Da passagerskibet Titanic på sin jomfrurejse kolliderede med et isbjerg i Nordatlanten og sank natten mellem den 14. og 15. april 1912, var det en tragedie, som gjorde stort indtryk på sin samtid. Af de 2.200 mennesker om bord døde omkring 1.500. Katastrofen var også et forvarsel om en langt større katastrofe for næsten hele Europa.

Bare to år senere blev det europæiske kontinent kastet ud i en meget blodig krig, Første Verdenskrig. På mange måder er Europa stadig ikke kommet sig helt over denne meningsløse tragedie, mere end et århundrede senere.

Det kan være fristende at se på nutidens svage og udmattede Europa, der dagligt oversvømmes af indvandrere fra syd, som en slags multikulturel Titanic. Hvis man tænker seriøst over denne analogi, kommer man dog til den konklusion, at dagens Europa faktisk er meget værre end Titanic.

Europa er et kontinent med flere hundrede millioner indbyggere, ikke bare nogle få tusinde passagerer. Men lad os fokusere på et andet aspekt af sammenligningen.

Reaktionstid er den tid, det tager, fra du opdager faresignalerne og beslutter, hvad du skal gøre, til du begynder at reagere eller handle. Hvis du kører bil eller cykler, hvor lang tid går der så, fra du opdager en potentiel kollision, til du reagerer ved at bremse eller ændre retning for at undgå en kollision?

For en sund og rask person er den normale reaktionstid i trafikken et par sekunder. Denne tid kan være betydeligt længere, hvis du er træt, uopmærksom eller beruset.

Da udkigsposterne på Titanic endelig fik øje på isbjerget foran dem, slog de straks alarm. Kvartmesteren forsøgte hurtigt at ændre kurs. Desværre var det for sent, og skibet ramte isbjerget og sank alligevel. Men Titanics besætnings reaktionstid fra det øjeblik, de blev klar over en potentiel katastrofe, kan måles i sekunder.

Titanic havde en radio eller trådløs telegraf om bord. Det var en ny teknologi på det tidspunkt og blev brugt til at tilkalde hjælp, da kollisionen fandt sted. Teknologi, der kunne have været brugt til at opdage isbjerget på forhånd, såsom sonar eller radar, blev derimod udviklet i årene efter Titanics forlis.

Da Titanic sank i 1912, var det en ulykke. Måske sejlede de med for høj fart i et område, hvor de kunne støde på isbjerge, men de var også uheldige.

Sammenlign det med nutidens multikulturelle Titanic. Vestens magtelite har ikke bare haft dage, uger eller måneder til at ændre kurs. De har haft generationer til at ændre kurs for at undgå en katastrofe, men de nægter stadig at gøre det.

I årtier har mange mennesker forsøgt at råbe vagt i gevær, men er blevet ignoreret, latterliggjort eller bragt til tavshed. Nogle af dem, der har råbt vagt i gevær, er blevet angrebet verbalt, juridisk eller fysisk.

Den herskende elite betragter alle advarsler som tegn på had og isbjergsfobi. Isbjerget er angiveligt fyldt med velsmagende kebab, og måske kan det være godt for økonomien og betale for fremtidige pensioner. De ansvarlige synes at have et aktivt ønske om at ramme isbjerget.

Selv bilister, der er berusede af alkohol eller andre stoffer, vil af og til skifte retning, simpelthen fordi de ikke er i stand til at holde den samme retning i længere tid.

Vestlige ledere opfører sig dog ikke som spritbilister. De har holdt en stabil kurs mod isbjerget uafbrudt i mere end et halvt århundrede. Hvis hele den vestlige verden har bevæget sig i samme retning i 50 eller 60 år, er det så bare en ulykke?