¹¹ Pas på, at du ikke glemmer Herren din Gud og forsømmer at holde hans bud, hans love og hans forskrifter, som jeg befaler dig i dag. ¹² Når I spiser og er mætte, når I bygger fine huse og bosætter jer i dem, ¹³ når jeres kvæg og får bliver flere og flere, når I får mængder af guld og sølv, og al jeres ejendom vokser, ¹⁴ så pas på, at I ikke bliver hovmodige og glemmer Herren jeres Gud, som førte jer ud af Egypten, ud af slaveriets hus. ¹⁵ Han førte dig gennem den store og frygtelige ørken med giftige slanger og skorpioner, et tørstigt land uden vand. Han lod vandet flyde for jer fra den hårde klippe. ¹⁶ Han lod jer spise manna i ørkenen, en mad, som jeres fædre aldrig havde kendt. Alt dette gjorde han for at ydmyge jer og sætte jer på prøve for så at gøre godt mod jer til sidst.

¹⁷ Du kan sige i dit hjerte: »Det er min egen kraft og min stærke hånd, der har bragt mig denne rigdom.« ¹⁸ Men husk Herren din Gud, for det er ham, der giver dig kraft til at opnå rigdom. Så han vil stå ved den pagt, han indgik med jeres fædre, ligesom han gør i dag.
5. Femte Mosebog 8,11-18

Vingårdssøndag henviser til Jesu lignelse om arbejderne i vingården (Matthæusevangeliet, kapitel 20) og handler om kaldet til at arbejde i Guds rige på jorden.
Hovedbudskabet på denne dag er, at Kristi tjenere ikke skal tro, at de har ret til tak eller belønning fra Herren. Tværtimod skal vi bevæbne os med tjenerens beskedne grundholdning: »Det er bare min simple pligt.«

Men lignelsen om de onde vingårdsarbejdere, der dræbte vingårdsejerens tjenere og til sidst hans søn, er nok først og fremmest henvendt til visse grupper i Israel på Jesu tid, men den skal også læses som en advarsel til alle dem, der ikke bærer Guds riges frugter. Og det bringer os til en af dagens andre tekster fra Femte Mosebog: advarslen om at glemme Guds bud.

I går begyndte NRK at læse den nationale lov fra 1274 op. Det hele foregik foran det norske Storting. Som vi forstår, har den 750 års jubilæum i år, sammen med kristenloven, som fejrer 1000 år. Der er enorme dimensioner i disse fejringer, både hvad angår indhold, men også hvad angår arbejdet bag dem.

Middelalderens lovgivere så sig selv som noget mere end almindelige fyrster og herskere; de vidste, at de arbejdede for Herren, som indledningen til Gulatingsloven tydeligt viser.
Det første, der møder os i Gulatingsloven, forløberen for den kristne lov fra 1014, er en opfordring til at bøje sig mod øst og bede til den hellige Kristus om et godt år og fred, og at vi skal holde vores land sikkert og vores hersker hellig. Må han være vores ven, og vi hans, og Gud alles ven. Som Ole Petter Erlandsen, forfatter til bogen 1024, skriver: Nationen skulle opbygges, ikke lægges øde, og landet skulle ikke længere være genstand for hærgen og vold.

Oprindelsen til vores love er et bibelsk verdensbillede og et kristent begrebsgrundlag. Lovgiverne indså, at deres arbejde indebar et stort ansvar, men også en stor glæde og forventning. Visheden om, at de var et redskab for Ham, gjorde deres arbejde lettere; hvad de gjorde mod deres medmennesker, gjorde de mod Jesus selv.

Derfor var det naturligt at forbyde drab på børn. Kvinder blev ligestillet med mænd, og slaveriet blev gradvist afskaffet. Troen på Gud og overholdelsen af hans bud var ikke et politisk program, men når man ser kærlighedens Gud i sine medmennesker, følger lovgivningen med, som da Magnus Lagabøter indførte obligatorisk næstekærlighed for arbejdsløse og børn.

I sidste uge præsenterede regeringen sine planer for abortloven. De vil udvide grænsen for selvbestemt abort til uge 18 i graviditeten. Og som familieminister Kjersti Toppe sagde til avisen Nationen:

“At øge antallet af uger kan betyde selvbestemt abort op til uge 22.
“Jeg synes, det er skræmmende, at der allerede er røster fremme om en udvidelse til uge 22 og hele graviditeten.

I går blev den nationale lov læst op i sin helhed, og den bliver fejret. Men læg mærke til, at den ikke bliver fejret som en udvidelse af folks tro på en Gud, som opfordrer os til ikke at glemme hans bud. Det er ikke ofte, man hører nogen nævne kristendommen som inspiration for middelalderens lovgivning og vores civilisation. Men én ting er sikker. Vores første kristne lovgivere ville aldrig have accepteret hverken dagens abortlov eller en udvidelse af den. De ville have set vores liberale politik som et tegn på et dybt moralsk forfald.

Det er svært at se, hvorfor vores lovgivere skulle stoppe en yderligere udvidelse af den nuværende abortlovgivning. Der er ingen grund til at tro, at vi er bedre mennesker end dem, der levede i antikken og Norge i førkristen tid; teknologisk udvikling fører ikke til en moralsk forbedring.

Vi lever med andre ord i en tid, hvor vores lovgivere ikke bare har glemt Gud, men hvor vi også er blevet arrogante. Vores ledere siger åbent, at Gud er blevet overflødig, og at de ser sig selv som moralens udgangspunkt. Men vi ved, at det ikke vil ende godt. Den berømte politiske tænker Alexis de Tocqueville så det tydeligt, da han besøgte USA i begyndelsen af 1800-tallet. Han forudsagde, at demokratiet, som vi kender det, ville bryde sammen den dag, flertallet afskaffede sandheden og gav sig selv rollen som det normative udgangspunkt.

Det er interessant at se, hvordan flertallet i Norge i dag lader sig lede af mennesker, der afviser Gud, og som ikke er villige til at kæmpe for det, vi ved er godt. Men at sige nej til Gud betyder også at sige nej til hans velsignelser og ja til barbariet. Historikeren Halvor Tjønn skriver i sin biografi om kong Olav Tryggvason, at selv om vi i dag tager afstand fra de metoder, han brugte til at kristne Norge, »er der meget få mennesker i Norge, som ønsker at leve i et andet land end det, Olav Tryggvason var med til at skabe … et land baseret på den kristne, vestlige tankegang«.
Men det er der, vi er på vej hen. Spørgsmålet er, om vi virkelig ønsker at leve i et sådant land?