I betragtning af den betydning, der med rette tillægges islams voksende tilstedeværelse i Danmark – som den nylige Muhammed-krise blot er en udløber af – er der overraskende lidt viden om landets muslimske befolkning som sociologisk fænomen, selv om der er kommet betydeligt mere information i kølvandet på krisen.
Karakteristisk nok er denne nye viden genereret af aviser og private nyhedsbreve. Officielle instanser som Danmarks Statistik tilbyder absolut ingen pålidelig information om muslimer som gruppe. Det politisk korrekte rationale synes at være påstanden om, at muslimer ikke er anderledes end andre, og at det ville være diskriminerende at behandle en andengenerations somalier anderledes end en dansker, hvis forfædre har boet i landet siden vikingetiden.

Det har selvfølgelig været svært at skjule, at »indvandrere« eller »nydanskere« er stærkt overrepræsenterede i fængslerne, at et foruroligende antal voldtægtsdømte og andre voldsmænd bærer muslimske navne. Eller at muslimer ser ud til at modtage langt mere end deres retfærdige andel af de sociale udgifter. For et par måneder siden konkluderede en regeringsnedsat velfærdskommission bemandet med vores bedste universitetseksperter, at Danmarks indvandringspolitik koster et sted mellem 30 og 50 milliarder kroner om året. Et enormt beløb for et land med 5,4 millioner indbyggere.

Regeringen overvejer i øjeblikket, hvordan man kan øge indvandrernes deltagelse på arbejdsmarkedet. Og der er ingen tvivl om, at situationen er alvorlig. Det anslås, at antallet af »nydanskere« vil blive tredoblet i løbet af de næste 15 år, og hvis deres socioøkonomiske adfærd ikke bringes på linje med »gammeldanskernes«, vil velfærdsstaten sandsynligvis smuldre under presset fra at skulle finansiere en stor befolkning fra den tredje verden, som den aldrig har været beregnet til.

Men igen, i hvilket omfang disse socioøkonomiske anomalier kan beskrives som muslimske problemer, er et spørgsmål om formodninger. Vi er dybest set overladt til anekdotiske beviser. Det er dog påfaldende, at man aldrig hører om uforholdsmæssigt store byrder på statskassen som følge af tilstedeværelsen af et stort antal buddhistiske srilankanere eller vietnamesere, hinduer, sikher eller kinesere. Vi hører heller ikke historier om, at anden- eller tredjegenerationsindvandrere fra disse grupper fylder vores fængsler.

Selv antallet af danske muslimer er ukendt. Danmarks Statistik holder ikke styr på religiøst tilhørsforhold, og estimaterne varierer voldsomt – alt fra 200.000 til 500.000 eller mere. Det efterhånden berømte dagblad Jyllands-Posten anslog for nylig antallet til at være 217.000, men angav ikke, hvordan man var kommet frem til det tal. Jeg er dog tilbøjelig til at tro, at tallet – lidt over 4 procent af befolkningen – er korrekt. Det svarer godt til det tal, jeg nåede frem til i august 2004 baseret på en optælling af mandlige fornavne. Jeg kom frem til 191.000 i januar 2004 – et tal, der var steget med 33 procent siden 1998.

Min metode ville også omfatte danske konvertitter til islam, da det tilsyneladende er almindeligt, at sådanne konvertitter ændrer deres fornavne til noget muslimsk. Et eksempel er den kontroversielle imam Abdul Wahid Pedersen og den kendte agitator for Hizb ut-Tahrir Musa Kronholt.

I øvrigt er antallet af konvertitter ubetydeligt. Det blev længe anset for at være omkring 5.000, men for blot et par uger siden kunne Berlingske Tidende fortælle, at det sande tal nok nærmere er 2.500. Så vi er på ingen måde midt i en massekonvertering til Muhammeds tro.

Som jeg allerede har antydet, forstærkes problemet med manglende viden af de fleste politikeres, akademikeres, journalisters og meningsdanneres uvilje mod at bruge et præcist sprog. Det anses for politisk ukorrekt at tale om muslimer som en særskilt gruppe, hvilket betyder, at vi i Danmark bruger alle mulige tågeagtige udtryk som »indvandrere«, »nydanskere« og »tosprogede«. På den måde skærer man alle indvandrere og asylansøgere og deres efterkommere fra ikke-vestlige lande over én kam, selv om man ikke kan sige ret meget om dem som gruppe.

Denne holdning har meget alvorlige konsekvenser. Ikke alene forhindres beslutningstagerne og vælgerne i at få greb om problemerne, og hvad der kan gøres for at løse dem. Lige så skadeligt for vores samfundsmæssige velbefindende er det, at vi får en slags dobbeltdiskurs. Selv i Danmark, som nok er det land i den vestlige verden, der har den højeste grad af ytringsfrihed.

Når den akademiske elite, pressen og politikerne taler om anden- og tredjegenerationsunge, så ved alle, at de ikke taler om folk fra Chile, Rusland eller Tibet. Når vi hører om de stigende problemer med »tosprogede« elever i byskolerne, er det velkendt, at det ikke drejer sig om børn, hvis forældre taler kinesisk, engelsk eller svensk derhjemme.

Vi lever med problemer, som meget tydeligt er forbundet med den muslimske zuwanderung (for at bruge Bassam Tibis fremragende udtryk), men hvis præcise forhold til islam som trossystem og verdenssyn ikke engang kan diskuteres. Blot det at spørge, om der er et sådant forhold, betragtes som diskvalificerende og bliver normalt mødt med påstanden om, at islam er en religion med fred, kærlighed, tolerance og forståelse og derfor pr. definition ikke kan give anledning til antisocial adfærd.

Det er alt sammen meget mærkeligt. Da serbiske krigere i 1990’erne begik massevoldtægter af bosniske muslimske kvinder, var det helt acceptabelt – og selvfølgelig sandt – at sige, at årsagen var religiøst eller etnisk had. Når kristne piger i Vesteuropa bliver voldtaget af muslimske mænd – mens voldtægt af muslimske kvinder af ikke-muslimer er uhørt (jeg har i hvert fald aldrig hørt om en sådan hændelse i Danmark) – forklares det med fattigdom og social udstødelse.

Den politisk korrekte holdning i Danmark – og jeg tror ikke, at billedet er meget anderledes i andre europæiske lande – at »religion« er et strengt privat anliggende, der ikke kan have nogen indflydelse på folks adfærd som borgere og medlemmer af samfundet, har været skadelig for vores integrationsindsats. Det har sløret det faktum, at ikke-vestlige indvandrere og deres efterkommere er mindst lige så internt forskellige som »gamle« danskere, svenskere og andre europæiske befolkninger.

Resultatet er, at der ikke er opstået nationalt anerkendte talsmænd for srilankanere, vietnamesere, kinesere, buddhister, hinduer, kristne fra den tredje verden eller andre nytilkomne samfund. Det kan til dels forklares med, at deres integration i det danske samfund i mange tilfælde har været uproblematisk. (Interessant nok er dette et stærkt argument mod den udbredte tendens til at beskylde danskerne for at være et særligt modbydeligt, fremmedfjendsk og racistisk folk).

Som følge heraf blev Danmarks »etniske minoriteter« synonymt med landets mest højtråbende muslimske grupper og mere specifikt med deres selvudnævnte forkæmpere. Indtil for få måneder siden befandt vi os derfor i en situation, hvor nogle få imamer – hvoraf de fleste havde demonstreret deres fundamentalistiske tilbøjeligheder – og radikale etnopolitikere og ledere af islamiske organisationer, blev anerkendt som de legitime talsmænd for alle muslimer i Danmark (og i praksis som de eneste etniske repræsentanter, der nogensinde blev hørt). Der er ingen tvivl om, at et stort antal danske muslimer – de såkaldte »kulturmuslimer« eller muslimer af liberal overbevisning – ikke føler sig repræsenteret af medieimamerne, men man vidste ikke meget om deres antal, holdninger eller forhåbninger.

Indtil for nylig var det kun udstødte fra det pæne selskab, der turde sætte spørgsmålstegn ved påstanden om, at det store flertal af danske muslimer havde præcis samme holdning til deres religion, som de fleste gamle danskere har til den lutherske kristendom, der stadig er den dominerende religion i landet med over 80 pct. af befolkningen som medlemmer. Dvs. at langt de fleste muslimer blev anset for at tage let på religionen.

Meningsmålinger foretaget efter Muhammed-krisens eksplosion efter Jyllands-Postens offentliggørelse af 12 tegninger af profeten den 30. september 2005 gør denne grundlæggende antagelse yderst tvivlsom. Blandt de bemærkelsesværdige resultater er, at kun få danske muslimer synes at være villige til at bakke op om de nyoprettede »Demokratiske Muslimer«, som blev oprettet af det radikale liberale og meget populære folketingsmedlem Naser Khader i begyndelsen af 2006. Hans store opbakning blandt ikke-muslimske danskere ser ikke ud til at blive modsvaret af hans organisations naturlige bagland.

Den 6. juni 2006 vakte Berlingske Tidende opsigt ved at offentliggøre en meningsmåling, der viste, at Naser Khaders »Demokratiske Muslimer« kunne regne med opbakning fra 14 procent af de danske muslimer og kun havde 1.137 betalende muslimske medlemmer (foruden 16.000 ikke-muslimske støttemedlemmer). Siden har der været en debat om, hvorvidt 14 procent er meget eller meget lidt. Naser Khader pegede selv på, at en af de salafistiske ringledere for de imam-sammensvorne, der rejste til Mellemøsten for at lave anti-dansk ballade og dermed var med til at skabe Muhammed-krisen, Ahmed Abu Laban, kun har opbakning fra 3 procent af de danske muslimer. På trods af at han er leder af Dansk Islamisk Trossamfund og hævder at tale på vegne af titusindvis af familier.

Mere sigende for islams indflydelse var en meningsmåling, som fagbladet A4 offentliggjorde i slutningen af marts 2006, og som viste, at mens kun 25 procent af de voksne muslimer sagde, at religionen spillede en væsentlig rolle i deres hverdag, var det tilsvarende tal for de unge muslimer 75 procent.

Det afgørende spørgsmål i denne sammenhæng er selvfølgelig, hvad muslimer forstår ved religion. Og det fører igen til et endnu mere dybtgående og vanskeligt spørgsmål: Hvad er islam? Er islam en religiøs tro i traditionel europæisk forstand, dvs. et personligt forhold mellem individet og Gud, eller er islam snarere en altomfattende ideologi, som regulerer alle aspekter af menneskelivet, herunder politik, retssystem, filosofi, forholdet mellem kønnene, påklædning, opførsel osv. Eller – for at sige det mere enkelt – er islam det samme som sharia, eller kan der være en liberal, personlig og moderat islam, som ikke gør krav på alle aspekter af den menneskelige eksistens?

Man ved meget lidt om danske muslimers fortolkning af deres religion, men undersøgelser i Tyskland og for nylig i Storbritannien og USA tyder på, at store dele af de muslimske befolkninger sætter lighedstegn mellem islam og sharia, som med en vis ret kan karakteriseres som en totalitær ideologi på linje med fascisme og kommunisme.

Det er nærliggende at tro, at en stor del af de danske muslimer deler deres tyske, britiske og amerikanske trosfællers holdninger.

Det er også vigtigt at påpege, at uanset hvor stor opbakning danske imamer faktisk har blandt danske muslimer, så har vi endnu ikke hørt fra en eneste moderat imam. Alle imamer, der er blevet udspurgt om emnet, har uden undtagelse sagt, at den fulde sharia selvfølgelig skal implementeres på et ikke nærmere angivet tidspunkt i fremtiden – inklusive straffe som stening af kvinder og drab på frafaldne. Og som det er tilfældet de fleste andre steder, skal sharia ikke forstås som et sæt love, der kan vedtages af parlamentet, når muslimerne har dannet et flertal. Den skal implementeres med det samme og bliver det faktisk i det omfang, myndighederne ikke forhindrer det. Derfor har Naser Khader – som er en af Danmarks mest populære politikere – levet under politibeskyttelse i flere år, fordi han er blevet erklæret for frafalden og derfor skal dræbes. Blandt Khaders overtrædelser af islam er, at han har givet sin datter et kristent navn.

Som Bernard Lewis for nylig forklarede til Die Welt (19. april 2006), betyder det faktum, at muslimske religiøse myndigheder kræver ret til at straffe danske tegnere for forbrydelser, som ikke er forbrydelser i henhold til dansk lov, at de nu betragter Danmark som en del af Dar al-Islam og dets befolkning som dhimmier, der bør underkastes sharia.

Endnu et punkt vedrørende såkaldt moderat islam: Jeg har ikke hørt om noget troværdigt eksempel på en moderat islam i Europa, som har fået nogen nævneværdig tilhængerskare eller åndelig indflydelse. Hvis man kradser lidt i overfladen på de såkaldt moderate religiøse ledere – og det er helt sikkert tilfældet i Danmark – så er forskellen mellem de moderate og ekstremisterne, at de første søger at fremme deres mål med fredelige midler, mens de sidste gerne griber til vold. Men i begge tilfælde er målet det samme: implementering af sharia og underkastelse af de indfødte ikke-muslimer til en tilstand af dhimmitude.

Der er især to aspekter, der springer i øjnene, når man ser på den seneste udvikling i det dansk-muslimske forhold:

For det første står det mere og mere klart, at rigtig mange muslimer aldrig har haft et ønske om at integrere sig i det danske samfund i den forstand, at de ville blande sig med det danske folk, men har insisteret på at fastholde deres importerede kultur og til en vis grad institutioner på dansk jord. Det var naivt af danskerne at tro andet.
Resultatet af dette »multikulturelle« – faktisk bi-kulturelle – samfund har været en voksende adskillelse mellem de gamle danskere og de muslimske tilflyttere og deres efterkommere – en faktisk adskillelse, der bliver mere udtalt, som tiden går, mens integrationsideologien, i hvis regi den massive muslimske indvandring blev gennemført, ville have forudsagt det modsatte.

På trods af de mange milliarder kroner, som staten har brugt på »integration« i de sidste 30 år, bliver vores byer og skoler – både offentlige og private – mere og mere opløste.

Der er heller ikke noget, der tyder på, at magthaverne i det muslimske samfund er villige til at acceptere konverteringer fra islam eller give muslimske kvinder ret til at gifte sig med ikke-muslimske mænd.

Der tales i stigende grad om »parallelsamfund«, dvs. en situation, hvor landet ophører med at fungere som et enhedssamfund på grund af den fysiske, kulturelle, religiøse og politisk-juridiske adskillelse af ikke-muslimer og muslimer i uforenelige og antagonistiske enklaver. Det ville svare til de seneste erfaringer på Balkan og i Nordirland under urolighederne.

Det andet aspekt, som er tæt forbundet med det, vi lige har diskuteret, er erkendelsen af, at store dele af den muslimske befolkning måske slet ikke betragter sig selv som en minoritet, men snarere som en del af verdens »umma«, dvs. den 1,3 milliarder store globale muslimske nation. Den seneste tids fjendtlighed mod Danmark på grund af Muhammed-tegningerne i hele den muslimske verden har sandsynligvis styrket mange danske muslimers følelse af, at de er en del af verdens umma og ikke en del af et mindretal i Danmark.

Så i stigende grad ser det ud til, at det virkelige mindretal er danskerne.

Man kan spørge sig selv, om det samme ikke er tilfældet i hele Europa og i andre dele af den vestlige verden. Især efter den iranske revolution i 1979 har en række magtfulde og velhavende internationale muslimske organisationer (især de saudiske wahhabitter) brugt milliarder af dollars (jeg hørte for nylig et tal på 65 milliarder dollars i løbet af de sidste 25 år) på at sikre deres ideologiske herredømme over den muslimske diaspora i Europa og andre steder og forhindre dens integration i den vestlige mainstream. Og med forbløffende succes, skal det tilføjes.

Der synes at være en voksende erkendelse blandt demografer af, at på trods af den nuværende danske regerings anti-indvandringspolitik vil indvandrere fra den tredje verden og deres efterkommere med eller uden statsborgerskab udgøre flertallet af den danske befolkning inden udgangen af dette århundrede (se f.eks. beregninger foretaget af demografen Hans Oluf Hansen fra Københavns Universitet, Berlingske Tidende, 21. august 2005).

En betydelig del af denne tredjeverdensbefolkning vil være muslimer, og længe før midten af århundredet vil antallet af muslimer være stort nok til uigenkaldeligt at have ændret landets sammensætning og karakter. Som allerede nævnt har det vist sig umuligt at integrere den voksende muslimske befolkning i den danske kultur, og der er ingen grund til at forvente nogen ændring i takt med, at antallet af muslimer vokser.

Det betyder selvfølgelig ikke, at det ikke kan ske. Historien er fuld af overraskelser. Det eneste, jeg siger, er, at jeg ikke kender noget eksempel på, at en stor muslimsk befolkning med succes er blevet permanent integreret i en ikke-muslimsk værtsbefolkning og samtidig har holdt fast i sin muslimske overbevisning. Bevisbyrden ligger hos dem, der har hævdet, at integrationen af titusindvis af muslimer i Europa aldrig ville blive et problem, men som ikke har noget at vise til deres påstand.

Vil muslimsk ikke-integration betyde enden på den sekulære stat, som vi har kendt den? Højst sandsynligt. Religion – eller mere præcist: Islamisk ideologi, som ikke skelner mellem religion og politik – er på fremmarch som det konstituerende princip blandt danske muslimer. Og i takt med at de muslimske institutioner bliver stærkere, vil den islamiske »din« blive endnu mere magtfuld som det organiserende princip i det muslimske parallelsamfund.

Hvordan vil den »gamle« danske og nominelt kristne befolkning reagere på denne metamorfose? Det vil i høj grad afhænge af, hvilket organiserende princip der kommer til at bestemme karakteren af det danske parallelsamfund. To muligheder springer i øjnene: »Danskhed« og ›kristendom‹. Den første mulighed vil formentlig indebære et samfund, der bygger på en nationalistisk eller etnisk myte, mens den anden måske vil være mere etnisk inkluderende og understrege samfundets kristne rødder.

I begge tilfælde er det svært at se, hvordan den sekulære stat kan overleve, fordi parallelsamfund inden for rammerne af en nominel geografisk enhed ikke frit vil kunne definere sig selv eller bestemme deres egne politiske systemer eller styreformer. De vil konstant være tvunget til at manøvrere i forhold til »den andens« langsigtede mål og umiddelbare handlinger – som det f.eks. har været tilfældet i Bosnien, Kosovo, Libanon, Nordirland og de baskiske provinser.

Da der ikke er noget, der tyder på, at Danmark er dårligere stillet end andre europæiske lande, når det gælder harmonisk integration af den muslimske befolkning, vil vi sandsynligvis se det samme mønster gentage sig på hele kontinentet inden for en tidsramme på højst 20-30 år (den nylige opstand i de franske forstæder er efter al sandsynlighed et forvarsel om det, der kommer til at ske).

Under disse forhold vil det moderne system med suveræne territorialstater sandsynligvis bryde sammen, selv om det er umuligt at forudsige, hvad der vil erstatte det. Det virker højst usandsynligt, at en europæisk union kan udfylde tomrummet, hvis den skal baseres på statsstrukturer, som ikke længere er i stand til at udøve suverænitet over deres eget territorium. Territorialstaterne vil måske ikke engang blive erstattet af noget, der ligner en permanent struktur eller orden.

Uden orden og demokratisk ansvarlige regeringer, der er i stand til at levere retfærdighed og god regeringsførelse, er det også svært at se, hvordan oplysningstidens idealer kan bevares.

Tale ved Engelsberg-seminaret 2006