Jeg har tænkt noget mere over begrebet ”regime-medierne”, som jeg introducerede i går.

At tilhøre regime-medierne betyder ikke, at alle i kategorien mener det samme om alt. Der er plads til divergerende meninger om relative småting. Det er, som Joseph Goebbels indskærpede de tyske medier, godt for troværdigheden, hvis aviserne mener noget forskelligt om sager, der har ringe betydning i den store sammenhæng.

Sådan er det også med nutidens danske regime-medier. Blot de mener det samme om islam, klimaet, glæden ved at betale skat, FN’s og EU’s lyksaligheder, faren ved ytringsfriheden, krigen i Ukraine, ”mangfoldigheden”, multikulturen, den hvide mands ondskab, hvor synd det er for kvinder og truslen fra ”højrefløjen” og de amerikanske republikanere, er der frit spil til puste sig op over placeringen af vindmøller, uroen i Venstre, underslæb og misforvaltning i en jysk kommune, ventelister på hospitalerne og lignende.

At være et regime-medie indebærer, at man bevæger inden for grænser, som regimets magtmænd og magtkvinder har udstukket. De vil aldrig acceptere, at selve regimet bliver kritiseret eller angrebet, og det forstår alle de pæne redaktører og journalister, som er helt afhængige af skatteydernes ufrivillige indbetalinger.

Vi slipper ikke for regime-medierne, før enhver form for statsstøtte bliver afskaffet og DR privatiseret. Så må vi se, hvor mange kunder medierne har til deres forsøg på ensretning og meningspåvirkning.