Kommentar

Den radikale brasilianske højesteretsdommer Alexandre de Moraes forbød i går Elon Musks X – tidligere Twitter – at operere i Brasilien.
En talsmand for X siger, at dommerens handling skyldes, at X nægter at censurere regimets politiske modstandere. ”Da vi forsøgte at forsvare os i retten, truede de Moraes med at fængsle vores brasilianske repræsentant”, siger talsmanden.
Elon Musk har reageret på dommerens afgørelse ved at kalde ham en ”ond diktator”. Han advarer også om, at der ikke længere vil være ytringsfrihed i USA, hvis Kamala Harris ”vinder” præsidentvalget.
“Censur er en given ting, hvis demokraterne vinder”, udtaler Musk, som tilføjer, at det ikke vil overraske ham, hvis X bliver suspenderet i USA i tilfælde af en demokratisk sejr.
Kamala Harris og hendes vicepræsidentkandidat Tim Walz har gentagne gange angrebet ytringsfriheden. Som Walz udtrykker det, ”er der ingen garanti for frihed til at udbrede misinformation eller hadetale og særligt, når det gælder vores demokrati”. Der står ganske vist noget andet i forfatningens første tillæg, men hvem vil eller kan håndhæve forfatningen, hvis Kamala og Walz sidder i Det Hvide Hus?
De fleste medier, som er agenturer for det demokratiske parti, vil i hvert fald ikke.
”Ytringsfriheden er under massivt angreb over hele verden”, siger Elon Musk. Han tænker utvivlsomt på EU, der har truet X med gigantiske bøder, hvis Musk ikke censurerer posteringer, hvis indhold byder magthaverne i Bruxelles imod.
Friheden står formentlig kun til at redde, hvis Donald Trump vinder så stort, at det overvinder demokratisk valgsvindel.
Det gælder også Danmarks frihed.