Fredsskaberen Vladimir Putin har besøgt Aserbajdsjan hvor han diskuterede en fredsaftale mellem Aserbajdsjan og Armenien med Ilham Aliyev, Aserbajdsjans præsident. Putin lover bl.a. at hjælpe med en acceptabel grænsedragning mellem de to lande.
Selvtilfredse herrer
Onsdag roste de to præsidenter gensidigt hinanden over telefonen for det »vellykkede resultat« af statsbesøget i Aserbajdsjan 18.-19. august. De var enige om, at »en konsekvent gennemførelse af de aftaler, der blev indgået i Baku, vil uddybe alliancen og partnerskabet mellem Rusland og Aserbajdsjan yderligere«, skriver Armenian Weekly.
Præsidenterne diskuterede også forberedelserne til en armensk-aserbajdsjansk fredstraktat, hvor Putin lovede at hjælpe både Baku og Jerevan med en gensidigt acceptabel grænsedragning og afgrænsning og at afslutte blokeringen af transportkorridorer.
Opgivelse af Artsakh
Siden 2022 har Armenien og Aserbajdsjan forhandlet om en fredsaftale med hjælp fra Rusland, USA og EU. I maj 2023 erklærede Armeniens premierminister Nikol Pashinyan, at de er villige til at anerkende grænserne fra sovjettiden – inklusive Artsakh, en region, der er domineret af etniske armeniere.
Aserbajdsjan har udtrykt bekymring over den armenske militære opbygning og antydet, at den »kan være påvirket af tredjelande« – læs Indien.
Tidligere ringede Putin til den armenske premierminister Pashinyan og informerede ham om sit besøg i Baku.