I Norge er alle forbrydere blonde og blåøjede

De fleste mennesker rundt om i verden tænker stadig på Midnatssolens Land som et fredeligt utopia, hvor alle går rundt i en evig tilstand af lykke. Hvor kriminaliteten er den laveste i verden, hvis der overhovedet er nogen kriminalitet, hvor det suveræne sundhedssystem holder det norske folk sundt fra vugge til grav, og i verdens mest fredelige nation er alle lige.

Men de af os, der har fået øjnene op for den triste virkelighed, ved, at det norske verdensbillede er langt fra sandheden, og det kan vi takke vores politikere for.

Alligevel formår de at holde fast i utopi-etiketten, fordi de er så gode til at skjule det monster, de har skabt, for verden. I ledtog med politikerne spiller de norske medier en stor rolle i dette cover-up, og det blev krystalklart efter anholdelsen af Marius Borg Høiby den 6. august.

Nu kender hele verden kun til Marius-sagen, fordi den uetiske norske presse har besluttet, at det er i offentlighedens interesse at rapportere hensynsløst om sagen på grund af Borg Høibys position i samfundet kombineret med anklagernes alvor.

Ifølge det altid afbalancerede TV2.

I Norge er alle kriminelle blonde og blåøjede

Marius har også skabt overskrifter i USA, og det er meget usædvanligt at se amerikanske medier rapportere om kriminalitet i Norge, netop fordi norske medier forstår at skjule den stigende og alvorlige voldsbølge, vi er vidne til.

Og hvilket bedre eksempel på en kriminel i Norden end den blonde og blåøjede Borg Høiby, kongelig eller ej. Norge har vel ikke et problem med importerede kriminelle, som dræber, voldtager og røver folk? Det er i hvert fald ikke det, de fleste mennesker i verden forbinder med den “perfekte” nordiske nation.

Espen Andersen Bråthen var også et perfekt eksempel på en nordisk forbryder, selv om han ikke fik samme mediedækning som Marius. Men hvad er mere Viking end at dræbe uskyldige mennesker med bue og pil?

Bråthens utænkelige forbrydelse blev rapporteret over hele verden, men forsvandt hurtigt, da medierne, politiet og politikerne besluttede, at den grusomme massakre i Kongsbergs gader ikke var i folkets og verdens interesse.

Og i det perfekte land Norge er der en masse islamofobi, og vi kan ikke skyde skylden for terroristernes handlinger på fredens religion, for så vil de grimme nordmænd chikanere muslimerne, som med deres 2 milliarder individer anses for at være en minoritet.

Kun få mennesker i verden har set billeder af ofrene, og mange tror stadig, at Bråthen var en galning, der dræbte folk med buer og pile, ikke stikvåben, det nye ord for macheter og knivskarpe, grusomme store knive.

De fem uskyldige nordmænd led en ufattelig voldsom død

Skjermbilde: Nettavisen.

Jeg vil vove at påstå, at mordene på de smukke mennesker i Kongsberg var vigtigere for den offentlige interesse. Ikke kun fordi de fortjener aldrig at blive glemt, men også for at deres landsmænd skal holde op med at tro, at Norges gader er sikre, og begynde at se sig over skulderen. For som vi ved, er mange af vores folk blevet stukket ned bagfra af monstre, som vores politikere har importeret.

Vi kan bare ikke lade verden vide det.

Så er det bekvemt at finde morderne sindssyge, for det lyder bedre, når de har »ubehandlet permanent paranoid skizofreni« end at blive beordret af Allah til at gå ud og dræbe vantro. Som i tilfældet med Espen Andersen Bråthen.

Rustam Louis Foss vs Marius Borg Høiby

Nu vi taler om Allah. Hvem husker ikke Rustam Louis Foss, den kriminelle kokainmisbruger, som løb rundt i Thereses gate i Oslo med en kniv for at slå vantro nordmænd ihjel. Han må også have tilbedt fredens religion, for han råbte allahu akbar.

I modsætning til fremstillingen af Marius, ophøjede medierne, hans skuespiller kolleger, og de gode kræfter, Rustam Louis Foss til helgen. Der havde aldrig været en venligere og mere vidunderlig potentiel morder i hele Norge, og det onde politi dræbte denne samfundsstøtte uden grund.

De fandt endda nogen at skyde skylden på, og det var selvfølgelig ikke den hellige Rustam Foss’ skyld, at han ville dræbe vantro.

Man skulle næsten tro, at disse permanent forvirrede mennesker ønskede deres eget George Floyd-øjeblik, og græd i det uendelige over en forhærdet forbryder, som blot få år tidligere havde stukket en mand ni gange.

Jeg vil vove at påstå, at Foss var en værre forbryder end Marius, men han får ikke helgenstatus og bliver i stedet beskyldt for at trække kongefamilien ned i sølet.

Marius fortjener sin straf, men ikke heksejagten

Når man ser på kongefamilien i de senere år, har de selv være ude om mangt og meget ; Mette Marits mange møder med Jeffrey Epstein, efter at han blev dømt for pædofili, de kongeliges uetiske involvering i politik og verdensanliggender, wokeness, at vende ryggen til Israel, Durek Verett, der beskyldte nordmænd og kongehuset for racisme, og meget mere.

Men journalister, der udvælger kirsebær 365 dage om året, har håndteret skandaler og upassende adfærd på en helt anden måde, end de har håndteret information om Marius, og de har endda ofte forsøgt at feje tingene ind under gulvtæppet.

Hvis medierne føler sig berettigede til konstant at rapportere og grave oplysninger frem om Marius på grund af hans position i samfundet, hvorfor er de så så forsigtige med alle de andre emner, som vi virkelig burde kende til?

Det skal siges, at vi fordømmer det misbrug af kvinder, som Marius er blevet beskyldt for, men jeg mener personligt, at pressen i Norge har overtrådt flere regler i Vær Varsom-plakaten, og at dækningen af kronprinsessens søn har været intet mindre end skandaløs.

Især når vi ser på, hvordan medierne beskytter ondskabsfulde mordere, deres privatliv og skriver om dem i kærlige vendinger som »han har det ikke så godt«.

Marius er ikke Norges svar på Hunter Biden

Mange mennesker på de sociale medier har sammenlignet Marius med Hunter Biden. At han er Norges svar på præsidentens skandaløse søn. Der er selvfølgelig kokainen, men lighederne stopper der.

For i modsætning til hos Marius, fandt norske medier det nødvendigt at beskytte Hunter Biden og tale om hans kamp med stoffer, som en kærlig mor eller far ville gøre det.

»Tag dig sammen, din forkælede, arrogante møgunge«, siger de til Marius, mens ›crackhovedet‹ og den veltilpassede Hunter har et stofproblem, som ikke er hans egen skyld.

Et godt eksempel er anmeldelsen af Hunters selvbiografi, som blandt andet beskriver hans kamp mod narkotika. Aftenposten kalder den gribende, og beskriver Bidens søn med en beslutsomhed af Knausgårdske dimensioner.

Boktips.no forklarer, hvorfor bogen er blevet rost af de norske anmeldere: »Alt det vakre« er en rørende skildring af sammenholdet i en familie, der er ramt af dybe tragedier, og Joe får en stor del af æren for at have hjulpet Hunter ud af sit stofmisbrug.

Sammenlign glorificeringen af, hvordan Biden-familien »håndterede« familietragedien og Hunter, med mediernes kyniske rapportering af Marius’ tydelige kamp med stoffer og alkohol.

Nogle gange ville man ønske, at man havde gemt brækposen fra den sidste flyvetur.

De norske medier har i årevis beskyttet importerede kriminelle, og terrorister, eller personer og politikere, som de står i ledtog med. Der er aldrig nogen mellemvej, og af en eller anden grund fandt de det nødvendigt at gå hele vejen med Marius og dermed bryde alle regler.

Det styrker vores tro på, at medierne har en klar dagsorden, som er direkte ondskabsfuld, og ikke kender nogen grænser for, hvor lavt de vil gå.

Takket være dem er Marius nu verdensberømt og udsat for latterliggørelse. Mens de rigtige gangstere og kriminelle, som færdes i Norges gader, beskyttes og behandles som samfundets ofre.

I Norge er vi vant til, at dem, der ikke følger normer og love, bliver behandlet med fløjlshandsker, men det er medierne, der bestemmer, hvem der fortjener en sådan forståelse. Det gør Marius tydeligvis ikke.

Men sådan er det i midnatssolens land, som har et verdensry, der er skabt af medier og politikere, og som er meget langt fra den virkelige sandhed.