til 30 øre pr. kWh, sælger vores guldbeholdning til spotpris, melder os ind i krige, som ikke vedrører os, og bruger hundredvis af milliarder ad gangen på en grøn politik, som kun vil ruinere os.

De er ikke idioter i klinisk forstand, men de er faretruende tæt på.

Når vores formodede bedste kort, Jonas Gahr Støre, møder Ursula von der Leyen, holder hende i begge hænder, bøjer hovedet, kigger genert ned i gulvet og lover hende astronomiske pengegaver, så har han reelt signaleret, at han har underkastet sig både hende og resten af den tysk-franske elite på vores vegne. Og det tror jeg ikke, det norske folk ønsker. Men han har jo heller ikke spurgt os.

Men for at slippe af sted med det, er det en absolut forudsætning, at de kontrollerer medierne, og det gør de i høj grad. En journalist fra NRK kommenterede for nylig det amerikanske valg ved at sige, at den amerikanske valgkamp var mere rodet end den norske, “fordi USA havde meget mindre kontrol over sine medier end Norge”. Der er med andre ord et intimt forhold mellem norske journalister og politikere.

En illustration af dette er, at under det sidste præsidentvalg viste meningsmålingerne i USA en 50/50-fordeling mellem Biden og Trump, mens fordelingen i Norge var vanvittige 94/6!

Det betyder, at mediedækningen af de amerikanske præsidentkandidater er meget mere skæv i Norge end i USA. Noget NRK selv indrømmer, når de siger, at de bevidst støtter den ene kandidat og ikke den anden.

Norge plejede at have mere heterogene medier, men det ændrede sig efter 22. juli 2011. NRK definerede bombemanden som “en højreekstrem racist”, og Jens Stoltenberg udtalte offentligt, at det ville være en fordel, hvis bombemanden blev erklæret tilregnelig, et ønske, som retten opfyldte efter først at have erklæret ham sindssyg. Og dermed kunne sagen trygt politiseres.

Følgelig måtte alle, der ville være i det gode selskab, inklusive det konservative parti, stå frem og sige, at de ikke var “højreekstremister”. Højrefløjen klumpede sig derefter sammen i midten, og hele den traditionelle højre/venstre-akse blev pulveriseret. Pressestøttemedierne foretog en lignende justering.

Seks år senere etablerede Dagbladet, VG, NRK, TV 2 Gruppen og Polaris Media censurorganisationen faktisk.no, og den nye diktaturstat var født. I kølvandet kom de gratis netaviser og podcasts, som tilbød alternative samfundsanalyser, men venstrefløjen havde fået blod på hænderne, så nu giver Helje Solberg fra NRK og faktisk.no os 100 millioner kroner til at etablere et nationalt “Kildekritikcenter“, som skal «arbejde tæt sammen med POLITIET for at styrke tilliden til POLITIKERNE»! NRK og faktisk.no modtager henholdsvis 6,4 milliarder norske kroner og 19,4 millioner norske kroner i årlig støtte.

Dette indebærer fire indrømmelser: For det første, at pressestøttemedierne er stærkt politiserede, og for det andet, at politikerne, på trods af politisk tilpasning og mediecensur, mangler tillid. For det tredje betyder det, at en nyhedsdirektør på NRK forsøger at etablere en politistat hen over hovedet på os, og for det fjerde betyder det, at det nuværende politiske regime ikke kan overleve uden endnu hårdere censur.

I 2023 trådte EU’s Digital Services Act (DSA) i kraft, hvilket giver Europa-Kommissionen magt til at censurere alt, hvad den ønsker at definere som “misinformation” eller “hadefuld tale”. Efter EØS-aftalen, som politikerne underskrev bag vores ryg, blev DSA en del af norsk lov. Men det er ikke nok.

Men hvorfor alt dette? De fremlægger ingen logiske grunde, kun at de mener, at der kun findes én acceptabel politisk analyse af emner som klima, energi, corona, vacciner, multikulturalisme, køn, Trump, Israel og Ukraine, og at alle afvigelser fra denne norm skal censureres. Dette gøres af såkaldte “faktatjekkere”, men hvordan faktatjekker man f.eks. fortolkninger af temperaturdata?

Det er selvfølgelig ikke muligt, så den egentlige årsag må nødvendigvis ligge uden for logikkens verden. Så hvilken verden kan det være?

Noget hører naturligvis til i politikkens verden.

Noget af det hører naturligvis til i politikkens verden, hvor logikken jævnligt sættes ud af kraft, hvis der er et flertal for det, men det hører bestemt også til i totalitarismens verden, som heller ikke har brug for logik, hvis målet blot er at komme af med dissidenter. Jeg bemærker dog også, at man antager sammenhænge, f.eks. mellem menneskeskabte CO₂-emissioner og temperatur, uden at have sammenhængen, så det kan også være, at man har bevæget sig ind i en åndelig dimension, måske uden at vide det.

Men vi ved, at såkaldt “fact-checking” er et globalt fænomen, hvor FN spiller en central rolle. Jonas Gahr Støre er i perioder ganske åben om dette, samtidig med at han udtrykker, at “Verden har brug for Kinas lederskab”. Vores tidligere helseminister Ingvild Kjerkol tilsluttede sig denne holdning, da hun sagde, at “vi er nødt til at konsolidere WHO som vores leder, som har nul tolerance over for dårlig opførsel”.

Dårlig opførsel, FN, Kina og WHO? Hvad i alverden tænker de på? Vil de have et verdensdiktatur?

Tulsi Gabbard siger, at det eneste, der forhindrer venstrefløjen i at opnå absolut magt over os, er, at de af os, der stoler på en højere magt end dem selv (dvs. Gud), ikke køber venstrefløjens definitioner af rigtigt og forkert. Og måske er det også derfor, at venstrefløjen har et horn i siden til kristne.

Formentlig af samme grund har norske politikere undermineret kirken og givet afkald på vores kristne traditioner til fordel for id-, woke- og kønsrelativisme. Biskop emerita Solveig Fiske fjerner det sidste glimt af håb, når hun siger, at hovedstaden nok må se langt efter en konservativ biskop.

Jeg tror ikke, at dagens norske politikere i bedste fald forstår, hvad de gør, for de er hverken særligt dybsindige eller smerteligt intelligente, men hvis vi alligevel vil forstå, hvad de gør, tror jeg, vi får mere ud af at læse Johannes’ Åbenbaring end at se Daily News.

Køb The Psychology of Totalitarianism her! Køb bogen her!

Ytringsfriheden er under angreb. Abonner på det frie og uafhængige Document.