For første gang var de fire nordiske lande samlet til en debat på baggrund af, at de nu alle er medlemmer af NATO og dermed i samme båd. Tingene har bevæget sig hurtigt. Folk taler om atomvåben på deres egen jord med en lethed, som ville have været utænkelig for bare få år siden.

Krigen i Ukraine har gjort noget ved tankerne hos de ansvarlige. Nogle, som den svenske forsvarsminister Pål Jonson, operationaliserer krigen: Nu bygges der våbenfabrikker, og Ukraine rekrutterer 20-25.000 mænd om måneden, som “roterer”. De har 15 fridage om året. Er det rotation til kirkegården, han tænker på?

Tallet på 500.000 dræbte russere blev nævnt og muligheden for, at der kan være lige så mange på den ukrainske side. Men det var ikke et emne, der blev dvælet ved, og det er det, der adskiller denne krig fra andre: Vi kan ikke lide at tale om de mennesker, som vores våben dræber. Det er som om, det er uanstændigt.

Det virker, som om Ukraine har gjort noget ved udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og hans kollega Espen Barth Eide.

Først blev Jens Stoltenberg interviewet: Havde han nogen indvendinger mod, at ukrainerne optrappede og indledte angreb dybt inde i Rusland? Nej, slet ikke. Han stolede på ukrainernes dømmekraft. Hvornår har en NATO-generalsekretær udskrevet blankochecks til et land i krig?

Men Rasmussen og Eide var enige: “Ukrainerne skal have lov til selv at bestemme, hvad de vil gøre med deres våben. Alle i forsamlingen ved, at det kan betyde kommandocentraler, der sænker tærsklen for atomkrig. Men det er, som om disse overvejelser ikke betyder noget.

Man tror virkelig, at Europa og USA kan besejre Rusland pr. stedfortræder.

Men denne stedfortræder er en illusion. Der vil være færre soldater at rekruttere, og de, der bliver tvangsrekrutteret, vil ikke kæmpe. De indser, at de ofrer deres liv for en tabt sag.

Det var ikke tilladt at sige i debatten.

Under Vietnamkrigen var militærets og politikernes ansvar og skyld et stort emne. Ingen spørger Stoltenberg, om han føler byrden af døde ukrainere. Han taler med den største selvfølgelighed om, at krigen skal fortsætte. Endda optrappes.

Historien eksisterer ikke.

Ikke Rusland og Sovjetunionens forhold til invasioner fra Vesten. Er det irrelevant, at Karl XII, Napoleon og Hitler alle led nederlag?

Den svenske professor Frida Stranne sagde, at hvis målet om at besejre Rusland skal realiseres, skal de europæiske lande og amerikanerne sende deres egne soldater i kamp. Alle ved inderst inde, at det er en logisk konsekvens af optrapningen. Er det sandsynligt, at europæiske unge vil dø på de ukrainske stepper?

Det er helt usandsynligt, og det er også usandsynligt, at USA vil turde.

Det efterlader risikospillet med optrapning. Stoltenberg siger, at han stoler på Zelenskyj. Men der er nogle træk i Ukraines historie, som ikke er sympatiske, og Azov-brigaden er bærer af nogle af dem.

Dette nævnes ikke i de officielle medier.

Nu er der sket en større regeringsomdannelse i Kiev, og man får en fornemmelse af, at mere radikale kræfter har taget over. Er de ude efter Stoltenbergs hoved? Er det en udvikling, han hilser velkommen?

Forstår Løkke Rasmussen og Eide overhovedet, hvad de gør?

Det siger sig selv: Ukrainerne har blødt ihjel i 2,5 år. De kan ikke klare det mere. Hvilke kræfter er der, som ønsker mere krig? Det er dem, der er villige til at tage større risici.

Politikerne forsikrede dog, at alt hviler på ukrainerne selv. De kunne ikke drømme om at gribe ind.

Det forekommer mig dybt uansvarligt, både i forhold til alle dem, der dør, men også i forhold til den afgrund, der åbner sig, når det eskalerer.

NUPI-forsker Julie Wilhelmsen er realist og pragmatiker. Hun forsøgte at antyde, at det ikke var sikkert, at Putin ville tage hele Ukraine eller mere af Europa.

Barth Eide protesterede mod dette. “Åh ja, Putin vil ekspandere. Hvis han vinder, vil han tage endnu en runde. Det er bedre at stoppe ham nu. Ved at gøre det har vi givet os selv en blankocheck til endeløs krig.

Du siger to modstridende ting: Selvfølgelig kan vi besejre Rusland. Deres økonomi er ikke større end et mellemstort europæisk land. Men hvordan harmonerer det med troen på, at Putin vil komme videre? Spørgsmålet bliver ikke stillet. Wilhelmsen siger nu, at Putin har problemer på hjemmebane og ikke med ressourcerne. Det preller af som vand på en ands ryg.

Ingen spørger om befolkningens mening. Hvad de synes. De kender svaret: Folk ønsker ikke at gå i krig med Rusland.

Men Ukraine er blevet som det grønne skifte. Krigen er uden for debat.

Den skal fortsætte. Uanset hvad det koster.