Israel er en oase af demokrati i en ørken af tyranni – og den britiske udenrigsministers træk tjener terroristernes sag.

Som du ved, har David Lammy, udenrigsminister i Starmers Labour-regering, besluttet at stoppe eksporten af 30 forskellige våbentyper. Specifikt ønsker Storbritannien at stoppe al eksport, der bruges i krigen mod Hamas i Gazastriben.

Da krigen rent faktisk foregår i Gazastriben, er der i praksis tale om en næsten fuldstændig boykot af våbenleverancer til Israel. Våben, der ikke kan bruges i krig, er ikke til megen hjælp.

Dette sker, mens Israel befinder sig i en eksistentiel krig, og hvor muligheden for nye fronter er en reel trussel. Det sker også umiddelbart efter, at seks gidsler er blevet henrettet af Hamas.

I sin mørkeste time bliver Israel forrådt af den norske og den britiske regering, kritiseret kraftigt af EU, og Biden-regimet opfordrer også til våbenhvile og en tostatsløsning.

Kald mig sentimental og nostalgisk, men jeg foretrak, da Labour var kontrolleret af fagforeningerne og ikke af Gaza Party.

Det er, hvad Allison Pearson skriver i The Telegraph. Hun mener, at Starmers våbenforbud mod Israel er et skammeligt forræderi mod en heroisk allieret.

At høre Lammy sige, at han suspenderede 30 ud af 350 våbeneksportlicenser, fordi der var risiko for, at sådant udstyr “kunne bruges til at begå alvorlige overtrædelser af international humanitær lov”, var en dristig udfordring af satirens grænser.

Hvad med de grusomheder, Hamas stod bag den 7. oktober? Hvad med de igangværende grusomheder i Iran, Israels hovedfjende?

Hvad med de grusomheder, der vil oversvømme Europa, hvis Israel falder? Sådanne detaljer bekymrer ikke “Two Tier Keir”. I stedet fængsler han dem, der protesterer på Facebook.

Starmer tilbagekalder 30 våbenlicenser for eksport til Israel

Pearson er ikke særlig imponeret over Lammy.

I oppositionen specialiserede Lammy, et overpromoveret fjols, hvis arrogance er omvendt proportional med hans intelligens, sig i pinlig politik på sjette klassetrin.

I 2018 beskrev Lammy Donald Trump som “en sociopat, der sympatiserer med nynazister”. Han nægtede at trække udtalelsen tilbage i juli i år og sagde til BBC Breakfast, at “mange mennesker havde ting at sige” om Trump.

For Labour er det kun stemmer, der betyder noget. Flere muslimske stemmer betyder mere end en fornuftig udenrigspolitik og Israels ret til at eksistere.

Samme dag som Lammy kom med sin udtalelse, blev fire Gaza-tilhængere, nogle af dem åbenlyse Hamas-sympatisører, valgt ind i parlamentet for Labour. Det er let at se, hvor det bærer hen, når man ser på navnene: Ayoub Khan, Adnan Hussain, Shockat Adam og Iqbal Mohamed.

Ikke noget at bekymre sig om, mine damer og herrer. Det er bare en islamisk separatistgruppe, der nu sidder i vores parlament med det formål at påvirke regeringens politik i retning af synspunkter, der er i strid med vores værdier og traditioner.

Israel er en ekstremt vigtig partner for Storbritannien, både med hensyn til militær efterretning, men også med hensyn til at levere medicin til det svigtende NHS.

Alligevel vælger Labour at fedte for lande, der tilhører en kultur, som ikke eksporterer noget af værdi til briterne, bortset fra grooming, vold, mord og voldtægt, samt enorme omkostninger for de ruinerede britiske skatteydere.

Da Storbritannien kun står for én procent af våbenleverancerne til Israel, er dette også ren symbolpolitik. Det er dog værd at bemærke, hvilke symboler Starmer og co. vælger at læne sig op ad.

Lammy “er så stor en idiot, at han nok håbede på at score nogle point hos Liberal Alliance og venstreorienterede, pro-palæstinensiske jødehadere, samtidig med at han undgik en diplomatisk hændelse,” skriver Pearson.

Udenrigsministeren undervurderede groft den afsky, som hans manglende respekt for et sørgende Israel ville fremkalde.

Hans israelske modpart Israel Katz var klar i mælet:

– Dette skridt sender et meget problematisk budskab til terrororganisationen Hamas og dens støtter i Iran.

Millioner af briter reagerer med dyb foragt. På få uger er det lykkedes Starmer at skabe den måske mest forhadte britiske regering i historien, og briterne er fortvivlede.

Det er briter, som forstår, at Israel og dets IDF-militærstyrker står i frontlinjen og beskytter hele Vesten.

For at tage et eksempel fra “Game of Thrones”: IDF er vores Night’s Watch. De beskytter den mur, der holder barbariet ude af civilisationen. De kæmper heroisk mod The Army of the Dead.

Efter lørdagsfolket vil søndagsfolket være målet, og krigen er allerede i gang, takket være uduelige politikere, som allerede har inviteret en gigantisk femtekolonne hertil.

Mange briter og nordmænd føler en dyb skam over deres politiske ledere. Men de jøder, jeg har mødt, har ingen problemer med at forstå, at det ikke er os almindelige nordmænd (eller briter), der står bag.

Pearson rejser snart til Israel, og hun vil forklare situationen på følgende måde:

Jeg vil undskylde over for alle de israelere, jeg møder, for den britiske regerings smagløse forræderi.

Jeg vil forklare, at Israel fortsat er vores værdsatte allierede, en oase af demokrati i en ørken af tyranni, at vores udenrigsminister er en storhedsvanvittig idiot, og at Labour bare forsøger at tækkes grupper, som de fleste anstændige mennesker er uenige med.

Det vil jeg sige, og jeg håber, ja, jeg beder til, at det er sandt.

Am Yisrael Chai.