Nyt

Dansk politi har nu lov til at bruge ansigtsgenkendelse i alvorlige sager. Det oplyser DR.

De voksende problemer med alvorlig bandekriminalitet har fået politiet til at efterspørge denne mulighed. Og nu får de den.

I hvert fald i sager om eksempelvis drab, grov vold og voldtægt, og i situationer “af betydning for statens sikkerhed”, lyder det i en pressemeddelelse fra Justitsministeriet.

Det er regeringen, SF, Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti, der står bag aftalen om at lade politiet bruge ansigtsgenkendelse.

Politiet får lov til at bruge værktøjet, der både kan genkende ansigter og objekter som for eksempel en bestemt cykel, på videomateriale, der bliver indsamlet i forbindelse med efterforskningen af en sag.

De får til gengæld ikke lov til at bruge ansigtsgenkendelse i realtid, altså på videokameraer mens de kører.

Brugen af ansigtsgenkendelse har været et omstridt emne.

Blandt andre Dommerforeningen har kaldt det et “meget stort indgreb”. Foreningens formand, Mikael Sjöberg, går dog ind for brugen af ansigtsgenkendelse, men han mener, at det skal begrænses, så politiet først skal have en dommerkendelse – ligesom når politiet skal ransage eller aflytte.

Justitsminister Peter Hummelgaard skriver i en pressemeddelelse, at han er “villig til at gå langt” for at sikre danskernes sikkerhed.

Ifølge ministeren og politiet er det et efterforskningsredskab, der vil spare politiet for en masse tid, når de skal igennem videomateriale for at finde en konkret person.

DR skriver, at det i første omgang bliver Københavns Politi, der får adgang til værktøjet. Her forventes det at være klar i slutningen af året.

Det sker, mens der i Danmark, Norge og Finland er stigende bekymring for, at de dødelige bandekrige, der foregår i Sverige, vil brede sig over grænsen.

Ifølge politiet har der været eksempler på, at bander i Danmark har betalt teenagere fra Sverige for at udføre “det beskidte arbejde”, såsom drabsforsøg, for dem.

Dem har justitsminister Peter Hummelgaard tidligere omtalt som “børnesoldater“.