Peter Paul Rubens (1577–1640), “Tempelskatten”. Fine Arts Museum of San Francisco..

¹⁵ Så gik farisæerne væk, og de blev enige om, at de ville fange ham i ord. ¹⁶ De sendte deres disciple hen til ham sammen med herodianerne og fik dem til at sige: “Mester, vi ved, at du altid holder dig til sandheden og underviser i Guds sande vej. Du er ligeglad med, hvad andre tænker, for du ser ikke på person eller rang. ¹⁷ Så fortæl os, hvad du mener: Er det lovligt at betale skat til Cæsar eller ej?” ¹⁸ Men Jesus bemærkede deres ondskab og sagde: “I hyklere, hvorfor sætter I mig på prøve? ¹⁹ Vis mig den mønt, som skatten betales med!” De rakte ham en denar, ²⁰ og han spurgte: “Hvem har sit billede og navn her?”²¹ “Kejseren,” svarede de. Så sagde han til dem: “Så giv kejseren, hvad der tilhører kejseren, og Gud, hvad der tilhører Gud.” ²² De blev forbløffede over dette svar, og de forlod ham og gik deres vej.

Matthæus 22:15-22

I de seneste uger har jeg i mine søndagstekster forklaret, hvordan kristendommen har formet vores verdensbillede, lagt grundlaget for det, der kaldes kristenheden, og diskuteret de udfordringer, vi står over for, når vi skal integrere nye borgere.

Dagens tekst er baseret på Jesu møde med jøder, som ville vide, om det var rigtigt for dem at betale skat til kejseren. Jesu svar lagde grunden til en revolutionerende ny forståelse af staten.

Jesus sagde til farisæerne: “Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er.” Dette var et svar på et spørgsmål, de stillede ham: “Er det lovligt at betale skat til kejseren eller ej?” Det vil sige: Var det tilladt i henhold til loven, jødernes lov, at betale skat til Cæsar eller ej? På Jesu tid var dette et kontroversielt emne, for hvis det var tilladt at betale skat til den romerske kejser, ville det også betyde, at jøderne accepterede ham som deres hersker.

Jesus’ svar var afgørende for forholdet mellem kristne og staten, samtidig med at det var uangribeligt, både fra et politisk og religiøst synspunkt. “Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er,” sagde han til farisæerne. Og de svarede igen, samtidig med at de definerede vores forhold til staten.

Paulus følger op på Jesu svar, når han skriver til de kristne i Rom:

«Enhver skal være lydig mod de myndigheder, han har over sig. Der er ingen myndighed, som ikke er fra Gud, og de, der har magt, er udpeget af Gud… Opfyld jeres forpligtelser over for alle. Betal skat til dem, der skylder skat, og told til dem, der skylder told. Vis respekt for dem, der fortjener respekt, og giv ære til dem, som du skylder ære” (Paulus’ brev til romerne 13:1 & 7).

Apostlen Peter bekræfter Paulus, når han understreger, at vi for Herrens skyld skal underordne os

“enhver myndighed blandt mennesker, hvad enten det er kejser eller hersker eller guvernør, som han har sendt, og som straffer dem, der gør ondt, og ærer dem, der gør godt” (1 Peter 2:13-14).

Forståelsen af staten som en sekulær organisation med sin egen rationalitet har lagt grunden til vores måde at forstå samfundet på. Samfundet blev opdelt i to sfærer, en sekulær og en åndelig.

I en tid, hvor vi konstant diskuterer integration af indvandrere, er det overraskende, hvor lidt fokus der er på forståelsen af staten i islam, da det oftest er muslimer, der er emnet, når det handler om manglende integration.</p

Islam har en anden gud end kristne, og deres gud anerkender ikke, at noget skulle være suverænt, dvs. ikke underlagt hans almagt. Allah kan ikke sige, at vi skal give kejseren, hvad der er kejserens, af den simple grund, at alting allerede tilhører ham. Det er derfor, den sekulære stat betragtes med mistro af muslimer, og grunden er, at islam ikke har en doktrin om to regimer, som den findes i kristendommen.

Alligevel tror vi på, at alle kan integreres, og vi har endda vores egen lov, integrationsloven, som udelukkende fokuserer på integration. Men lovgiverne stiller aldrig det afgørende spørgsmål: Vil muslimer anerkende en sekulær lovgiver på samme måde, som vores egen befolkning altid har gjort? Og handler integration i virkeligheden kun om at få et job?

I Europa ser vi en udvikling, der fortæller os, at selv folk, der er i arbejde, ikke behøver at blive integreret, og vi bør ikke være overraskede. Vi bør ikke være chokerede over, at mennesker, der opfatter vores samfund som et religiøst oprør, ikke ønsker at være en del af det. Det er respektløst at kræve noget andet.

Vores kristne historie viser os en kirke, som gennem ægteskabsloven gjorde alt, hvad der stod i dens magt for at nedbryde klanernes betydning for at styrke folket som fællesskab og dermed også stats- og nationsopbygningen. I muslimsk sammenhæng er det kætteri, og derfor får vi også parallelsamfund, hvor muslimerne bliver mange nok.

En vigtig årsag til nutidens udfordringer med indvandring er, at vores lovgivere ikke anerkender indvandrernes tro, men det er et lige så stort problem, at de ikke længere forstår vores egen historie og vores kristne tro.

Når indser vi, at det ikke er muligt at opbygge et samfund, hvor forudsætningen er, at vi formår at forene religioner med helt forskellige syn på, hvad et samfund er?