Søndagens landdagsvalg i de tyske forbundsstater Thüringen og Sachsen viste betydelig fremgang for det indvandringskritiske parti, Alternative für Deutschland.

I Sachsen opnåede AfD 30,8 pct. af stemmerne – kun en anelse efter CDU, der fik 31,8 pct. Helt galt gik det for Socialdemokratiet, der endte med sølle 7,3 pct. De tidligere magtfulde Grønne sneg sig med 5,2 pct. lige over spærregrænsen på 5 pct. Analytikerne er enige om, at ”klima” ikke længere tiltrækker vælgere. Med 4,5 pct. klarede venstrepartiet, Die Linke, ikke spærregrænsen, hvilket givetvis hænger sammen med, at det nye, formodede, venstreparti, Bündnis Sahra Wagenknecht, med ca. 12 pct. af stemmerne blev Sachsens tredjestørste.

Endnu bedre klarede AfD sig i Thüringen, hvor partiet blev forbundslandets største med 32,9 pct. (mod 23,4 ved valget i 2019). CDU blev næststørst 23,7 pct. efterfulgt af Sahra Wagenknecht med 15,6 pct. Her klarede Die Linke sig meget bedre og opnåede 12,9 pct., som dog er en betydelig tilbagegang fra 31 pct. ved 2019-valget. Også i Thüringen måtte forbundskansler Olaf Scholz’s socialdemokrater lide den ydmygelse med nød og næppe at klare spærregrænsen og opnåede blot 6,1 pct.

Det er bemærkelsesværdigt, at AfD står stærkt blandt de helt unge. Hele 39 pct. af partiets vælgere i Thüringen er 18-24 år.

Spørgsmålet er imidlertid, hvad Alternative für Deutschland kan bruge de mange stemmer til. Ingen af de øvrige partiet vil samarbejde med partiet. Det er i hvert fald, hvad de siger.

Bundesverfassungsschutz, som skal vogte det tyske demokrati, betegner rent ud AfD som ”højreekstremistisk”. Det synes at være den almindelige betegnelse for ethvert europæisk parti, der vil bekæmpe islamiseringen og folkeudskiftningen. Flere politikere har luftet ideen om simpelthen at forbyde AfD. Det bliver naturligvis sværere, efterhånden som partiet vokser.

De tyske valg bekræfter et tydeligt europæisk mønster: Partier, der vil forsvare den hjemmehørende befolkning mod fremmedovertagelse, bliver kaldt ekstremistiske og udemokratiske, mens partier, der betragter folkeudskiftningen og islamiseringen med sindsro, betegnes som demokratiske og ansvarlige.

Men hvor længe endnu?